LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Agerlove
Agerlove (leges agrariae) kaldtes hos romerne de love, hvorved dele af statens jord (ager publicus) udskiftedes i lodder til borgere. Sådanne love var et hovedmiddel til at skaffe fattige romere jordejendom. Den rigere del af befolkningen foretrak derimod, at staten beholdt jorderne, idet de så havde ret til at »okkupere« dem imod at betale en forholdsvis ringe afgift, og striden om agerlovene går derfor igennem hele Roms historie.

Den første agerlov siges at være gennemført 486 f.Kr. af konsulen Spurius Cassius, som selv skal være blevet et offer for patriciernes vrede over indførelsen. Fortællingerne herom såvel som om de følgende agerlove er dog hos de romerske historieskrivere i den grad påvirket med reminiscenser fra de senere sociale kampe, at det ikke er muligt at afklare den virkelige sammenhæng. De liciniske love (367), hvorved forskellen mellem patriciere og plebejere blev væsentlig udjævnet, fastslog, at ingen romersk borger måtte tage mere end 500 jugera (250 tønder land) af statsjorden i besiddelse; herved blev de fornemmes adgang til ad denne vej at skaffe sig rigdom i høj grad begrænset, og i den følgende tid gennemførtes mange agerlove, samtidig med at romernes erobring af hele Italien udvidede statsjorden betragtelig.

Århundredet fra 367 til de puniske kriges begyndelse var derfor den romerske republiks lykkeligste tid, i hvilken det store flertal af borgerne var små grundejere. Uheldigere forhold indtrådte derimod, da erobringerne nåede ud over Italien. I provinserne fik den nydannede adel, nobiliteten, lejlighed til at erhverve umådelige rigdomme, mens samtidig konkurrencen med Sicilien og Afrika trykkede kornpriserne og undergravede bøndernes stilling i Italien. I mange egne veg den lille selvejendom helt for latifundier, anvendte til luksus eller til kvægavl, og selve hovedstaden fyldtes af et ejendomsløst proletariat. For at råde bod herpå gennemførte Tiberius Gracchus 133 en fornyelse af den liciniske agerlov, dog med enkelte ændringer, og som følge deraf blev store dele af statsjorden atter uddelte i små lodder til fattige borgere.

Loven kunne dog ikke afhjælpe ondet, der havde så dybe rødder både politisk og økonomisk, og i den følgende tid anvendtes agerlovene især til at skaffe veteranerne jord; dog fik endnu Cæsar 59 f. Kr. vedtaget en agerlov, hvorved den frugtbare, campaniske mark blev udskiftet blandt 2.000 borgere med 3 eller flere børn.