LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sygdomme           Forbehold        


Aids
Sygdommen aids (forkortelse for det engelske navn: Acquired Immuno Deficiency Syndrome, dansk: Erhvervet Immun Defekt Syndrom) er til stede når visse specifikke infektioner eller cancerformer optræder hos en hivsmittet person. Hiv-1-virusinfektion medfører hos de fleste mennesker tiltagende svækkelse af immunforsvaret, først og fremmest via et fald i de CD4-positive lymfocytter T-hjælpeceller.

Aidsbegrebet blev indført som et epidemiologisk registrerings værktøj i 1980'erne før man fik adgang til rutinemåling af CD4-tal. Man besluttede at infektioner, der primært optræder hos personer med alvorlig immunsvækkelse som følge af hiv, udløste betegnelsen aids. Listen over aidsdefinerende sygdomme er lang: De vigtigste aidsdefinerende sygdomme omfatter svamp i spiserøret (esophageal candidiasis), pneumocystis jiroveci lungebetændelse (PCP), infektion med atypiske mykobakterier, tuberkulose og cryptokok-meningitis. Cancerformer som er aidsdefinerende omfatter kaposi sarkom (hudcancer) og lymfekræft (non-Hodgkin lymfom).

Før fremkomsten af effektiv hivkombinationsbehandling (1995) var prognosen efter en aidsdefinerende lidelse generelt dårlig med medianoverlevelse på cirka 2 år. Imidlertid er prognosen nu blevet meget betydeligt bedret og selvom aidsdefinerende sygdomme i Danmark fortsat registreres og medfører at en patient per definition har aids, så er dette nu ikke længere ensbetydende med en dårlig prognose, der nu først og fremmest afhænger af respons på hivbehandling.

Den 1. december er årligt international aidsdag, anerkendt af blandt andet FN.

Hvert år dør 2.700 børn; det svarer til 60 skoleklasser. Mere end 100 millioner mennesker er ramt af aids og hiv.