LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Ambitus
Ambitus (latin), anvendelse af ulovlige midler ved embedssøgen. Ambitus var en i den romerske republiks tid meget almindelig forbrydelse, som man i den sidste tid før kejserdømmet søgte at ramme ved en række love med stadig strengere straffebestemmelser (deriblandt lex Tullia, foreslået af Cicero år 63). Under ambitus forstod man først og fremmest køb af stemmer, men dernæst en mængde andre midler til opnåelse af valg, der opregnedes i forskellige love (anvendelse af stort og lejet følge, bortskænkning af pladser ved skuespil, bespisning af folket og så videre). I kejsertiden, da folkevalgene ophørte, faldt ambitus bort af sig selv.


Buegang, processionsgang, omkring en klostergaard eller omkring et kor.


Oprindelig de grænser, inden for hvilke en melodi måtte bevæge sig, altså afstanden mellem den deri forekommende højeste og dybeste tone; nutildags benyttes ordet ambitus i det hele taget ensbetydende med omfang, altså også om sangstemmers og instrumenters rækkevidde, omfang.