LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Amerika
Amerika eller den vestlige halvkugles sammenhængende fastland med de nærliggende øer ligger mellem det pacifiske og det atlantiske ocean. Mod nord strækker verdensdelen sig op i Ishavet, mod nordvest nærmer den sig Asien og er kun skilt derfra ved det 92 kilometer brede Beringsstræde, og mod syd når den i Kap Horn på Ildlandet til 55° 59' sydlig bredde. Amerikas samlede areal er 41.850.000 kvadratkilometer, hvad der udgør 8 % af hele klodens overflade og 30 % af landjorden.

Når man betegner Amerika som en enkelt verdensdel, lader dette sig ikke geografisk begrunde; det stammer ene og alene fra opdagelseshistoriens og kolonisationens første tider. I naturforholdene - det vil navnlig sige i henseende til klima, plante- og dyreverden og de deraf betingede antropogeografiske forhold - fremtræder der en udpræget spaltning mellem Nordamerika og Sydamerika, således at disse to områder hver for sig burde opfattes som en verdensdel. I de fleste henseender er de endog i højere grad selvstændige verdensdele, end tilfældet er det med Europa, Asien og Afrika. Kun urbefolkningen viste ikke en tilsvarende spaltning. Hele Amerikas oprindelige befolkning må opfattes som en oprindelig racemæssig enhed og antages at være indvandret i diluvialtiden (nogle vil endog skubbe tidspunktet helt tilbage til tertiær) fra det nordøstlige Asien. Efter at have udbredt sig over Amerika i denne fjerne fortid har den store amerikanske race udviklet den mangfoldighed af typer, som vi nu træffer blandt Amerikas indianere. Nyere forskning viser dog at der højst sandsynlig har været tidligere beboere, der er blevet udkonkurreret af indianerne.

I tidligere jordperioder har Nordamerika og Sydamerika været adskilt. Først langt hen i tertiærtiden opstod den sammenhængende landforbindelse over Mellemamerika, der strækker sig fra Tehuantepec-tangen til den 60 kilometer brede Panama-tange eller egentlig rettere til Atrato-lavningen i det nordvestlige Columbia. En løsere forbindelse mellem Nord- og Sydamerika danner Vestindien eller Bahama-øerne og de store og små Antiller.

Den ældste opdagelse af Amerika skete ved normannerne, idet Leif den Lykkelige år 1000 opdagede forskellige dele af Nordamerikas østkyst, som han benævnede Helluland (Klippeland), Markland (Skovland), og Vinland, men hvis beliggenhed ikke er nærmere fastslået med sikkerhed, end at disse områder må ligge mellem Labrador og Virginia. Forbindelsen mellem Grønland og Vinland fortsattes i lang tid, men trods de ret hyppige rejser synes det ikke, at nordboerne har koloniseret noget punkt af kysten, ligesom efterretninger om de gjorte opdagelser ikke nåede ud over Norden.

Amerika måtte derfor opdages på ny. Dette skete omtrent et halvt årtusinde senere, da Christoffer Columbus, 12. oktober 1492, landede på Guanahani eller San Salvador, som han kaldte den, en af Bahama-øerne, om hvis identitet der har hersket og endnu hersker tvivl. Columbus, eller som hans spanske navn lyder Christobal Colon, opdagede på samme rejse Cuba og Hispaniola (Haiti). På sin anden rejse 1493-96 opdagede han Dominico, Maria Galante, Guadeloupe, St Croix, Puertorico og Jamaica samt besejlede Cubas sydkyst uden dog at opdage, at Cuba var en ø. Først på sin tredje rejse 1498 nåede Columbus Amerikas fastland i egnen ved Orinoco, men han var så lidt klar over disse egnes virkelige beliggenhed, at han endnu på sin 4. rejse 1502 troede, at han var i Indien, og søgte en gennemgang til det indiske ocean langs kysten af Mellemamerika. Denne opfattelse gav anledning til navnet Vestindien.

Omtrent samtidig med Columbus og uafhængigt af ham opdagede Giovanni (John) og Sebastian Cabot, der sejlede under engelsk flag, kysten af Labrador, og Cabral kom 1500 på en rejse til Indien syd om Kap tilfældig til Brasilien og opdagede således dette land, som han kaldte »det hellige Korsets Ø«. Men det blev Columbus' opdagelse, der blev mest afgørende for vor opfattelse af Amerika. Hans rejser gav umiddelbart stødet til en spansk kolonisation af egnene om og i det amerikanske Middelhav, og væsentligst derved kom man til at opfatte de nyopdagede lande som en enhed, der fik en fælles benævnelse.

De første rejsende og skildrere brugte betegnelsen »den ny Verden« (Novis orbis eller Mondo nuovo). Navnet Amerika træffes første gang 1507 i en kosmografi, der udgaves i St Die i Lothringen af den tyske kosmograf Martin Waltzemuller. Navnet forekom her under formen Amerigen eller Amerigo's Land og blev brugt til ære for florentineren Amerigo Vespucci, der i årene omkring 1500 havde deltaget i flere af opdagelsesrejserne og skrevet skildringer af disse. Amerigos fortjenester blev af datiden stærkt overvurderet. I virkeligheden har han ikke sådan fortjeneste, at han skulle have særlig adkomst til at få sit navn knyttet til de nye lande. Benævnelsen Amerika slog ikke straks an; navnlig vedblev spanierne at anvende som officiel betegnelse for deres nyopdagede provinser navnet los Indios. Først ind i 17. århundrede fortrængte Amerika efterhånden de tidligere brugte navne og blev anvendt parallelt med navnene på de andre verdensdele.