LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Amfiteater
Amfiteater (græsk αμφιθεατρον, latin amphitheatrum), teater, hvor tilskuerne sidder rundt om skuepladsen, sædvanlig af elliptisk form.

Romerne anvendte fra det 1. århundrede f.Kr. sådanne bygninger til deres dyre- og gladiatorkampe, som tidligere havde været afholdt i cirkus og på torvet. Amfiteatret har udviklet sig af de provisoriske træbygninger, som opførtes til brug herved. Grækerne brugte i deres frihedstid ikke den slags forlystelser, der havde deres plads i amfiteatret; de få amfiteatre, der findes på græsk jordbund, er alle byggede i kejsertiden.

I modsætning til de græske teatre, der sædvanlig blev anlagt i en naturlig dal, blev amfiteatre i reglen opført på flad jordbund; da princippet for tilskuerpladsens indretning var det samme, bænke, der hævede sig trappevis udefter, måtte de yderste siddepladser være højt over jordens overflade. Solide hvælvingskonstruktioner var derfor nødvendige for at bære tilskuerpladsen; udadtil afsluttedes de af en lodret mur.

Skuepladsen, der lå i midten, var af ellipseform som hele bygningen. Den kaldtes arena (sand), fordi den ved de kampe, som opførtes derpå, overstrøedes med sand. Under den fandtes normalt vidløftige underbygninger, der dels tjente til opbevaring af materiellet, dels indeholdt de nødvendige aparater til at sætte areanen under vand til brug ved både kampe (naumachiae), som undertiden afholdtes i amfiteatret. Skuepladsen afsluttedes rundt om af en mur, gennembrudt af portåbninger, som førte ind til gladiatorernes opholdssteder og de vilde dyrs bure; muren var forsynet med gitre og andre sikringsmidler for at hindre rovdyrene i at bane sig vej til tilskuerpladsen. Dennes indretning var i princippet overalt ens, men kunne i det enkelte veksle noget efter bygningernes forskellige størrelse. Ved beskrivelsen lægges her det mest kendte amfiteater, Colosseum, til grund.

Den nederste del af tilskuerpladsen var en platform (podium) oven på den omtalte mur. Pladserne her var forbeholdte de fornemste stænder (senatorer, embedsmænd, vestalinder og så videre); i ellipsens korte akser, hvorfra man bedst kunne overse arenaen, lå de to fornemste loger, den ene for kejseren og hans hof, den anden for de højeste embedsmænd. Over podium hævede sig de trappeformede siddepladser, der ved vandrette omgange og mure deltes i tre afsatser (maeniana); de gennembrødes af trapper, som inddelte dem i kileformede afsnit (cunei). Her havde de forskellige klasser af folket deres bestemte plads. Fra de talrige nummererede indgange rundt om i bygningens ydermur førte trapper op til disse afsnit, så at enhver hurtig og let kunne finde sin plads, og den store bygning kunne fyldes og tømmes i kort tid, skønt et amfiteater som Colosseum rummede 45.000 siddepladser.

Over mæniana løb der i hele bygningens omkreds et galleri med søjlehaller, hvor kvinderne sad. Øverst på amfiteatrets udvendige mur var der anbragt master, forbundne med et system af snore, ved hvilke man kunne drage solsejl over hele amfiteatret eller dele deraf. Den udvendige mur er på Colosseum delt i 4 etager: de tre nederste danne arkader med henholdsvis tuskanske, ioniske og korinthiske halvsøjler, den øverste er en fuld mur med korinthiske pilastre og vinduer.

Det ældste amfiteater, man kender, er det, der findes i Pompeji; det blev påbegyndt 70 f.Kr. 46 f.Kr. lod Cæsar et opføre i Rom; det var af træ og blev nedbrudt efter festlighederne. Det første stenamfiteater i Rom blev bygget af C. Statilius Taurus 29 f.Kr. på Marsmarken; da det blev ødelagt ved ildebranden under Nero, har sandsynligvis kun de ydre dele været af sten, de indre konstruktioner (trapper, siddepladser og så videre) derimod af træ. Senere fik Rom flere faste amfiteater. Det største af dem alle var det, der blev bygget af Vespasian (Amphiteatrum Flavium) og indviet af Titus 80 e.Kr.; dets ruiner kaldes nu Coliseo. Arenaens lange akse er 86 meter, dens korte 54 meter; hele bygningens lange akse 188 meter, dens korte 156 meter, dens højde 48 1/2 meter. I Rom er der også betydelige rester tilbage af et andet, langt mindre amfiteater (A. Castrense) ved klosteret Santa Croce. Forholdsvis få af Romerrigets byer uden for Rom har et amfiteater, da der til at opføre en sådan bygning krævedes meget store pengesummer. Mere eller mindre betydelige ruiner af amfiteatre findes blandt andet i Verona, Capua, Pozzuoli og Syrakus, i Pola (Dalmatien), i Nîmes, Arles og Frejus (Frankrig).