LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Antropomorfisme
Antropomorfisme (græsk) betyder ordret tildannelse til menneskelig skikkelse og er navnlig brugt om den opfattelse af guder og andre oversanselige væsener, ifølge hvilken disse tænkes som ideale og fuldkomne mennesker.

På primitivt kulturtrin tænker menneskene sig levende væsener bag de naturfænomener, de støder på (animisme), og de dyr, der er truende eller af væsentlig betydning for deres eksistens, bliver ofte til mægtige guder, hvis gunst de søger at vinde gennem kultus. Dyreguder forekommer i talrige religioner også hos de orientalske kulturfolk, og rester deraf spores også hos grækerne, men hos disse trængte tidlig det menneskelige således igennem, at den hele gudeverden blev en slægt af fuldkomne mennesker, således som det skildres i de homeriske digte. Mod denne antropomorfisme gjorde allerede den ældste græske filosofi indsigelse. Xenophanes siger således, at hvis heste og okser kunne male eller forme, ville de fremstille guderne som heste og okser, og ætioperne lærer, at guderne er sorte og braknæsede, thrakerne, at de er blåøjede og rødhårede.

Også Platon forkaster de antromorfistiske forestillinger og fordømmer strengt de gamle myter om gudernes menneskelige færd, og hele den følgende græske filosofi står på samme standpunkt. Kirkens ældste tænkere, der endnu var beherskede af deres hedenske forgængere, søgte også i deres forestillinger om guds væsen at undgå enhver antropomorifsme, således navnlig Origenes, men den for den kirkelige kultus nødvendige stærke fremtræden af det personlige hos guddommen medførte, at antropomorfisme efterhånden blev herskende.

I nyere filosofi er den bekæmpet af Giordano Bruno, der ud fra sin lære om tilværelsens uendelighed måtte hævde, at også dens sidste årsag, Gud, er uendelig og ikke kan erkendes eller forestilles; endelig klart og afgørende af Spinoza, der påviser gudsbegrebets uforenelighed med alle menneskelige bestemmelser, såvel åndelige som materielle.

Antropomorfisme er endelig anvendt som udtryk for den tanke, at enhver videnskabelig tænkning udgår fra og fører alt tilbage til individuelle eksistenser, således at al videnskab har et antropomorfistisk grundlag, idet enhver kategori, hvori der tænkes, oprindelig er udtryk for erfaringen.