LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Ares
Ares, grækernes krigsgud, søn af Zeus og Hera. Nyere tiders forsøg på at opfatte Ares som en oprindelig naturgud (for stormen eller andet) har intet fast grundlag at støtte sig på. Hos Homer er Ares helt udpræget kampgud, et billede på en helt fra den gamle krigerske tid. Han elsker kampen for dens egen skyld, hans største glæde er blodbad og våbenlarm. Han er pansret med malm, bærer hjelm på hovedet og på venstre arm et vældigt skjold af tyrehud, i højre hånd svinger han det lange spyd. Sædvanlig kæmper han som hoplit (fuldt rustet) til fods, undertiden bestiger han sin stridsvogn, der trækkes af to eller fire heste.


Ares
Rom, Villa Ludovisi
Hans sønner, Deimos (skræk) og Fobos (frygt), spænder hestene for hans vogn. I kampen ledsages han desuden af kampgudinden Enyo, der antages for beslægtet med ham (heraf Ares' tilnavn Enyalios), af Eris (tvedragt) og kererne (dødsgudinderne). I krigen ved Ilion står Ares på treernes side. Han støder ofte sammen med de guder, der beskytter grækerne, især Athene, den kloge gudinde, der med lethed sejrer over ham.

I en kamp mellem Ares og Diomedes hjælper Athene denne, afværger Ares's syd og leder Diomedes' således, at det sårer krigsguden i underlivet; ude af sig selv af smerte bryder Ares ud i et skrig, »så højt, som kom det fra ni tusinde eller ti tusinde mand«, og flygter op til Olympen, hvor han klager sin nød for sin far Zeus; denne modtager ham alt andet end venlig: »Du er mig den mest forhadte af alle olympiske guder, altid elsker du tvedragt og kamp og strid«, men lader dog, fordi Ares er hans søn, gudernes læge, Paion, forbinde hans sår. Også ved andre lejligheder bukker Ares i kampen under for Athene.

I de homeriske digte er Afrodite Ares's bedste ven blandt de olympiske guder; begge beskytter trojanerne i krigen. Om et ligefremt elskovsforhold imellem dem fortælles i Odysseens 8. sang; Afrodite's bedragne ægtefælle, Hefaistos, overrasker dem midt i akten, men nødes til at løslade Ares mod en bøde. (Eros, Anteros, Harmonia og andet sagtes at være børn af Ares og Afrodite).

I en kamp mod aloiderne gik det Ares ilde; de holdt ham 13 måneder fængslet i et kar af malm, hvorfra han kun slap fri ved Hermes' hjælp. Mange af fortidens krigerske helte sagdes at være sønner af Ares; den mest bekendte af dem er Kyknos, der faldt i kamp med Herakles. Amazonerne, eller i alt fald deres dronning, skulle efter nogle beretninger også nedstamme fra Ares. Et boiotisk sagn fortalte, at Kadmos, før han grundlagde Theben, ved Ares's kilde dræbte stedets vogter, en frygtelig drage, der var avlet af Ares. Som straf måtte han tjene guden i 8 år, men fik efter trældommens ophør hans datter Harmonia til ægte; fra dette første herskerpar i Theben nedstammede byens gamle kongeæt.

Mens grækerne antog den fornemste gud hos flere barbariske folk (for eksempel thrakerne) for identisk med deres egen krigsgud, træder Ares ikke synderlig meget frem i deres egen religion. Han regnedes med til de olympiske guder, fik altså del i de ofre og fester, der holdtes for dem i fællesskab, havde også flere steder i Hellas templer, dels ene, dels sammen med guder og dæmoner, som stod ham nær (for eksempel Afrodite); men de byer, der dyrkede ham som deres fornemste gud, var få og ubetydelige. I Theben hædredes han som kongeættens stamfader; i Athen var Ares-Hhjen helliget ham; om årsagen hertil fortaltes forskellige sagn.

Ares i billedkunsten
Den ældste græske kunst afbilder Ares med skæg, i fuld rustning, ganske som en græsk hoplit. I 5. århundrede f.Kr. sker overgangen til den senere almindelige fremstilling af guden som en kraftig yngling, ubeklædt, kun med hjelm på hovedet og med angrebsvåbnene, sværd og spyd, i sin hånd og ved venstre side. Iblandt de bevarede antikke statuer er der kun få, i hvilke man med vished kan se Ares-billeder. Den betydeligste af disse er en skøn krigerstatue i Louvre (Ares Borghese), der bærer den polykletiske skoles præg (5. århundrede), af Furtwängler med urette henført til Alkamenes.

Kun af korte notitser hos antikke forfattere kendes Ares-statuer af enkelte af 5. og 4. århundredes betydeligste kunstnere: Alkamenes (i templet i Athen), Skopas (siddende Ares af kolossal størrelse, som overførtes til Rom), Leochares (i Halikarnas) og andre rolig hvilende, hensunken i tanker med blikket tabende sig i det fjerne, ser vi guden i den berømte ludovisiske gruppe (nu i Nationalmuseet i Rom), det skønneste Ares-billede, der er bevaret fra oldtiden; Krigsgudens våben hviler; hvad han tænker på, er i statuens nuværende skikkelse udtrykt ved den lille elskovsgud, som sidder ved hans højre fod, men som ikke oprindelig har hørt til figuren. Kunststilen viser, at statuen er en efterligning af et værk fra slutningen af 4. århundrede f.Kr, påvirket af Lysippos' skole.

I de pompejanske vægmalerier er det elskende gudepar, Ares og Afrodite, et hyppig fremstillet emne; den vilde krigsguds egentlige væsen er lige så lidt udtrykt i dem som i den ludovisiske statue. Fra den romerske kejsertid har man flere grupper, som forestiller de samme to guder; de er opstået ved forening af ældre statuetyper, som oprindelig intet havde at gøre med hinanden.