LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Artemis
Artemis, græsk gudinde, som svarede til romernes Diana.

Navn og oprindelse
Navnet Artemis står ikke i nogen sikkert påviselig sammenhæng med ord af græsk rod; hverken oldtiden eller den nyere sprogforskning er det lykkedes ad etymologisk vej at bestemme dets betydning. Dette taler for, at Artemis er et ugræsk ord. Også den barske, mørke karakter, der på forskellig måde træder frem i flere af sagnene og i Artemis' kultus, synes af fremmed oprindelse. Forbindelsen med Apollon og Leto, Artemis' stilling i den troiske sagnkreds og andre træk tyder på, at Artemis' oprindelige hjem må søges på Lilleasiens kyst. Med den fremmede kerne er dog allerede i den tidlige oldtid sammenvokset hjemlige græske forestillinger om nymfer og andre naturgudinder; i flere tilfælde har Artemis desuden fortrængt lokale særguddomme og optaget deres væsen i sig.

Artemis' væsen og dyrkelse
I de homeriske digte er Artemis Apollons tvillingsøster og datter af Zeus og Leto. Hun er en skøn, statelig jomfru, uberørt af elskov; helst færdes hun i skovene og på bjergene, hvor hun leger med nymferne og jager hjortene og de vilde dyr; hendes våben er bue og pile. Ligesom Apollon tænkes også Artemis med sine pileskud at sende menneskene døden; især siges kvinder, som dør en let og hurtig død, at være faldne for hendes hånd (»Zeus har gjort hende til en løve for kvinderne«). I kampen om Ilion står hun på treernes side; den stærke Hera jager hende dog i et sammenstød med lethed bort, så at hun må flygte grædende til sin far Zeus. Iliaden omtaler kordanse til ære for Artemis; i de gamle hymner, som bærer Homers navn, siges hun selv at træde dansen i gudernes hjem sammen med muserne, nymferne, horaerne og andre skønne og unge gudinder.

I lignende skikkelse, som ung, jomfruelig gudinde, hvis lyst er det skyldfri liv i naturen, dyrkedes Artemis mange steder i Hellas. Især rummede Arkadien, hvis bjerge allerede hos Homer nævnes som et af hendes kæreste opholdssteder, mange helligdomme for hende. Kilder, floder og søer, som giver planterne trivsel, er hende helligede (tilnavn: Limnatis); men især ofres der til hende i skovene, hvor de til Artemis indviede steder tit ligesom nymfernes var udstyrede med det simplest mulige apparat. Også som gudinde for agerbruget, som den, der giver sæden vækst, eller, når hun krænkes, lader den gå til grunde, tilbades Artemis enkelte steder; i denne egenskab modtager hun ofre af årets afgrøde. Men endnu mere end træer og planter står dog dyreverdenen i hendes varetægt, både rovdyrene, vildtet og kvæget. Fremfor alt er hun jægernes gudinde og hædres af dem med bøn og offer i skoven. Denne kultus var ikke uden betydning; Jagten var i mange egne af Hellas i oldtiden et vigtigt erhverv og ansås for den hæderligste syssel for unge mænd af ædel byrd. Bjørnen, vildsvinet og hjorten og af kvæget især geden er Artemis' hellige dyr. Tit tænkes hun ridende på en hjort eller kørende med et spand af hjorte. Ved den attiske fest »Hjortejagten« modtog hun offerkager formede som en hjort; ellers er geden det offerdyr, der sædvanlig slagtes ved hendes fester. Af alle dyr er dog hunden den, der hyppigst træder frem som hendes ledsager. Streng jomfruelighed, modvilje mod al elskov, er Artemis' egen. Dette træk præger den udviklede kunsts billeder af gudinden, det ytrer sig i flere af de myter, som knyttede sig til hende, og lægger sig også for dagen i hendes dyrkelse. Uskyldige børn står særlig i hendes varetægt; ved festen Brauronia, der i Athen holdtes for den brauroniske Artemis, førte mødrene deres døtre i alderen fra 5-10 år ind i hendes helligdom på Akropolis; i Patrai og Aigeira i Achaia udførtes præstegerningen i Artemis' tempel af kyske piger, i det arkadiske Orchomenos krævedes kyskhedsløfte af præsten og præstinden. Flere steder var det skik, at den opvoksende ungdom eller bruden umiddelbart før brylluppet ofrede gudinden en lok af sit hår.

Søskendeparret Apollon og Artemis tillige med deres mor, Leto, havde mange steder fælles kultus; i alle betydeligere Apollohelligdomme, selv dem, der fra først af må antages at have været indviede til Apollon alene, modtog Artemis ofre; både fra Delfoi og fra Delos haves talrige vidnesbyrd om hendes dyrkelse. Denne nære forbindelse fører til, at mange karaktertræk overføres fra broren til søsteren, som efterhånden tager del i næsten alle sider af hans virksomhed. Hun renser, ligesom han, for den besmittelse, man pådrager sig ved blodsudgydelse. Hvor Apollons krigerske karakter træder stærkt frem (som i Sparta), bliver også Artemis krigsgudinde, til hvem der ofres før kampen. Inden slaget ved Marathon skal athenerne have lovet at ofre hende lige så mange geder, som der faldt persere i kampen; da det på grund af tallets størrelse blev umuligt, indførtes i stedet herfor en årlig ofring af 500 geder ved festen, der holdtes til minde om slaget. Sideordnet med, at Apollon undertiden opfattes som solgud, er opfattelsen af Artemis som månegudinde, der træder frem i den senere oldtid.

Myter og Sagn
Artemis fødtes en dag før sin tvillingbror; den gamle homeriske hymne til Apollon kalder hendes fødested Ortygia, et navn, som findes flere steder i den helleniske verden. I denne sammenhæng må der være ment en ø i nærheden af Delos, hvor Apollon så lyset; men der fandtes i oldtiden flere helligdomme, som roste sig af at være gudindens fødested. Kort efter fødslen fældede hun sammen med sin bror den pythiske drage. I forening med ham overvinder hun også andre fjender: den vældige Tityos, der ville forgribe sig på Leto, og den overmodige Niobes døtre. I den store fælleskamp mod de olympiske guders modstandere, giganterne, tager Artemis virksom del; som våben fører hun i kampen bue og pile eller en fakkel, og hun understøttes af sin tro ledsager, hunden.

Andre sagn fremhæver særlig den side af hendes væsen, at hun er de kyskes ven, de ukyskes fjende: hun beskytter den unge, kvindesky jæger, Hippolytos, men dræber Orion, der havde forgrebet sig på en af hendes ledsagerinder; en Iignende forestilling synes at ligge til grund for Odysseens fortælling om Ariadnes død for Artemis' hånd; Aktaion, der har set gudinden i badet, bliver til straf forvandlet til en hjort og sønderrevet af sine egne hunde. Hvor megen nød Artemis' vrede kunde bringe, når hun blev krænket, berettede et af de mest populære græske sagn, der allerede berøres hos Homer: Kong Oineus i Kalydon havde undladt at bringe hende det skyldige offer af jordens afgrøde; til straf udsendte hun et vildsvin, der ødelagde hans land, og som først blev dræbt efter store kampe, der førte mange heltes død med sig.

Ved den troiske krigs begyndelse måtte Agamemnon bringe hendes vrede det dyreste offer, en far kan bringe, sit eget barn. Efter den gamle digtnings fortælling blev hæren holdt tilbage i Aulis af modvind; sandsigeren Kalchas erklærede, at grunden hertil var en krænkelse af Artemis, og at flåden ikke kunne komme af sted, før Agamemnon havde ofret hende sin datter Ifigeneia; men i det øjeblik, hun skulle dræbes, ynkedes gudinden og bortførte hende til Taurien (Krim), hvor Ifigeneia blev hendes præstinde, og en hind lå i hendes sted som offerdyr på alteret.

Identifikation med andre gudinder
Den sidstanførte fortælling viser, at grækerne i en gammel tid har dyrket en anden grusom gudinde, hvis Væsen afviger stærkt fra den ovenfor givne skildring, under navnet Artemis. Idet det træk, at der i Aulis bringes Artemis et menneske som offer, står ikke alene. Ifigeneia, som sagnet lod blive bortført til Taurien, skulle der have været præstinde ved et tempel, hvor taurierne ofrede de fremmede, som kom til landet; senere skulle hun være flygtet tilbage til Grækenland og have indstiftet en lignende kultus i Brauron i Attike. Også en gudinde, som i Sparta dyrkedes under navnet Artemis Orthia, findes hos senere oldtidsforfattere sat i forbindelse med den tauriske Artemis; ved Orthias alter piskedes drenge til blods, hvad der skulle være en afløsning af oprindelige menneskeofre. Dog er denne forklaring sikkert urigtig; Orthia må antages at have været en lokal vegetationsgudinde, der er smeltet sammen med Artemis, og piskningen har fra først af haft sakramental betydning (overførelse af guddommens kraft til mennesket).

I Efesos paa Lilleasiens kyst dyrkedes under navnet den efesiske Artemis en guddom, hvis væsen stemmer overens med forskellige asiatiske gudinders. Hun ansås for en moderlig guddom, der gav dyr og planter næring og frugtbarhed; for at antyde dette afbildede man hende på rent barbarisk vis med en mængde bryster og omgivet af alskens slags dyr. Hendes kultus opviser en mærkelig blanding af asiatiske og helleniske træk; ved hendes tempel tjente et stort personale af præster og betjente, som til dels var eunukker, og en mængde hieroduler (tempelslavinder); der fejredes Orgier og fanatiske tempelgilder på asiatisk vis, men holdtes tillige fester med gymniske og musiske væddekampe, ligesom ved helligdommene i Grækenland. Denne underlig brogede gudsdyrkelse nød hele oldtiden igennem stor anseelse.

Af helleniske gudinder, som identificeredes med Artemis, skal endnu nævnes månegudinden Selene, Hekate og fødselshjælpersken Eileithyia. Sammenblandingen finder sted ikke blot hos digterne, der i det hele behandlede gudelæren med temmelig stor frihed, men også i enkelte steders kultus. Den trængte imidlertid aldrig helt igennem; de nævnte gudinder kan hele oldtiden igennem træffes opfattede som selvstændige skikkelser (eksempelvis anføres, at Artemis og Hekate ses kæmpende side om side mod giganterne på det store alterrelief fra Pergamon). Ligeså med hensyn til flere andre til dels barbariske guddomme, der sammenstilledes med Artemis, men dog i reglen nævnes med særligt navn, især Anaitis, Bendis, Britomartis.

Artemis i billedkunsten
En marmorfigur fra Delos, der tilhører slutningen af 7. århundrede f.Kr. og er indviet til den »fjerntrammende, piludsendende« gudinde af Nikandre fra Naxos, gælder sædvanlig for den ældste bevarede Artemisstatue; det er dog tvivlsomt, om denne primitive figur, der yderst ufuldkomment gengiver en stående kvindeskikkelse, virkelig har forestillet gudinden. Som »vilddyrenes dronning« afbildes Artemis i mange arkaiske kunstværker holdende rovdyr, hjorte eller fugle i hænderne. En lille, fint udført marmorstatue i Neapel (fra Pompeji) kan give et begreb om den senere arkaiske kunsts Artemisbilleder. Skønt Artemis er fremstillet i bevægelse, afviger statuen i virkeligheden såre lidet fra de talrige arkaiske billeder af gudinder i stående stilling; hun er iført lang klædning, der når til fødderne, og drager med højre hånd sirlig en del af sin kiton lidt til siden; om det lange, tætte hår bærer hun et rosette-smykket diadem; det ungdommelige ansigt smiler. Artemis' særlige karakter har intet udtryk fundet i denne statue, der kun viser os billedet af en ungdommelig kvindeskikkelse; men hvem den skal forestille, antydes ved koggeret, som hun bærer på ryggen. Først i slutningen af 5. og i 4. århundrede f.Kr. udvikler billedkunsten et virkeligt Artemisideal, på grundlag af de homeriske digtes skildring af gudindens væsen. Den litterære overlevering viser, at mange af de betydelige kunstnere fra denne tid har udført Artemisbilleder: Kolotes, Strongylion, Praxias, Skopas, Timotheos, Praxiteles og andre; de fleste af de bevarede antikke Artemisstatuer er efterligninger af forbilleder fra denne periode. I en statue fra Gabii (i Louvre) har flere forskere i nyere tid villet se en kopi efter Praxiteles' brauroniske Artemis, der i oldtiden stod i gudindens helligdom på Akropolis. Den såkaldte Artemis fra Versailles (i Louvre) giver en frisk og skøn opfattelse af jagtens gudinde; den slanke, elastiske skikkelse er kun iført en ganske kort klædning, der ikke hæmmer den fri bevægelse; det skønne ansigt har et noget hårdt og stolt, selvtilfreds udtryk; en hind springer ved hendes side; på ryggen bærer hun et kogger, hvoraf hun just udtager en pil. Andre billedværker viser Artemis ledsaget af hunden eller med een eller to fakler som attribut i steden for bue og pil. Iført lang klædning, men i øvrigt i Iignende livlig bevægelse som statuen fra Versailles, er Artemis fremstillet i en komposition, der kendes i mange antikke gentagelser (for eksempel Artemis Colonna i Berlin) og utvivlsomt er et værk af 4. århundredes kunst. Dette gælder også om en smuk gruppe af Artemis, Ifigeneia og hjorten, hvis rester findes i Glyptoteket i København. De senere antikke Artemisbilleder gengiver så godt som alle den samme opfattelse af gudindens væsen; afvigelser, som skyldes ejendommeligheder i enkelte steders kultus, kommer sjælden frem; dog vedblev man at afbilde den efesiske Artemis på den særegne, barbariske måde, som er beskreven ovenfor.