LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Arving
Arving (latin heres), den, der arver en afdøds efterladte formue. I streng forstand forstås dog normalt derved kun den, hvis arveret hviler på en universalsuccession, eller til hvem formuen som helhed eller kvotadele af denne overføres i modsætning til legataren eller den, til hvem kun en vis formuefordel overdrages, og i sammenligning med hvem arvingen også indtager en fortrinligere retsstilling.

For at en person kan blive arving, må han nødvendigvis være til ved arveladerens død og have overlevet denne, mens det i alt fald efter dansk ret intet gør, om han end overlever ham nok så kort, eller at han ved arveladerens død kun var til som foster, når han blot senere fødes levende til verden, jævnfør Danske Lov 5-2-30, hvorefter ægtebarn arver far og mor, om det vorder levende født. Også fostret har altså som vordende menneske en vis betinget arveret, hvilken allerede var anerkendt i romerretten. Efter denne ret var indsættelsen af en arving det centrale i testamentet, uden hvilket slet intet testamente forelå; dette hang sammen med romernes religiøse opfattelse, hvorefter det var nødvendigt at efterlade en successor til at frembære gravofrene, for at den afdødes sjæl kunne hvile i fred. Frygtede man for, at ingen ville modtage arven, indsatte man en af sine slaver til arving, og denne var da nødt til at overtage den. Nu vil derimod et testamente i og for sig kunne bestå af lutter legater, uden at nogen egentlig arving indsættes.

Tilfalder hele arven een arving, benævnes denne ofte universalarving; tilfalder den flere i forening, kaldes de medarvinger. Livsarvinger kaldes arveladerens afkom, tvangsarvinger de, der efter loven skal arve en vis del af arveladerens efterladte formue.

Mens det altid står en arving frit for at afslå modtagelsen af en falden arv, hvorved han naturligvis slipper for ethvert ansvar for den afdødes gæld, vil derimod overtagelse af arven efter omstændighederne kunne pådrage ham et ansvar for denne gæld. Således gjaldt det efter Christian 5.s danske lov, at de arveberettigede kun havde valget imellem enten at fragå arv og gæld eller vedgå den; i første fald fik de slet ingen arv, i andet fald måtte de svare til gælden, selv om den oversteg bomidlerne, og det, hvad enten de skiftede privat eller det offentlige af hensyn til de umyndige eller fraværende arvingers tarv havde indseende med, at alt gik »kristeligt og retfærdigt« til på skiftet.

Først forordningen af 8. april 1768 bragte en forandring i denne tilstand ved indførelsen af det allerede i romerretten kendte institut beneficium inventarii, hvorefter arvingerne, når de ikke på egen hånd befattede sig med arven, men overlod dens registrering og behandling til skifteretten, ikke skulle hæfte for gælden, dersom den oversteg boets aktiver, og dog kunne tage arv, dersom boet gav overskud. Den derved indførte ordning gælder endnu i hovedtrækkene, således at arvingerne nu kun bliver ansvarlige for gælden, dersom de overtager dødsboet til privat skifte eller under det offentlige skifte på den forespørgsel, der ved bobehandlingens begyndelse skal stilles dem af skifteretten, alle erklærer at ville vedgå gælden. Fragår de derimod gælden, eller forholder de sig blot tavse, kan de ikke længere blive ansvarlige for boets gæld og beholder desuagtet deres ret til dets eventuelle overskud, idet da en offentlig behandling indtræder, under hvilken først al gæld afvikles.

Vælger arvingerne imidlertid at skifte privat, eller har de vedgået gælden, bliver den afdødes kreditorer tillige arvingernes personlige kreditorer, og disse kan derfor ikke blot søge alle arvingerne i forening og derefter gøre eksekution i boet eller, hvis boet er under offentlig behandling, melde deres fordring for skifteretten, men de kan også tage dom over hver enkelt arving for sig og holde sig til hvers private formue. Normalt hæfter arvingerne kun pro rata for gælden, det vil sige i forhold til deres arvelods størrelse; men i flere vigtige tilfælde indtræder dog solidarisk ansvar, navnlig når arveladeren, hvad hyppig sker i panteobligationer, har forpligtet sine arvinger een for alle og alle for een, eller gælden har været anmeldt og krævet betalt i boet inden dettes deling.