As
As (på oldnordisk og sædvanlig på norsk Aas, flertal aser; oprindelig måske blot »væsen«) er det almindelige gammelnordiske ord for »gud«. I oldnordisk bruges sædvanlig as og gud enstydig. Også uden for nordisk kendes ordet. Øst- og vestgoternes kongeslægt roste sig af at nedstamme fra nogle »halvguder« ved navn »Anses«.
Om dets store udbredelse hos alle folk af den gotiske (germanske) stamme vidner en mængde deraf dannede personnavne, i tysk og gotisk på Ans- (Ansgar, Anshelm, Ansila), i oldengelsk på Os- (Osmund), i nordisk på As- (og især i Danmark på Æs-, Es-; Asbjørn [Esbern], Asgeir [Esger], Asgaut, Asgrim, Asmund; Asborg, Aslog, Astrid [Estrid], Aasa, Æsa og så videre. Det ældste nordiske er Aasugisalas skrevet med runer på et lanseskaft fra Kragehul Mose, 6. århundrede).
I den nordiske gudedigtning optræder aserne som et stort gudefolk. Asernes kvinder nævnes asynjer, deres bolig Asgård; »Asabroen« Bilrast giver adgang dertil. Med det andet gudefolk, vanerne, har aserne i tidens morgen ført krig, men endt den med en fredsslutning, hvorved aserne modtog de tre vaner, Njord, Frey og Freya som gidsler. I nyere tid mener nogle i denne myte at se mindet om en kamp mellem den ved Østersøen hjemmehørende dyrkelse af Njord og Frey og den i Vesttyskland opståede Odinsdyrkelse.
Asernes antal nævnes i nogle af de yngre kilder (den korte Voluspaa, Snorres Edda) som 12 (Balder medregnet). De ældre digte synes ikke at kende nogen sådan begrænsning. Snorre nævner dem: Odin, Thor, Balder, Njord, Frey, Tyr, Brage, Heimdal, Hoder, Vidar, Vaale, Ull, Forsete og desuden Loke, så at tallet 12 overstiges. De vigtigste asynjer er: Frigg, Saaga, Hlin og Freya samt Siv og Gerde. De mere underordnede er: Gefjon, Fulla, Eir, Sjovn, Var, Vaar, Snotra og Gnaa samt Freyas døtre Hnoss og Gerseme.
Betegnelsen as knyttes ellers særlig til Thor; han »ifører sig asastyrke«, kaldes Asathor, Ásabragr (asernes ypperste) og Landáss (den as, der værger landet mod trolde).