LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Astrologi
Astrologi (græsk: Stjernelære), stjernetydning, den kunst af stjernernes stilling at forudsige fremtidige begivenheder og især menneskenes skæbne går ud fra den grundsætning, at alle forandringer, som foregår i den sublunariske verden, har sit tilsvarende i himmellegemernes bevægelse. Og mennesket specielt, der som mikrokosmos er i slægt med makrokosmos, står under indflydelse af stjernerne. Det gælder derfor om at finde stjernernes stilling til bestemte øjeblikke, enten i fortiden eller i fremtiden. Men hertil behøves regnemetoder, som kun astronomien kan udvikle, ved siden af kendskab til, hvorledes himmellegemerne bevæger sig. Her har man en af grundene til astronomiens alder samt til, at denne videnskab til alle tider har haft dyrkere; idet astrologien kan forfølges helt op i sagnenes tidsalder.

Astrologiens vugge stod i Østerland, og det ser ud til, at de ældste beboere af Mesopotamien, sumerier (akkadier), efter hvad de i den senere tid fundne kileskrifter beretter, har været de første astrologer. Det ældste til dato kendte astrologisk-astronomiske dokument af Sargon af Agane, der er fundet af Layard i kong Assur-bani-pals bibliotek og offentliggjort af Rawlinson, stammer fra denne egn; det fortæller os, at det var væsentlig månen, Mars og Venus, som disse folk tillagde nogen betydning. Herfra kom astrologien til indierne, ægypterne og de øvrige middelhavsfolk.

Hos grækerne og romerne betegnede man længe astronomi med navnet astrologi. I begyndelsen var deres astrologi så godt som udelukkende knyttet til månen, som det fremgår af det skrift, Maximos har efterladt; senere tog de også hensyn til planeterne. Geminus beretter, at de ikke alene gav agt på vandrestjernernes plads i Dyrekredsen, men også den stilling, de indtog til hinanden indbyrdes. Hos romerne, hvor augurvæsenet stod i høj anseelse, fandt astrologien en frugtbar jordbund, om end de mere dannede først forholdt sig kølige til denne lære, og flere, som Cicero (De devinatione), kom med vægtige grunde mod astrologien. Den mest kendte astrolog fra republikkens tid er Firmanus, der efter Varros opfordring søgte ved astrologiske beregninger at finde det nøjagtige tidspunkt for Roms anlæg. Under de romerske kejsere havde astrologien sin guldalder. Fra denne tid har vi Manilius' værk Astronomicon, og Tetrabiblos, som efter Bolls undersøgelser er forfattet af Ptolemaios. I den senere kejsertid stod astrologien til enkelte tider i høj gunst, og rev med sig de lærdeste mænd, til andre tider blev den dybt foragtet, og dens dyrkere forviste fra Italien. Kirkefædrene var ivrige modstandere af astrologi, da de anså den fatalismus, som læren indeholdt, uforenelig med den menneskelige frihed. At udrydde astrologien formåede de ikke, enkelte som Augustin og Origines kunne ikke løsrive sig fra den; de anså mennesket for afmægtigt til at tyde de hieroglyffer, der viste sig på himlen. Flere sekter, som gnostikerne, blandede astrologiske spekulationer ind i deres lære.