LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Ateisme
Ateisme (af oldgræsk átheos »uden gud« og endelsen -isme) er afvisningen af, at der eksisterer en gud. Da den bygger på en længere argumentation, kan den ikke bare ligestilles med irreligiøsitet. Tilsvarende må ateisme også adskilles fra agnosticismen, der hævder, at det ligger uden for menneskers forstand at kunne afgøre, om Gud eksisterer eller ej. En tilhænger af ateismen kaldes en ateist.

Ateisme kaldes også, nedsættende, for »gudløshed« eller »gudsfornægtelse«. I dele af den islamiske verden er det tilmed blasfemi at være ateist.

I det stærkt religiøse USA tier mange ateister efter sigende om deres manglende tro af frygt for negative konsekvenser både socialt og karrieremæssigt. Mange offentlige personer holder lav profil, specielt hvis de er folkevalgte eller på anden måde afhængige af flertallets velvilje.

Antallet af ikke-troende (herunder ateister) på verdensplan menes at udgøre cirka 1,1 milliarder mennesker (cirka 16 %) og er stigende.

Som samlet betegnelse for alle ikke-troende bruges også betegnelsen brights (ikke-troende, de indsigtsfulde, de klartseende, de lyse hoveder, de klarttænkende). Daniel Dennett har indført denne betegnelse som et forsøg på at give et andet navn (en anden betegnelse) for folk som ikke tror på Gud, og dermed øge deres gennemslagskraft i det offentlige rum. Modsat kaldes troende for supers (supernaturals, de overtroiske).

Ateister i det offentlige rum

Udenlandske
Danske
Begrundelser for ateisme
Misforståelser omkring ateister
Det anføres nogle gange at religion giver bedre muligheder for at gennemleve sorg, lidelse, ondskab og død. Det har dog ikke været muligt videnskabeligt at påvise at dette skulle være tilfældet. Enkelte forsøg har vist at det måske via bøn er muligt at komme lettere over en tragisk begivenhed på samme måde som en psykiater via samtale kan hjælpe en patient igennem en sådan begivenhed.

Ateismen anklages ofte for at være materialistisk og uetisk. Denne anklage bygger på den fejlslutning at etik nødvendigvis er noget religiøst. Man kan imidlertid filosofisk begrunde etik uden at have et ankerpunkt uden for den sammenhæng, etikken skal gælde for - for eksempel ved at basere etikken på Immanuel Kants kategoriske imperativ. Der er desuden ikke belæg for at antage, at ateister i praksis er mindre moralske end troende mennesker, snarere tværtimod.

Ind imellem anføres det fra religiøst hold at ateisme selv er en religion, nemlig troen på, at der ikke findes en gud. Argumentet bruger øjensynligt den præmis, at gudens eksistens er aksiomatisk, og at enhver anden opfattelse er en ikke underbygget tro på, at det forholder sig anderledes. I praksis ser ateister ikke sådan på det, og har spøgende sammenlignet logikken i argumentet med udsagn såsom: »Hvis ateisme er en tro, er skaldethed en hårfarve«, eller »Hvis ateisme er en tro, så er det en hobby, når man ikke samler på frimærker«. Pointen er altså at fraværet af en tro ikke kan betragtes som en tro.

Ateismen bliver ofte beskyldt for at basere sig udelukkende på fornuft, og dermed vælge det følelsemæssige fra. Denne anklage bygger ifølge ateisterne på den dobbelte fejlslutning at følelser nødvendigvis skulle være religiøse og at de som sådan skulle være i modstrid med fornuften. Ateisme kan altså sagtens forenes med det irrationelle, der blot betragtes for eksempel psykologisk eller æstetisk snarere end metafysisk.