LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Atlantis
Atlantis, græsk, Vidunderlandet i oceanet vest for Europa, omtales af Platon i 2 dialoger, Kritias og Timaios: Filosoffen Kritias har på tredje hånd hørt fortællingen om Atlantis af Solon, der atter havde den fra ægyptiske præster i Saïs i Ægypten: Atlantis var en mægtig ø i havet uden for Herakles Søjler, så stor som to verdensdele, med en talrig og højt udviklet befolkning, dygtig i kanalvæsen, bygningskunst og andre praktiske videnskaber, med mægtige fyrster, som herskede også over Middelhavets vestlige lande. Men så var de 9.000 år før Solon under forsøget på at trænge yderligere frem mod øst blevet slået af ægyptere og atheniensere, hvilke sidste da havde de samfundsformer, som Platon anså for ideelle. Snart efter forsvandt Atlantis ved jordskælv og oversvømmelse på en dag og en nat.

Allerede i oldtiden var man ikke vis på, om fortællingen var ren digtning eller beroede på virkelig (ægyptisk) tradition. I hvert fald vedblev den at spille en vis rolle og skal være blevet afbildet på Athenas Peplos ved Panathenæertogtet. Også i nyere tid er forestillingen om Atlantis som vidunderlandet vedblevet at leve og har fremkaldt videnskabelige undersøgelser. Birkerod (De orbe non novo, 1683) mente, at Atlantis var Amerika, som fønikiske sømænd var nåede til; Rudbeck mente (i Atlantica), at det var Midgård. Sandsynligvis er fortællingen Platons frie digtning; dog kan elementer fra sagn have spillet ind, men også tanker om Perserriget, som Athen besejrede, og mulig ægyptiske traditioner om lignende kampe.