LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Atlas
Atlas, i de græske myter oprindelig en vældig kæmpe, som bærer himlen. Forestillingerne om Atlas forandrede sig i oldtiden efterhånden med opfattelsen af hele verdens indretning, hvormed de hængte nøje sammen. Hos Homer er Atlas en grum jætte, der »kender hele havets dybder og selv bærer de lange søjler, som skiller himmel og jord«. Efter Hesiodos' fortælling er han en søn af titanen lapetos og Okeanos' datter Klymene; til straf for sin deltagelse i titanernes kamp mod guderne er han stillet i det yderste vesten, hvor han bærer den brede himmel på sit hoved og sine arme. I denne skikkelse har Atlas også fundet plads i sagnene om Herakles, der søger hans hjælp på toget efter hesperidernes æbler og bærer himlen, mens Atlas henter disse, en scene, der er afbildet på en af metoperne fra Zeustemplet i Olympia.


Hesperide, Atlas og Herakles (med hesperidernes æbler)
Metope fra Zeustempelet i Olympia
Når de ældre kunstværker afbildede himlen, var det i reglen som en slags klippestykke, der hvilede på Atlas nakke. I den hellenistiske kunst er det derimod regel, at den har form af en kugle, smykket med alle himmeltegnene; dens vægt tvinger Atlas i knæ. Allerede Herodot kender Atlas som et bjerg, fjernt mod vest, der støtter himmelhvælvingen: hos Ovid og andre digtere hedder det, at Atlas var en rig konge, som Perseus med Gorgo-hovedet forvandlede til sten, til det bjerg, som fik navn efter ham.

Efter den almindelige fremstilling ægtede Atlas Okeanos' datter Pleione og havde med hende flere døtre: Pleiaderne (den berømteste af disse var Maia, Hermes' mor), hyaderne og hesperiderne, samt to sønner, Hyas og Hesperos, Hos Homer er også Kalypso en datter af Atlas.