LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Atlet
Atlet (græsk, af væddekamp), en mand, der særlig har uddannet sig i visse arter af legemsøvelser, fortrinsvis professionelt. Sansen for idrætsøvelser er ældgammel i Hellas og har sin rod helt tilbage i mytisk tid- Allerede i tidlig oldtid fejredes guder og helte ved festlege, hvor ungdommens opvisninger og væddekampe i legemlig idræt nød stor popularitet. Regelret legemlig opøvelse blev et af statens naturlige formål og var genstand for opmærksomhed både i Lykurgos' og Solons lovgivning. De nationale festforsamlinger indeholdt opfordring til at vise den højest mulige færdighed, kraft og behændighed i idræt.

Heraf udviklede sig efterhånden, dog særlig fra 4. århundrede, den professionelle atletik. Teknik og opøvelse kom til at blive overvejende over for den fri gymnastiks naturlige, skønne bevægelse. Efterhånden kunne ved væddekampen kun den gøre sig håb om sejr, der havde opøvet sig fra barnsben af, under en træners ledelse, med streng diæt, hvorved den legemlige kraft bragtes til et overmål, som det, der udtrykkes i fablen om Milon fra Kroton, der skulle have båret en 4 års okse gennem hele stadion og spist den på een dag. Virkelig harmoniske sunde mennesker var atleter sjælden, og de regnedes ikke for egnede til at være soldater, ligesom de havde ringe modstandskraft mod sygdomme. Men en atlet i sin glanstid drog som en virtuos fra den ene festleg til den anden og fejredes i sin hjemstavn som national helt, ligesom han også påskønnedes i valuta, livsvarigt underhold og lignende. Folk af åndelig udvikling så derimod stærkt ned på dem.

For billedhuggerkunsten blev det af særlig betydning, at den sejrende i en idrætskamp kunne lade en statue opstille for sig, i visse tilfælde portrætlig. Særlig fra cirka 720, da deltagelsen foregik nøgent, kom kunsten herved stærkt ind på studiet og gengivelsen af det ved idræt skolede mandslegeme (Myron's diskoskaster, Polykleitos' Diadumenos og Doryfores, Lysippos' Apoxyomenes og så videre). I Olympia for eksempel var opstillet sådanne statuer i hundredvis. Fra Grækenland kom atletikken i begyndelsen af 2. århundrede til Rom, men blev først i kejsertiden en efterhånden skattet regelmæssig del af festlegen.

Der dyrkedes dels lettere atletik som spring, løb, diskoskast, spydkast, dels sværere, brydning, næve-kamp og pankration, Kombination af dem begge. I nyere tid, især 2. halvdel af 19. århundrede, er atletik i lettere og sværere form kommet stærkt op i Nordamerika og England og derfra overført til fastlandet, hvor de lettere former har fundet mange dyrkere og mest undgået at blive professionelle, mens den svære atletik, brydning og boksning også har fået mange professionelle dyrkere, der ligesom i oldtiden hos publikum kan opnå stor, i reglen dog kortvarig berømmelse.