LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Autonomi
Autonomi. Ved autonomi modsat suverænitet forstås et ikke suverænt samfunds beføjelse til, inden for de af den overordnede statsmyndighed fastsatte grænser at udstede retsgyldige og dets enkelte medlemmer forbindende bestemmelser til ordning og ledelse af dets indre anliggender. I ældre tider var der langt videre spillerum for autonomi end nutildags. Så længe statsbegrebet endnu var i sin vorden og centralisationsgrundsætningen endnu ikke ret var trængt igennem på lovgivningsfeltet, var det naturligt nok, at de landskaber og lovgivningsområder, af hvis sammenslutning staten var opstået, en tid lang ikke helt kunne give slip på det selvstyre og den lovgivermyndighed, de tidligere havde siddet inde med - således, for at holde os til de nordiske riger, i Norge de 4 lagdømmer henholdsvis med Frosta-, Gulø-, Ejdsiva- og Borgarting; i Danmark det skånske, sjællandske og jyske lovdømme og i Sverige de 8 landskaber: Uppland, Vestmanland, Helsingaland, Sodermanland, Vestergotland, Ostergotland, Småland og Gulland -, og da noget senere i middelalderen folket begyndte at udforme og udsondre sig i de fire skarpt adskilte stænder: Gejstlighed, adel, borger- og bondestand, blev der også herigennem åbnet en stærkt benyttet adgang til autonomi inden for hvert af disse enemærker, og navnlig fik vedtægt ved siden af retssædvane en overordentlig stor betydning i retslivets udvikling inden for købstædernes rådevidde overalt i Europa og ikke mindst her i Norden, hvorom de talrige »købstad-« og »byretter« noksom bærer vidnesbyrd. Med den moderne statsopfattelses gennembrud måtte imidlertid alt dette forandre sig eller forsvinde. I vore dage er autonomi, nærmest henvist til de rent kommunale forhold.

For så vidt man også undertiden taler om autonomiske stater, sigtes derved til sådanne lande, som skønt de enten er afhængige af et fremmed rige eller dog har knyttet faste og uopløselige forbindelser med andre stater, desuagtet har bevaret deres selvstændighed og ret til at give sig selv love på alle områder, som falder uden for det forbindtlighedsforhold, hvori de står.


Autonomi (filosofi). Autonomi bruges i etikken om handling ud fra egne, individet iboende love, med frihed for hensyn til fremmede formål. Hos Kant betyder autonomi den af fornuften ledede viljes afgørelse, som kun vækkes, men ikke betinges af det ydre bud.