Avarer
Avarer, et tatarisk folk, boede under navnet ogorer ved Don og Det Asovske Hav; men da hovedmassen af folket her var blevet knust under kampe med tyrkerne, drog de tiloversblevne, som siden kaldtes avarer, til Kaukasus, hvorfra de tilbød kejser Justinian deres tjeneste (558). Denne sendte avarer imod slaverne og bulgarerne ved Nedre-Donau; de overvandt disse og bosatte sig derefter selv i Pannonien. Her hjalp de longobarderne til at ødelægge Gepidernes Rige, og efterhånden bredte de deres herredømme over alle Donau-landene, lige fra Alperne til det Sorte Hav.

Det krigerske rytterfolk på pansrede heste herskede med grusomhed over de undertvungne folk; det boede i store »ringe« og delte sig i 7 haganer (stammer), der forestodes af tarchaner, som alle lystrede fællesfyrsten, Chaganen; en ypperstepræst, Bokal Abras, havde også stor indflydelse. Avarer blev yderst farlige for alle deres naboer, byzantiner, longobarder og franker, og de udstrakte deres plyndringstogter lige til selve Konstantinopel, som de belejrede sommeren 626. Senere gik det noget i tilbage med deres magt. Bulgarerne gjorde sig uafhængige, og blandt tschecherne oprettede frankeren Samo et selvstændigt rige.

Endnu i 8. århundrede led dog både Italien og Tyskland under Avarers hærgninger, og først Karl den Store brød fuldstændig deres magt. Efter at de havde hjulpet hertug Tassilo af Bayern imod ham, trængte han selv 791 frem til Raab. 796 stormede hans søn, Pipin, den avariske hovedring mellem Donau og Theiss og erobrede alle de skatte, der gennem århundreder var opdyngede der. Chaganen Tudun lod sig døbe i Aachen og svor Karl troskab, Han brød dog sin ed, men et nyt nederlag fuldendte så avarernes ødelæggelse. Tyske nybyggere besatte landet ved Enns, og således lagdes grunden til den senere østrigske Mark. Snart efter forsvinder Avarer ganske af historien; rimeligvis har dog en rest af dem holdt sig i Kaukasus.