Æbleø
Æbelø ligger i Kattegat lige nord for Fyn. Selve øen er 209 hektar. Syd for Æbelø ligger småøerne, Brådet, Dræet og Æbeløholm.

Æbelø blev dannet i tertiærtiden, hvor tykke lerlag blev afsat. Istiden har efterladt flere jordlag på øen, som i dag har en meget speciel geologi. Blandt andet findes her et specielt lag, der kaldes plastisk ler, der gør, at jordlagene nemt glider fra hinanden. Virkningen af det plastiske ler kan man se på Æbeløs skrænter, der glider ned i store trappetrinsformer ud mod havet med det resultat, at bøgeskoven glider med og de store træer til sidst ender i vandet. Hist og her kan man også se »elefantfodsskred« hvor det plastiske ler flyder ud i sjove former på stranden.

I 2001 blev indrettet et stenmuseum i en af længerne til Æbeløgård. Her udstiller Holger Garnak sin stensamling, der er indsamlet gennem et helt liv. Man skal have en aftale med bestyreren på Æbelø i forvejen hvis man gerne vil se samlingen, til gengæld er det det hele værd. En prægtig samling, der fortæller om Æbeløs geologi. Mange flotte og meget spændende sten - alle indsamlet omkring Æbelø.

Naturformerne på Æbelø er også ret specielle, da øen ikke har været udsat for stor menneskelig påvirkning. Øen har hovedsageligt været anvendt som græsningsareal for de omkringboendes kreaturer; selvom der også har været fastboere, som dyrkede jorden.

Planterne på Æbelø
Der har længe været en del skov på øen, og da man havde fældet det meste træ på Nordfyn omkring år 1400, var Æbelø en guldmine med sin skov med mange fine bøge - og egetræer. Selv i dag er Æbelø kendt for sine mange gamle ege, som man ikke finder mage til ret mange andre steder på Fyn. På Æbelø findes også den sjældne plante skælrod, som er en ægte snylter, og den tyndaksede gøgeurt står i fuldt flor i et fyrværkeri af lilla i april-maj. En anden sjældenhed er den smukke, men stikkende plante, strandmandstro. Planten er fredet.

Æbeløs dyreliv
Hele Æbelø er under fredning. Det betyder, at mennesket griber så lidt som muligt ind i naturen. Skoven skal være naturskov, hvor træer, planter og dyr skal udvikle sig frit. Der er store arealer med græsser på Æbelø, hvor man kan være heldig at se flokke af dådyr og mufloner. Der findes mange forskellige sommerfugle og andre insekter på øen. Æbelø var det sidste sted i Danmark, hvor man kunne finde den store og meget specielle bille eghjorten. Eghjorten er ikke set i Danmark siden 1950'erne. I skovsøen og i mange af de andre små vandhuller i skoven myldrer det med lille vandsalamander i april-maj. I klinterne ud mod stranden bygger digesvalerne deres reder, når de kommer tilbage til Æbelø i begyndelsen af maj. Af og til kan man være heldig at se havørnen komme glidende hen over himlen ved Æbelø og man kan høre ravnens hæse stemme over trætoppene hvis man er heldig. Ved Æbeløs kyster kan man godt være heldig at fange havørreder og hvis man kommer på det helt rigtige tidspunkt er her masser af hornfisk. Man kan tit også få et glimt af sæler og marsvin.

Æbeløs historie
Ralgravning
På Æbelø findes gamle ralgrave, specielt på vestkysten. De stammer fra starten af det 20. århundrede hvor man på Æbelø gravede ral til brug ved opførelsen af Lillebæltsbroen. Ingeniørfirmaet Monberg og Thorsen købte retten til at grave ral i 1920'erne og i 1930 anlagde de et ralværk. Materialet var godt at støbe beton af, da det stort set var frit for organisk materiale.

På Æbelø kan man også stadigvæk se resterne af jernbanesporene som blev lagt i forbindelse med ralgravningen. Der var to spor: et fra gravene til ralværket og et fra ralværket til havnen. Havnen, der blev anlagt som en mole nogle 100 meter nord for ralværket, findes ikke mere, men resterne af molen kan stadig ses som en række store sten, der ligger vinkelret på stranden langt ud i vandet på vestkysten af Æbelø. Lystsejlere ankrer ofte op her.

Til transport af ral brugte man tipvogne. Ved molen lagde halvstore skibe til og blev lastet direkte fra tipvognene. Efter krigen, da ralgravningsarbejdet var hørt op blev sporene og tipvognene stadigvæk brugt til at fragte varerne fra Købmand Rasmussens skib (fra Bogense) op til selve øen. Hvor sporene hørte op blev varerne flyttet over i en hestevogn og dermed fragtet ud til familierne på øen. Tipvognene blev også brugt til at fragte fangsten efter klapjagterne på Æbelø

Selvom der går rygter om et lokomotiv på Æbelø, der skulle være blevet brugt ved ralgravningen, så findes det ikke længere og ingen kan længere huske om det nogensinde nåede frem til øen og i så fald hvor det blev af...men ældre mennesker fra øen kan fortælle om, hvordan tipvognene blev trukket af heste, dengang da vognene blev brugt til transport af varer.

Gamle bygninger på Æbelø
Hvis man går til Æbelø vil man lige i udkanten af skoven til venstre for stien støde på fundamentet af en ruin. Det var øens gamle skole, der lå her. De fleste bygninger på Æbelø er fjernet, kun Østerhovedhus har fået lov at ligge som en stråtækt bindingsværksruin. Huset er rødt og vinduerne er blændet af. Bygningen ligger lige syd for ottetalssøen. Æbeløgård, der er eneste beboede bygning på øen ligger ved engen og er smukt restaureret. Her bor øens bestyrer. Herudover findes smedien, en lille stråtækt idyl, der ligger tæt på gården og Fyret, der nu er indrettet til gæstebolig.

Ejeren og Æbeløs fremtid
I dag ejes Æbelø af Aage V. Jensens Fonde. De overtog Æbelø og småøerne den 1. maj 1995 efter godsejer Erik W. Grevenkop-Castenskiold. I 1993 blev der rejst fredningssag. i maj 1999 foretog naturklagenævnet besigtigelse og offentligt møde om den endelige fredning af Æbelø, Æbeløholm, Brådet, Dræet og Dretteholm med omliggende søterritorium. Fredningens formålsparagraf er, at øen skal henligge til naturlig succession:

»...at bidrage til at understøtte naturens dynamik og mangfoldighed under ejendommens udvikling fra dyrkede jordbrug til urørt natur, samt at give naturinteresserede mulighed for løbende at iagttage og studere denne process.« (Æbelø. Status 2000)

Siden fonden har overtaget Æbelø er der fældet en del nåletræer for at give plads til naturlige hjemmehørende træarter. Skoven vedligeholdes ellers kun i det omfang at stierne skal være farbare, for eksempel var det nødvendigt efter orkanen i 1999 at fjerne mange væltede træer fra stierne. Dræn vedligeholdes ikke, hvilket resulterer i en noget mere sumpet og varieret skovbund, der igen resulterer i mange flere forskellige levesteder for både planter og dyr.