LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Tabeller           Ægyptiske guder        


Ægyptisk religion
I det gamle Ægypten kan der lige så lidt som i andre gamle større kulturlande siges at have været nogen overalt og af alle anerkendt statsreligion. Antallet af de væsener, som hos ægypterne var genstand for dyrkelse, og som antoges for at råde for menneskenes og verdens skæbne, var meget stort, men de nød ikke alle overalt samme anseelse. Guderne var alle lokale, idet deres magt kun tænktes at strække sig over visse, snart større, snart mindre områder. I disse havde de deres hellige steder, hvor der var indrettet kultus til deres ære, og deres hellige tider, til hvilke de hædredes med fester og hellige handlinger. Men uden for området hørte man i reglen kun lidt tale om disse guder, hvorimod andre guder her var genstand for tilbedelse og her havde deres kultus.

I en henseende var der dog almindelig enighed. Man så i landets konge, når han var rettelig indviet til sin høje værdighed, goddommens levende repræsentant, hvem alle derfor skyldte samme ærbødighed, som vistes guderne. Fremdeles opfattedes tilstanden efter døden i reglen overalt på samme måde, om der end i tidens løb efterhånden skete væsentlige modifikationer i den måde, på hvilken den hinsidige tilstand opfattedes. Men omtrent til alle tider var det væsentlig de samme guddommelige væsener, som man antog havde magt i de dødes rige eller i de egne, hvor den del af mennesket, som overlevede døden, tænktes at komme hen. Alle disse væsener var tillige lokalguder, hver i sin egn af Ægypten. Her rådede de altså for de i disse egne levende menneskers skæbne eller hørte til kredsen af de væsener, der herskede der. Efter døden ville derimod alle mennesker, hvor de så end hørte hjemme, komme i berøring med disse guddomme, og alle måtte derfor, helst endnu mens de levede her på jorden, søge at sikre sig deres hjælp og beskyttelse.

I den ældste tid var det Anubis, den gud, hvem sjakalen og vistnok også hunden var helliget, som var herre i de dødes rige. Han var gravenes herre, og alle måtte søge at gøre ham gunstig. De ældste formularer er derfor henvendte til Anubis, som det blandt andet kan påvises ved at undersøge indskrifterne p åde mumiekister, der stammer fra de ælste historiske tider. Men snart ser vi Osiris komme op ved siden af Anubis, og han blev efterhånden den egentlige hersker i de dødes rige. Han er dommeren, for hvis domstol alle - efter hvad der efterhånden blev den almindelige opfattelse i Ægypten - efter døden skulle prøves, idet deres hjerte på en vægtskål vejes imod sandhedens symbol.

Endnu efter at Osiris var blevet hersker i de dødes rige, vedblev Anubis at nyde stor anseelse, men nærmest som den gud, der tager sig af balsameringen (hvorfor han ofte afbildes stående ved en båre i færd med at behandle den derpå liggende mumie). Fremdeles er fire gudinder virksomme i omsorg for den døde, nemlig Iris, Osiris' hustru, Nephthys, søster til Osiris og Isis, Neith og gudinden Selk eller Selkit. En meget vigtig rolle spiller fremdeles Horos, søn af Osiris og Isis, endvidere Thot, guden for skrift og i det hele taget for videnskab og litteratur, gudinden Hathor og endelig Osiris' forældre, Keb (jordguden) og Nut eller Nuit (himmelgudinden).

Da Osiris efter fortællingen havde fristet den skæbne at miste livet, og da hans afsjælede legeme var blevet skåret i mange stykker, og stumperne var spredt til alle sider, samlede hans trofaste hustru, Isis, de adsplittede dele sammen og fik ved hjælp af sin søn, Horos, den myrdede Osiris atter gjort levende. Her var Osiris' far og mor, Keb og Nut, ligeledes trådte til som virksomme beskyttere af deres søn. Den samme omhu, som de her nævnte guder havde vist guden Osiris, lod de, efter hvad ægypterne antog, også alle afdøde mennesker blive til del, forudsat naturligvis at ritualets fordringer var blevet opfyldte og begravelsesceremonierne var rigtig udførte. For øvrigt var der, i alt fald fra et temmelig tidligt tidspunkt af den ægyptiske historie, også en anden betingelse, nemlig, at den afdødes vandel havde været god, således at hans hjertes vejning på vægtskålen mod sandhedens symbol var løbet heldigt af. Dog også her formåede ritualet at hjælpe over vanskelighederne. Der må endnu tilføjes, at blandt de guddommelige væsener, der tog sig af de afdøde, er der fire væsener, som særlig beskyttede de blødere dele af legemet, såsom hjerte, lever, lunge, underliv og så videre. Disse fire, som snart kaldes sønner af Osiris, snart af Horos, har navne, som kun kendes fra indskrifterne, og om hvis nøjagtige udtale vi derfor ikke ved nærmere besked, da de ikke omtales af grækere og romere (hos hvem der ellers findes en del oplysninger om ægypternes religion og religiøse forestillinger). Man læser gerne disse fire væseners navne: Amset, Hapi, Tiu-mutef og Kebh-Senuf, men har ingen sikkerhed for, at udtalen er rigtig.

Med hensyn til ægypternes forestillinger om tilstanden efter døden, benævnede de i de allerældste tider den del af det menneskelige væsen, som overlevede døden, med ordet ka, et ord, der ikke er let at gengive på dansk. På fransk oversættes det gerne ved double, der nærmest på dansk ville være at gengive ved »dobbeltgænger«. Men denne oversættelse vil dog snart befindes ikke at svare videre godt til ægypternes forestillinger om ka. Det nordiske »fylgje« kommer vistnok betydningen af det ægyptiske ord langt nærmere; man kunne måske også bruge ordet »skytsånd«, kun at ordet i så tilfælde måtte tages i en lidt anden betydning end den sædvanlige.

Efter de i de ældste tider gængse forestillinger i Ægypten havde man dengang kun, når man ville være sikker på en lykkelig tilværelse efter døden, mens man levede, at sørge for en god bolig for sin »fylgje« (ka) og tillige drage omsorg for, at den i den anden verden fik føde og klæder. Man havde altså kun at sørge for, at der opførtes en solid bolig, der kunne stå i årtusinder, og når væggene udstyredes med billeder fra rigmænds liv, og når stedet var blevet højtidelig indviet efter ritualets anvisning, kunne man være sikker på, at disse billeder forvandlede sig til virkelighed, når den afdøde i sin hinsidige tilstand kastede sit blik på de scener fra et lykkeligt liv, som her var at se.

I et land som det gamle Ægypten, hvor lov og ret fra tidlig tid havde hjemsted, kunne det dog næppe undgåes, at man snart blev opmærksom på, at denne udødelighedslære havde væsentlige mangler. Menneskets moralske værd, hans færd på jorden spillede ingen rolle. For at råde bod derpå begyndte man tidlig i Ægypten, - uden at opgive forestillingen om, at hvert menneske har en »fylgje« (ka), for hvis andet liv man forud kunne sørge godt, - ved siden heraf at fremhæve, at der af menneskets åndelige natur var en anden del, som overlevede døden, nemlig hvad man tegnede ved ba eller bi, et ord som vi plejer at gengive ved »sjæl«. Denne var ansvarlig for menneskets handlinger her på jorden og ville efter døden blive stillet for Osiris' domstol, for hvilken hans hjerte ville blive vejet på vægtskål mod sandheds og retfærdigheds symbol. Dertil kom, at sjælen måtte vandre igennem et ukendt land, som vi kunne kalde Underverdenen, da indgangen befandt sig i nærheden af det sted, hvor solen går ned. Her mødte der vandreren mange vanskeligheder og farer. Alle ikke-ægyptere ville her være redningsløst fortabte, da de ingen hjælp ville kunne få; men for ægypteren, der var blevet begravet efter ritualets forskrifter, var vejen banet. De ved begravelsen oplæste formularer havde nemlig den magiske kraft at tvinge alle de væsener i Underverdenen, der vogtede porte og overfartssteder over kanaler og vande, til at rette sig efter, hvad den afdødes sjæl ønskede. For at den afdøde altid kunne have alle de nødvendigste formularer på rede hånd, blev de skrevet med de dertil hørende brugsanvisninger ofte på mumiekisterne eller på en papyrus, som kom med den døde i graven. Det er samlingen af disse formularer med hvad der var knyttet dertil, som vi kalder »De dødes bog« eller »Dødsbogen«, af hvilke mange udgaver, snart længere, snart kortere, efterhånden er blevet fundet i ægyptiske grave. For øvrigt ser man, ved siden af forestillinger om Osiris som eneherskeren i de dødes rige, en anden opfattelse af det hinsidige liv gå jævnsides; ifølge denne bestod det salige liv i at blive optaget i solgudens båd med de hos ham samlede guder og med dem at fare hen over himmeloceanet.

Foruden de to omtalte dele af mennesket, »fylgje« (Ka) og sjæl, tales der også om andre dele af menneskets åndelige væsen, blandt andet om khu eller akhu (ekh), som ret vel lader sig gengive ved »ånd«, fremdeles nævnes »skyggen«, »skikkelsen« og så videre. Om disses indbyrdes forhold gives der kun ufuldstændige oplysninger i indskrifterne. Om nogle af dem synes det, at ægypterne nærmest har tænkt sig, at de var indesluttede, den ene inden den anden, således at man kunne tage den del af det åndelige væsen frem, som man havde brug for.

Hvad de guder angår, der efter ægypternes forestillinger herskede over den synlige verden, hvor de levende mennesker færdedes, falder de i to klasser, idet de dels er naturguder, det vil sige herskerne over himmellegemerne og naturkræfterne, dels lokale guder. De første anerkendes af alle hele Ægypten over, men synes i reglen ikke at have haft nogen speciel kultus; derimod havde guderne af sidse klasse, der så at sige havde delt Ægypten imellem sig, fra ældgamle tider deres kultussteder rundt om i landet.

Af naturguderne er solen, Ra eller Re, den vigtigste. Han identificeredes fra en temmelig tidlig tid med flere lokalguder, som Amon, Mentu eller Mont, Khnum og så videre. Man taler derfor om Amon-Ra, Khnum-Ra, Mentu-Ra og så videre. De lokale guder danner på hvert sted en gudekreds, bestående af hovedguder og mere sekundære guder. De første danner mange steder, men ikke alle vegne, en trehed bestående af en gudfar, en gudmor og en gudsøn, hvilke alle tre danner en enhed. På flere steder træffer vi dobbeltvæsener.

Blandt de sekundære guder, der oftere danner en nikreds, finder man ikke sjælden guder, som i andre egne er hovedguder, men som altså i nogle egne måtte tage til takke med en mindre fremtrædende stilling.

En del af de guder, der i forskellige egne af Ægypten dyrkedes som hovedguder, af hvem de levendes skæbne af hang, antoges, som ovenfor bemærket, tillige at besidde stor magt i de dødes rige, hvorfor deres navne allerede ovenfor er blevet omtalt. Hvad hovedguderne i de forskellige egne af Ægypten angår, da var i Memfis Ptah hovedgud. Ved siden af ham dyrkedes hans »højtelskede«, gudinden Sekhemt eller Sekhet med løvehoved og sønnen Nofr-tum. I de senere tider afløses denne sidste af Imhotep (Imuthes), som grækerne sammenstillede med deres Asklepios. Han formodes af nyere lærde at have været et menneske, der havde levet i den ældste historiske tid, og som langt hen i tiden optoges iblandt guderne.

I Theben finder vi gudefamilien Amon, Muth og Khons; i Abydos og flere steder i deltaet treheden Osiris, Isis og Horos. Ved Katarakten træffer vi Khnum (med vædderhoved) sammen med to gudinder, Sati og Anuke. I nogle byer spillede en enkelt af gudefamilien, enten en gud eller en gudinde, en meget fremtrædende rolle, således at de to andre medlemmer af kredsen kun sjælden nævnes. I Sais er det Neith, i Denderah: Hathor; på øen Filæ: Isis; i Bubaste: Bast; i Buto: Gudinden af samme navn; i Edfu: Horos med tilnavnet Behuti og så videre. Ja, når man ser rigtig efter, vil man også overalt, hvor der i spidsen står en trehed, finde, at en af disse tre guder spiller en langt mere fremtrædende rolle end de to andre, således at man med en vis ret kan sige, at alle vegne i Ægypten spiller en gud hovedrollen, eller med andre ord, at der alle vegne ligger en vis art monoteisme i baggrunden. Omtrent alle guder har deres hellige dyr, snart pattedyr, snart fugle, krybdyr eller fisk. Enkelte eksemplarer som tyrene Apis og Mnevis ansås for inkarnationen af guddomme, Apis af Ptah, Mnevis af solguden Tum eller Atum heliopolis.

Der står endnu tilbage at berøre spørgsmålet om, hvorledes ægypterne tænkte sig, at disse mange mægtige guder kom ud af det indbyrdes med hinanden. Herpå synes svaret ikke altid at have lydt helt ens. I de forskellige helligdomme og til forskellige tider opfattedes sagen ofte forskellig. Snart var man tilbøjelig til at antage, at over alle guder herskede ligesom over menneskene en magt, som kunne kaldes skæbnen, hvilken ægypterne tænkte sig som bestående af et mandligt og et kvindeligt væsen, Schai og Renen. Snart gik man andre veje. De mange guder blev således undertiden kun til forskellige navne på det samme guddommelige væsen, en opfattelse, som særlig kommer frem i senere tider. Endelig var der endnu en måde at løse problemet på, ved at lære, at de store guder havde afløst hinanden som herskere over verden. Med hensyn til rækkefølgen herskede der en del forskellighed mellem landets hovedstæder; hvert sted gav man de der hjemmehørende guder en meget fremtrædende plads i rækken. Efter ægypternes forestillinger var jorden nemlig i den allerældste tid blevet styret af guder. Efter dem kom halvguder, og først efter disse kom tronen til at beklædes af mennesker.