Benediktinere
Benediktinere, munkeorden, stiftet 529 af Benedikt fra Nursia. Med Gregor den Store (død 604) fik Benedikts regel almindelig gyldighed i Italien; samtidig bredte den sig til England, i 7. århundrede til Frankrig og Spanien, i 8. til Tyskland og i 11. til Norden.

Det var som missionærer, benediktinerne drog ud. Når kristendommen ved deres forkyndelse var blevet en magt, blev deres kloster udgangspunktet for den romerskkristelige kultur og for civilisationen. De underviste omegnens børn og opdyrkede de øde steder. Klostrene blev rige dels ved eget arbejde, dels ved gaver. De fyldtes især af adelen, og abbeden toges af de ædleste slægter; de blev midtpunktet for et aristokrati, der udmærkede sig såvel ved byrd og rigdom som ved fromhed og dannelse. Den lavere præstestand, som nærmest rekruteredes af den ufri stand, så benediktinerne ned på; bisperne valgtes ofte af dem, og domkirkens præsteskab udviklede sig efter Benedikts regel. Til flere klostre knyttede der sig broderskaber, der optog folk af alle stænder, både fyrster og fattige lægmænd.

Efterhånden trængte en verdslig ånd ind i klostrene, og det blev nødvendigt at skærpe reglen. Det skete første gang ved Benedikt fra Aniane. Den mest gennemgribende fornyelse af Benediktinerne udgik fra klostret Cluny 910. Det nye, som her kom til, var kongregationen. Denne var en fri forening af selvstændige klostre, som sluttede sig sammen i reglen om moderklostret, hvis abbed blev kongregationens hoved. I de følgende århundreder dannedes flere lignende kongregationer, hvis grundlag var Benedikts regel, men som i virkeligheden var selvstændige ordener, således camaldulenserne, vallombroserne, karteuserne, cistercienserne, birgittinerne og så videre. I 13. århundrede tog tiggermunkene helt luven fra Benediktinerne. De mistede deres magt over folket, og de midler, hvormed man ville genoplive dem, mislykkedes, således paverne Clemens 5.s og Benedikt 12.s forsøg på at give dem en lignende ordning som tiggermunkene. Benediktinernes formål blev fra nu af et rent videnskabeligt. I hvert kloster ansattes en lærer i grammatik og filosofi, og for hver 20 munke skulle een sendes til universitetet, hvor de levede i særlige kollegier under en priors ledelse. Kirkeforsamlingerne i Konstans og i Trident forbød at optage børn i klostret samt den mod reglen stridende skik at udelukke alle ikke-adelige. Med reformationen kom der nyt liv i Benediktinerne, men atter i videnskabelig retning, fremfor alt ved Mauriner-kongregationen 1618.

I 19. århundrede har den udmærkede kirkehistoriker Guéranger (død 1875) gjort det franske kloster Solesme til midtpunktet for et rigt videnskabeligt arbejde; en af dets fostersønner var kardinal Pitra (død 1889).

Af benediktinere har der været 24 paver, 200 kardinaler, 1.600 ærkebisper, 4.000 bisper, 1.560 kanoniserede helgener og cirka 16.000 forfattere. Alle Vesterledens nonner ordnede sig efterhånden efter Benedikts regel, skønt den ikke helt passede til kvindernes tarv. Benediktinerinderne ærede Benedikts søster, Scolastica, som deres stifter. I 1906 havde ordenen 684 klostre med 22.009 munke og nonner.