Biblen
Biblen (græsk: Bøgerne) er navnet på den kristne kirkes hellige skrifter. Det er et skønlitterær værk, der består af to dele, en for jøder og kristne fælles samling: Det Gamle Testamente, og en særlig kristelig: Det Nye Testamente; testamentum er den latinske gengivelse af pagt (nemlig mellem Gud og mennesker). Som norm for tro, lære og liv udgør de bibelske skrifter kirkens kanon (af græsk: Rettesnor).

Det Nye Testamente

Sprog
På Jesu tid talte jøderne i Palæstina aramaisk, og Jesus selv benyttede også dette sprog; der er derfor en vis sandsynlighed for, at aramaiske samlinger af Jesusord kan være blevet benyttede af evangelisterne. I den form, hvori vi har de nytestamentlige skrifter, er de imidlertid alle oprindelig skrevet på græsk, nærmere bestemt på det såkaldte hellenistiske græsk eller koine, den fællesform, hvortil de forskellige græske dialekter i tiden efter Alexander den Stores erobringer efterhånden havde udviklet sig. På den nytestamentlige sprogform har desuden den græske oversættelse af den hebraiske bibel øvet en meget betydelig indflydelse. Fremstillingsformen står i det hele og store folkesproget betydeligt nærmere end datidens fornemme litteratursprog, om der end er en ret betydelig forskel mellem de enkelte nytestamentlige forfattere; dårligst er sproget i Johannes Åbenbaring, bedst i Lukas-skrifterne og hebraisk.

Udgivelser
Den første trykte udgave var Complutenserpolyglotten, hvoraf Det Nye Testamente var færdigt 1514; men pavens approbation indtraf først 1520, således at den udgave, som Erasmus 1516 udgav hos Froben i Basel, kom først i handelen. Begge udgaver hvilede på få og unge håndskrifter; til Johannes Åbenbaring havde Erasmus kun ét, og da dette sluttede med 22, 16, oversatte han selv de manglende vers på græsk efter Vulgata. Erasmus' 2. noget forbedrede udgave fra 1519 ligger til grund for Luthers tyske oversættelse. De trykte udgaver anvendte fra første færd den af Stephan Langton (død 1228) indførte kapitelinddeling. I en af Robert Stephanus' udgave fandtes for første gang (1551) den nu almindelige versinddeling. 1633 udsendte brødrene Elzevier en udgave, der i forordet anbefalede sig som textus ab omnibus receptus, og en tid lang nød denne textus receptus i den protestantiske verden virkelig almindelig anerkendelse. Efterhånden som variantsamlingerne forøgedes, blev denne udgaves mangler dog mere og mere iøjnefaldende; det tekstkritiske arbejde begyndte og satte frugt, blandt andet i udgaven af Bengel 1734, af Wettstein 1751, af Griesbach 1774 -77, af Lachmann 1831 og endelig af Tischendorf, hvis Editio octava critica major 1869-72 har dannet grundlaget for flere tidligere meget benyttede håndudgaver. I England udkom samtidig en tekst, besørget af Tregelles 1857-72; stor udbredelse har der Westcott og Horts håndudgaver fundet. I nyere tid har H. v. Soden efter 16 års arbejde på grundlag af et meget rigt materiale, særlig af minuskelkodices, fuldendt: Die Schriften des Neuen Testaments in ihrer åltesten erreichbaren Textgestalt I-II, 1902-13; deraf foreligger også en Handausgabe, 1913. 1948 udgaves Det Nye Testamente fra Det danske Bibelselskab.