Bøhmen

Bøhmens flag
Bøhmen (tysk Böhmen, latin Bohemia, tjekkisk Cechy) er en historisk region i Centraleuropa, der oprindeligt var et eget kongerige underlagt Det Tysk-romerske Rige. Da det kom under habsburgerne, blev det en del af deres rige, som for nemheds skyld kaldtes Østrig. I dag udgør det sammen med det noget mindre Mähren (Moravia, Morava) staten Tjekkiet (Ceská republika (Cesko)). Hovedstaden er Prag (Praha). Bøhmen grænser i nord til Schlesien (i dag i Polen), i øst mod Mähren, i syd mod Østrig og i vest og nordvest mod Tyskland. Bøhmen er 52.750 kvadratkilometer stort og har 6,25 millioner indbyggere.

Fysiske forhold
Bøhmen har form som en firkant, omgivet på de tre sider, mod det tyske rige, af bjergkæder, på den fjerde side, mod Mähren, af et lavt højdedrag. Dets grænsebjerge er BöhmerwaId mod sydvest der ved sænkningen ved Neumark deles i en højere sydlig del (1.457 meter) og en lavere nordlig del (1.039 meter), Erzgebirge mod nordvest, der hæver sig til 1.244 meter, Lausitzerbjergene (796 meter), Riesengebirge (1.603 meter) og andre afdelinger af Sudeterne mod nordøst. De Bøhmisk-mähriske Højder, et bredt bakkedrag, der hæver sig til 600-800 meter skiller Bøhmen fra Mähren og danner vandskel mellem Elben og Donaus biflod March.

Det indre af Bøhmen er et bølgeformigt terrasseland med ret afvekslende terræn- og jordbundsforhold. Den større sydlige del består af det såkaldte Bøhmiske Massiv, et højt plateau, der ligesom randbjergene er opbygget væsentlig af gnejs, glimmerskifer og granit; mod sydøst, i de på småsøer rige sletter ved Budweis og Wittingau, sænker det sig til 450 meter, men hæver sig mellem floderne Moldau og Beraun til 857 meter i bjergryggen Brdywald, der strækker sig med nordøstlig retning hen mod Moldaus dal; i nordvest ligger en række basaltbjerge, der danner overgangen fra Det Bøhmiske massiv til Erzgebirge, herhen hører Kaiserwald (987 meter) og Karlsbaderbjergene, der mod nordøst fortsættes i De Bøhmiske Mellembjerge (835 meter), som ligeledes væsentlig er opbyggede af basalt. Disse fra tertiærtiden stammende basaltbjerge bærer tydelige vidnesbyrd om tidligere vulkanisme, ikke alene i deres stenarter, men også ved de talrige forekomster af mineralkilder (Karlsbad, Marienbad, Teplitz og mange flere) og kulsyreudstrømninger.

Historie
Bøhmen beboedes oprindelig af de keltiske bojer, der har givet landet dets navn (latin: Bohemia), men som på Augustus' tid fortrængtes af markomannerne. Disse blev fordrevet i folkevandringstiden af andre germanske folkeslag; og i 5. og 6. århundrede blev landet efterhånden erobret af slaviske stammer, blandt hvilke tjekkerne var de mægtigste. Den første historisk kendte tjek. Herskeren Samo, en frankisk købmand, der omkring 620 blev valgt til anfører af tjekkerne og befriede dem for avarernes trykkende overherredømme; siden slog han en frankisk hær i slaget ved Wogastisburg, nær Eger (630). Efter Samos død (658) opløstes hans rige, og under de følgende to århundreder ligger Bøhmens historie helt i mørke.

Sagnet fortæller, at den lovkyndige Libusa, datter af fyrsten Krok, valgtes af folket til fyrstinde og siden giftede sig med bonden Premysl, som derved blev fyrste og stamfar til den første bøhmiske kongeslægt, premysliderne. De første premyslider er rene sagnfigurer; den første historisk kendte er Borivoj, som lod sig døbe 873 af den græske munk Methodius. Herefter blev Bøhmen hurtig kristnet, især under Borivojs sønnesøn Venceslaus den Hellige. Denne måtte 929 anerkende den tyske kong Henrik 1.s overhøjhed, 935 blev Venceslaus myrdet af sin bror Boleslav, der afkastede det tyske åg og førte en langvarig krig med Tyskland, hvis overhøjhed han dog måtte anerkende 950. Hans søn, Boleslav 2. erobrede Mähren, dele af Schlesien, og Galizien og oprettede bispedømmet i Prag (973).


Kongedømmet Bøhmens banner
Under den udygtige Boleslav 3. gik dog erobringen tabt til den polske hertug Boleslav Ghrobry, hvis bror Vladivoj endog blev valgt til fyrste af Bøhmen (1002) i steden for Boleslav 3., der blev jaget bort. For at sikre sig besiddelsen af Bøhmen måtte Vladivoj indvillige i at betale den tyske kejser den tribut, som også foregående fyrster havde ydet, og desuden antage den tyske hertugtitel. Dette forhold vedvarede, da efter Vladivojs død premyslidernes dynasti atter kom på tronen.

Bretislav 1. (1037-55), der genoprettede Bøhmens herredømme over Mähren og Schlesien og indtog en betydelig del af Polen, delte sit store rige mellem sine sønner, men indførte den regel, at den ældste, som arvede Bøhmen, skulle have overherredømmet (den Bretislav'ske senioratslov); derved forhindredes dog ikke bestandige arvefølgestridigheder. Bretislavs søn, Vratislav modtog kongeværdigheden af kejser Henrik 4. (1086), hvem han understøttede i investiturstriden; og 1158 gav Frederik Barbarossa den arvelige konge værdighed til Vladislav 2., som ydede ham hjælp i hans italienske felttog. Under de evindelige arvestridigheder mellem premysliderne gik kongetitlen dog atter tabt, og først efter at Premysl Ottokar 1. (far til den danske dronning Dagmar) 1197 var blevet ubestridt hersker i Bøhmen, blev kongetitlen slået fast. De hyppige indre stridigheder medførte, at adelens magt stadig voksede, og samtidig blev den tyske indflydelse i Bøhmen stadig stærkere. Hertil bidrog også det, at Premysl Ottokar 1. og hans efterfølgere indkaldte tyske kolonister, som i stort antal nedsatte sig i Bøhmen og fremmede landets økonomiske udvikling.

En kortvarig politisk glansperiode oprandt under Premysl Ottokar 2. (1253-78), af samtiden kaldt »Manden af Guld«, på grund af hans rigdom, og »Jernkongen«, på grund af hans jernklædte hær. Til Bøhmen og Mähren føjede han hertugdømmet Østrig, som han allerede havde erhvervet som prins; og efter at han havde slået kong Bela af Ungarn i det store slag ved Kressenbrunn (1260), steg hans magt uhyre, han erhvervede Karaten, Istrien og dele af Norditalien, og hans besiddelser omfattede således næsten hele det senere habsburgske rige vest for Leitha. Den tyske kejserkrone skal endog være blevet ham tilbudt, men han afslog den. Dog ville han ikke anerkende Rudolf af Habsburg, der 1273 blev valgt til tysk kejser, og dette førte til den bøhmiske stormagts fald; i slaget ved Durnkrut (ved March), 26. august 1278, faldt Ottokar, og hans hær blev tilintetgjort.

Ottokars søn Venceslaus 2., der ved farens død kun var 7 år, blev holdt i fangenskab af sin formynder, Otto af Brandenburg, indtil 1283, og derefter var magten i hænderne på den bøhmiske adelsmand Zavis af Falkenstein, som havde ægtet Ottokars enke Kunigunde. 1290 lod kong Venceslaus Zavis henrette og undertrykkede en opstand af hans tilhængere, Venceslaus førte derefter regeringen selv; han opnåede, mest ad diplomatisk vej, også den polske krone (1300), og fik sin 12-årige søn kronet til konge af Ungarn (1301). Denne store magtforøgelse pådrog ham imidlertid en krig med Albrecht af Østrig, og herunder døde han pludselig (1305).

Hans søn Venceslaus 3. blev allerede 1306 snigmyrdet, og med ham uddøde Premyslidernes mandsstamme. Kejser Albrecht 1. erklærede nu Bøhmen for et ledigt len af riget og fik bøhmerne til at vælge hans søn Rudolf til konge. Denne døde i imidlertid allerede næste år, og bøhmerne valgte herefter til konge Henrik af Karaten, der havde ægtet en datter af Venceslaus 2. Henrik favoriserede i så høj grad de tyske kolonister, at den bøhmiske adel jog ham bort 1310 og valgte i stedet Johan af Luxembourg, kejser Henrik 7.s søn, som var gift med en yngre datter af Venceslaus 2. Dermed kom det luxembourgske dynasti på tronen i Bøhmen.

Kong Johan tilbragte sin meste regeringstid uden for Bøhmen, men erhvervede dog for Bøhmen Oberlausitz, Eger og Schlesien; han faldt som Frankrigs allierede i slaget ved Crécy (1346) og efterfulgtes af sin ældste søn Karl, der samme år var blevet valgt til tysk kejser (Karl 4.), og som var en af de betydeligste herskere, Bøhmen har haft. Karl bragte fred til veje i det af parti- og slægtskampe plagede Bøhmen; han søgte også at regulere landets indviklede og ofte modstridende love, hvilket dog mislykkedes på grund af adelens modstand. Sin yndlingsby Prag udvidede og forskønnede han og oprettede her et universitet. Han fremmede bjergværksdrift, agerbrug og handel, så at Prag blev en af de vigtigste handelsstæder i Mellemeuropa.

Karl efterfulgtes i Bøhmen (1378) af sin søn Venceslaus 4., der var svag af karakter og ubeslutsom, og som blev indviklet i alvorlige stridigheder med ærkebispen af Prag (hvilket førte til mordet på den berømte Johan af Nepomuk), med adelen og med sin egen slægt. Under disse urolige politiske forhold tog den religiøse og nationale bevægelse fart, der allerede var begyndt under Karl 4.s regering, og som i Johan Hus fik sin fornemste fører. Kong Venceslaus og endnu mere hans dronning Sophia var en tid gunstig stemt for utraquisterne (således kaldtes det protestantiske parti, fordi det krævede, at den hellige nadver skulle gives menigheden i begge former).

Da Hus var blevet dømt og brændt i Konstanz (1415 ), søgte den tjekkiske adel at få kongen til at være deres leder mod den katolske kirke; han afslog dog denne opfordring og søgte, skræmt af sin bror kejser Sigismund, at standse den religiøse bevægelse. 30. juli 1419 stormede hussitterne under ledelse af Johan Zizka rådhuset i Prag; ved efterretningen herom fik Venceslaus apopleksi af vrede og døde 16. august af et nyt anfald, Hans død gav signalet til endnu alvorligere uroligheder.

Kejser Sigismund, der arvede tronen i Bøhmen efter Venceslaus, samlede en stor hær mod bøhmerne, og pave Martin 5. proklamerede et korstog imod dem. Både det første felttog (1420) og de følgende mislykkedes dog for Sigismund og de tyske fyrster; hussitterne havde i Johan Zizka en genial hærfører, der opfandt nye strategiske metoder, som i forbindelse med en udstrakt brug af ildvåben gav hussitterne sejr over de sværtvæbnede tyske hære.

Indre splid mellem forskellige bøhmiske partier banede omsider vejen for en sejr over landet. I slaget ved Lipan (30. maj 1434) blev det yderliggående hussittiske parti Taboritterne slået af adelspartiets hær, og bøhmerne anerkendte nu Sigismund som deres retmæssige konge, efter at han (1436) havde indrømmet hussitterne religionsfrihed ved at antage de såkaldte Baseler Kompaktater.

De vigtigste følger af den blodige og langvarige krig var dog en stærk tilbagetrængen af tyskheden i Bøhmen og svækkelse af kronens magt. Allerede 1437 døde Sigismund. Han efterfulgtes af sin svigersøn Albrecht af Østrig, som døde 1439. Landet var nu i lang tid uden ordentlig regering, mens forskellige adelige partier kæmpede om magten. Omsider opnåede en af partiførerne, Georg Podiebrad, en rigsforstanders post (1451); da Albrechts søn Ladislaus, der var født efter farens død, blev kronet som Bøhmens konge 1453, beholdt Georg Podiebrad dog sin plads i spidsen for forvaltningen og blev, da Ladislaus 1457 pludselig døde, valgt af stænderne til Bøhmens konge, hvilket betragtedes som en afgjort sejr for det bøhmiske nationale parti. De første år af kong Georgs regering var lykkelige; han og Karl 4. er de herskere, som bøhmerne med forkærlighed mindes. Snart kom han dog i strid med den katolske del af adelen, 1466 blev han bandlyst af paven, og hans tidligere allierede Matthias Corvinus af Ungarn erklærede ham krig og lod sig endog som leder for det katolske parti udråbe til konge af Bøhmen (1469), skønt Georg gentagne gange sejrede over ham.

Efter Georgs død (1471) søgte det katolske parti at opretholde Matthias' krav på Bøhmens trone; men det nationale antiklerikale parti sejrede atter, idet den polske prins Vladislav, hvem Georg selv havde udset til sin efterfølger, blev valgt til konge. Vladislav 2.s regering betegner en overordentlig stigning af adelens magt på bekostning af såvel kongemagten som borgeres og bønders rettigheder. Livegenskabet indførtes 1487, og senere udelukkedes borgerne fra stænderforsamlingen, som derefter kun bestod af herrerne og ridderne. Samtidig vedvarede kampen mellem de religiøse partier, og Vladislav, der fra 1490 også var konge af Ungarn, opholdt sig mest der og evnede ikke at få de stridende til at enes. Først efter hans død (1516) afsluttede stænderne et forlig på det såkaldte Skt Venceslaus-møde (1517), hvor borgerne sikrede sig deres ret til lokalt selvstyre og atter fik adgang til stænderforsamlingen. Vladislavs unge søn, Ludvig, fik kun ringe indflydelse på de bøhmiske forhold; han opholdt sig mest i Ungarn, hvor han også var konge, og faldt i slaget ved Mohacs mod tyrkerne (29. august 1526).

Bøhmen, som på den tid var nået ud i næsten fuldkomment anarki, fik nu en kraftig hersker i ærkehertug Ferdinand af Østrig, af Huset Habsburg, der valgtes til konge af stænderne, fordi han som kong Ludvigs svoger kunne gøre arvekrav gældende både på Ungarn og Bøhmen. Han begyndte straks at arbejde på at indskrænke stændernes privilegier, og det lykkedes ham blandt andet at få indført arveret til tronen. Hans katolske sindelag bragte ham i skarp modsætning til det store protestantiske flertal i Bøhmen; og under den schmalkaldiske krig nægtede stænderne ikke blot at stille tropper til hjælp for Ferdinands bror, kejser Karl 5., men forberedte endog en væbnet modstand mod kongen.

Efter det schmalkaldiske forbunds nederlag ved Mühlberg (1547) faldt bøhmerne dog til føje, næsten uden modstand, og på »den blodige landdag« (22. august 1547) gennemførtes en forøgelse af den kongelige magt; navnlig gik det ud over Prag og de andre stæder, som mistede deres lokale selvstyre og store landejendomme.

1556 fik jesuitterne indgang i Bøhmen, og 1561 besattes atter ærkebispestolen i Prag, som havde stået ledig siden 1421. Alligevel gjorde »modreformationen« ikke store fremskridt i Bøhmen under Ferdinand 1. og heller ikke under hans søn Maximilian (1564-76), der havde friere religiøse anskuelser. Stænderne bevægede endog 1575 kong Maximilian til mundtlig at anerkende den såkaldte »bøhmiske konfession« (Confessio Bohemica), der i hovedsagen er identisk med den augsburgske trosbekendelse, kun i nadverdogmet mere overensstemmende med Calvins lære.

Maximilians søn Rudolf havde kun ringe interesse for de religiøse stridigheder; han elskede kunst, forsømte statssagerne og var periodisk sindssyg. Fra år 1600 blev han af pavelige udsendinge og af sin bror Matthias tvunget til en mere klerikal kurs; men rivalskabet mellem brødrene tvang snart Rudolf til at søge hjælp hos de bøhmiske stænder, og ved det såkaldte »majestætsbrev« af 9. juli 1609 anerkendte han Confessio Bohemica og gav protestanterne kontrol over Prags universitet. Samtidig garanterede de protestantiske og de katolske medlemmer af landdagen gensidig hinanden fuld religiøs frihed. Bagefter søgte Rudolf forgæves at tage sine indrømmelser tilbage ved hjælp af ærkehertug Leopolds hær; stænderne sluttede sig nu til Matthias og udråbte ham til konge (23. maj 1611); allerede det følgende år døde Rudolf.

Skønt Matthias havde fundet støtte hos de protestantiske stænder, gik hele hans politik som konge ud på at svække det nationale protestantiske parti. Han
fik den ivrige katolik, hertug Ferdinand af Steiermark valgt til sin efterfølger; protestanternes rettigheder blev tilsidesatte, deres kirker lukkede og så videre. Dette førte til uroligheder i Prag, hvorunder nogle bøhmiske adelsmænd kastede to af kongens rådgivere ud gennem vinduerne i det kongelige slot (23. maj 1618) - en begivenhed, der blev den direkte anledning til trediveårskrigen. Da Matthias døde det følgende år, valgte de bøhmiske stænder kurfyrste Frederik af Pfalz til konge; men i slaget på Det Hvide Bjerg ved Prag (8. november 1620) tilføjede den kejserlige hær bøhmerne et afgørende nederlag.

Bøhmen måtte nu underkaste sig uden modstand, og den nationale bevægelse blev slået ned for lange tider. De vigtigste nationale ledere henrettedes, og alle aktive protestanters og nationalisters landejendomme konfiskeredes. Næsten hele den gamle tjekkiske adel blev på den måde drevet i landflygtighed og erstattedes med indvandrede tyske eventyrere.

Den katolske modreformation gennemførtes med stor grusomhed; alle standhaftige protestanter måtte udvandre. Kong Ferdinand afskaffede 1627 Bøhmens gamle konstitution, idet han fratog landdagen al lovgivende myndighed; samtidig fik det tyske sprog lige ret med det tjekkiske i offentlige sager. Kolonister fra Sydtyskland erstattede det uhyre befolkningstab, som trediveårskrigen og de religiøse og politiske forfølgelser forårsagede. Katolicismen blev derved bragt til afgjort sejr og tyskheden samtidig i høj grad styrket. Bøhmen mistede efterhånden al politisk individualitet og blev simpelthen en del af Østrig.

Efter Karl 6.s død (1740) rejste kurfyrste Karl af Bayern krav på Bøhmens trone, angreb landet, erobrede Prag og lod sig vælge til konge af Bøhmen (19. december 1741); men allerede det følgende år erobrede østrigerne Bøhmen tilbage. Under Maria Theresia og endnu mere under hendes søn Josef 2. foretoges flere ændringer i administrationen, hvorved de sidste spor af Bøhmens selvstyre udslettedes. Således afskaffedes 1749 de særlige bøhmiske domstole; de bøhmiske embedsmænd stilledes under centralregeringen i Wien; og under Josef 2., der ikke ville krones i Prag som konge af Bøhmen, indførtes det tyske sprog i alle højere skoler. Samtidig gik landet stærkt fremad i økonomisk og kulturel henseende.

Efter napoleonskrigene, som for øvrigt ikke berørte Bøhmen meget, vågnede den tjekkiske nationalbevidsthed atter, og der begyndte en national bevægelse, der først fandt sit udtryk i en opblomstring af den tjekkiske litteratur. Metternichs styre forhindrede her som overalt i de habsburgske lande enhver fri politisk aktivitet. 1845 gjorde den bøhmiske stænderforsamling dog krav på sin ret til at bevilge skatter; og 1847 opstillede stænderne et helt reformprogram med følgende hovedpunkter: Fyldigere repræsentation for byerne, ret for stænderforsamlingen til at øve kontrol med landets finanser, indførelse af det tjekkiske sprog i alle højere skoler.

Efterretningen om februarrevolutionen 1848 vakte stor ophidselse i Prag. På et folkemøde 11. marts vedtoges en ansøgning til den kejserlige regering, krævende lige ret for det tjekkiske sprog med det tyske i offentlige sager, sammenkaldelse af en landdag for alle de bøhmiske lande (Bøhmen, Mähren og Schlesien) og talrige liberale reformer. Den deputation, som forebragte disse ønsker i Wien, fik et undvigende svar; men en ny deputation fremsatte kravene i skarpere form, og kejser Ferdinand erklærede derefter (8. april), at begge nationaliteter i Bøhmen skulle nyde lige rettigheder, at spørgsmålet om Mährens og Schlesiens genforening med Bøhmen skulle overlades til en Østrigsk rigsdag, og at en landdag skulle sammenkaldes for Bøhmen, i hvilken stæderne skulle have fyldig repræsentation. Valgene til denne landdag fandt sted 17. maj; men på grund af de voldsomme politiske begivenheder blev den aldrig indkaldt. Af had til tyskerne undlod tjekkerne at deltage i valgene til rigsdagen i Frankfurt, der skulle udarbejde en fri forfatning for hele Det Tyske Rige. Derimod kom der fra Prag opfordring til alle de slaviske stammer i Østrig om at sende repræsentanter til en slavisk kongres, som åbnedes i Prag 2. juni; endog udenrigske deltagere havde indfundet sig. Det vedtoges her at udsende et manifest til alle europæiske folk for at oplyse dem om de virkelige forhold i Østrig; endvidere en adresse til kejseren, fremsættende de slaviske krav; og endelig lovede de slaviske stammer hinanden gensidig hjælp i kampen for politisk ligeberettigelse med de andre nationaliteter.

Forhandlingerne blev dog afbrudte ved voldsomme uroligheder, der udbrød i Prag 12. juni; først efter flere dages gadekampe og et bombardement af byen lykkedes det kommandanten, fyrst Windischgrätz, at stoppe oprørerne. Dermed var den nationale og liberale bevægelse i Bøhmen standset. I den østrigske rigsdag i Wien og Kremzier støttede tjekkerne regeringen af had til tyskerne og magyarerne. Reaktionen, der indtrådte fra 1849, føltes særlig hårdt i Bøhmen, idet regeringen der ikke alene tilintetgjorde alle liberale forsøg, men også førte udryddelseskrig mod det tjekkiske sprog; kun tysk brugtes i skoler og offentlige kontorer og tjekkiske aviser blev forbudte.

Den italienske krig 1859 åbnede nye muligheder for de nationale partier; 20. oktober 1860 oprettedes landdage i Bøhmen og andre af de østrigske lande. Tjekkernes glæde herover formindskedes dog betydeligt, da et kejserligt dekret 26. februar 1861 oprettede et rigsråd i Wien, som fik betydelig magt og skulle vælges efter et system, der i høj grad favoriserede tyskerne. De tjekkiske repræsentanter forlod rigsrådet 1863 med den motivering, at rigsrådet havde tiltaget sig myndighed, som efter konstitutionen tilkom landdagen i Bøhmen.

Krigen 1866 mellem Østrig og Preussen, ved hvilken alle de habsburgske lande blev udelukkede af Tyskland, medførte nedgang for den tyske indflydelse i Bøhmen som overalt i Østrig. Ikke desto mindre lykkedes det den saksiske grev Beust, som efter krigen blev østrigsk minister, at tilvejebringe en ordning, der sikrede tyskheden overtaget over de vestlige slaver. Ungarn fik nemlig fuld autonomi (1867); derved kom de i Ungarn levende slaver under magyarisk hegemoni, og tyskerne kunne herefter med større kraft modvirke de nationale bestræbelser i de øvrige habsburgske lande.

Tjekkerne i Bøhmen og Mähren, som havde håbet på en østrigsk forbundsstat, hvor de forskellige nationaliteter skulle have selvstyre, fandt således deres håb tilintetgjort; de protesterede ved at undlade at sende repræsentanter til det ny østrigske rigsråd i Wien, og en etnografisk udstilling i Moskva (1867) gav anledning til en panslavisk kongres, i hvilken mange tjekker deltog. I Bøhmen selv tiltog den tjekkiske agitation, politiske foreninger dannedes, kunst og videnskab med nationalt præg florerede, et nationalteater blev grundlagt 1868, tjekkiske aviser og tidsskrifter voksede i antal, og samtidig fandt en stærk økonomisk udvikling sted. De tjekkiske medlemmer af Bøhmens landdag offentliggjorde 22. august 1868 en »deklaration« hvori de erklærede, at Bøhmen havde ret til en lignende særstilling inden for monarkiet, som Ungarn havde fået. På grund af truende demonstrationer blev Prag og omegn erklærede i belejringstilstand (10. oktober 1868 - juli 1869). De tyskfjendtlige stemninger, som den fransk-tyske krig 1870 fremkaldte i Wien, åbnede nye muligheder for den tjekkiske sag; Karl Hohenwart, som blev østrigsk premierminister februar 1871, gav to tjekker sæde i sit ministerium og begyndte forhandlinger med tjekkernes politiske ledere Rieger og Palacky.

I et brev til Landdagen i Prag (14. september 1871) lovede kejseren at anerkende Bøhmens rettigheder og at lade sig krone til konge af Bøhmen. Denne erklæring vakte stor glæde hos tjekkerne og vrede hos tyskerne. På regeringens foranledning udarbejdedes et grundlovsforslag, som gav Bøhmen selvstyre i alle sager undtagen militærvæsen, udenrigspolitik og toldvæsen, og samtidig ændrede valglovene således, at tjekkerne fik en til deres antal svarende repræsentation i Bøhmens landdag. Tysk og magyarisk agitation samt indflydelse fra den preussiske regering hindrede imidlertid fuldførelsen af denne plan, der ville være blevet det første skridt til en frigørelse af de slaviske nationaliteter fra tyskernes og magyarernes hegemoni.

Ministeriet Hohenwart blev afskediget (26. oktober 1871), og det tysksindede ministerium Auersperg tvang kejseren til at bryde sine løfter til Bøhmen. Ved hjælp af godsejernes stemmer fik tyskerne flertal i Bøhmens landdag, og de tjekkiske deputerede holdt sig nu borte både fra landdagen og rigsrådet. Denne politik, der ikke billigedes af det såkaldte ungtjekkiske parti, varede ved til 1879, da grev Eduard Taaffe blev østrigsk premierminister og bevægede tjekkerne til atter at indtræde i rigsrådet, hvor de sammen med de tyskklerikale, sydslaverne og polakkerne udgjorde regeringsflertallet. Til gengæld for deres indrømmelse opnåede tjekkerne mange fordele; 1880 udsendtes en sprogforordning, efter hvilken de juridiske embedsmænd i Bøhmen ved offentlige handlinger skulle anvende de pågældende parters sprog. Et tjekkisk universitet oprettedes i Prag (1882) og en mængde tjekkiske gymnasier voksede frem.

1882 og 1883 ændredes Bøhmens valglove, der tidligere havde været i høj grad i tyskernes favør; som følge deraf havde tjekkerne fra 1884 afgjort flertal i Bøhmens landdag. Af frygt for, at Bøhmen efterhånden skulle blive helt slaviseret, forlangte de bøhmiske tyskere nu, at de dele af Bøhmen, som havde overvejende tysk befolkning, skulle administrativt udskilles; deres andragende herom blev straks forkastet i Bøhmens landdag, og de tyske deputerede nægtede herefter at tage del i landdagens møder.

De radikale ungtjekker, som med stor ihærdighed krævede kongeriget Bøhmen genoprettet, havde fra 1889 flertal i landdagen og skabte ved deres aggressive optræden store vanskeligheder for regeringen. 1890 tilvejebragte Ministeriet Taaffe derfor et forlig mellem tyskerne og gammeltjekkerne, ved hvilket begge parter gjorde indrømmelser. Dette såkaldte »bøhmiske forlig« blev dog betydningsløst, på grund af den ungtjekkiske agitation, der tilstræbte oprettelsen af en moderne bøhmisk stat, uden nogen særstilling for tyskerne og uden forrettigheder for storgodsejerne. 1893 foranledigede striden mellem tyskere og ungtjekkere sådanne scener i landdagen, at den måtte opløses uden at have vedtaget budgettet. Ministeriet Badeni søgte at formilde ungtjekkerne ved ny sprogforordninger for Bøhmen og Mähren (4. april 1897), i følge hvilke alle embedsmænd i disse lande, også i de tyske distrikter, fra 1900 skulle kunne både tysk og tjekkisk; dette førte til voldsom modstand fra tyskerne og Ministeriet Badenis fald (november 1897). For at forsone tyskerne, der nægtede at deltage i landdagsforhandlingerne, måtte Ministeriet Clary ophæve sprogforordningen (17. oktober 1899); som følge heraf gjorde nu tjekkerne obstruktion i rigsrådet, blodige uroligheder udbrød i Bøhmen og Mähren, og i 57 stæder og over 100 sogne nedlagde de kommunale myndigheder deres virksomhed. Ministeriet Koerbers forsøg på at forlige de tyske og tjekkiske partier (1900) førte ikke til resultat, da begge parter var uvillige.

Oktober 1902 forelagde Koerber for rigsrådet et nyt forslag til ændring af sprogforholdene; herefter skulle Bøhmen deles i tre sprogområder, et tjekkisk, et tysk og et blandet. Hverken tjekkere eller tyskere syntes om dette forslag, og tjekkerne gjorde atter obstruktion. Samtidig gjorde tyskerne obstruktion i Bøhmens landdag. Under Ministeriet v. Gautsch, der afløste Koerber 1904, optoges sindene af en reform af valglovene, som, gennemførtes af Ministeriet v. Beck januar 1907; hermed indførtes almindelig valgret. Mindre held havde v. Beck i sine forsøg på at forlige de nationale partier i Bøhmen.

Det følgende ministerium Bienerth (fra november 1908) gjorde også gentagne forsøg på at løse dette problem, men forgæves; tyskerne forlangte deres nuværende sproggrænser respekterede og tjekkerne holdt på deres historiske ret til hele Bøhmen. Endog socialdemokraterne af de to nationaliteter skiltes af nationalhadet. Tjekkerne i Mähren rejste krav om et tjekkisk universitet i Brünn. Tyskernes obstruktion i Bøhmens landdag fortsattes, hvorfor de nødvendige finanslove ikke kunne gennemføres, hvilket medførte store finansielle vanskeligheder.

1911-12 gjorde Bøhmens statholder, fyrst Thun, et nyt mæglingsforslag; tjekkernes fordring om et udelt Bøhmen skulle respekteres, men i de tyske distrikter skulle embedsmændene dog være tyskere. En tid så det ud til, at forlig ville komme i stand; men balkankrigene skærpede atter modsætningerne. Tjekkerne viste ved enhver lejlighed, at de ikke sympatiserede med Østrig-Ungarns balkanpolitik; og montenegrinernes erobring af Skutari (april 1913) gav anledning til voldsomme antislaviske demonstrationer af tyskerne i Prag. I den bøhmiske landdag var forholdene vedblivende håbløse; finanslovene blev ikke gennemførte, og der manglede derfor penge til lønninger og til de offentlige arbejder. Ved kejserligt brev af 26. juli 1913 blev omsider landdagen opløst, og forvaltningen af Bøhmen blev overgivet til en administrativ kommission. Tyskerne var forbitrede over, at 5 af de 8 kommissionsmedlemmer var tjekker; og tjekkerne var vrede over, at landets selvstyre var suspenderet. Kommissionen forøgede skatterne med 10 % for at skabe balance i finanserne. I begyndelsen af 1914 gjorde regeringen et nyt forsøg på at mægle mellem tjekkerne og tyskerne i Bøhmen, men atter uden resultat.

Efter 1. verdenskrig blev Bøhmen en del af det nyoprettede Tjekkoslovakiet. Den sidste konge af Bøhmen var Karl 3. (Habsburger). Bøhmen udgjorde sammen med Mähren det tyske rigsprotektorat Bøhmen-Mähren 1939-1945, og blev derefter igen en del af Tjekkoslovakiet. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev det i 1993 en del af den nye stat Tjekkiet.