Bue

Figur 1: Græsk bue
Bue, et af menneskeslægtens ældste skudvåben; bliver endnu af vilde folkestammer brugt som jagt- og krigsvåben. Buen består af en fjedrende, af træ eller metal forarbejdet bøjle, der holdes svagt krummet ved hjælp af en mellem dens endepunkter af plantetrævler, dyresener eller tarme tvundet buestreng, på hvilken pilens bageste ende støttes, når buen, ved at strengen trækkes tilbage, spændes, og som overfører buens fjederkraft på pilen.


Figur 2: Skytisk bue
De gamle grækere og romere havde buer, der bestod af to langstrakte, ved et midterstykke forbundne horn, ved hvis spidser den af hestehår eller oksesener snoede buestreng var fæstet (Figur 1). Grækerne havde desuden en bue, der var halvcirkelformet bøjet. En tredje form var den skytiske slangebugtede bue (Figur 2). Af andre ældre folkeslag førte også thrakerne, kretenserne, kureterne, partnerne og nomiderne buen. Også for assyrerne var buen et hovedvåben. I middelalderen gjorde Muhammed brugen af buen til en religiøs pligt, og derfra stammede den udstrakte brug, som perserne, tyrkerne og araberne gjorde af buen. Den vesteuropæiske bue var i størrelse og form forskellig fra oldtidens. Den engelske bue målte cirka 2 meter og den italienske bue, der i reglen var af stål, var cirka 1,5 meter lang, mens man i England og Tyskland som oftest forfærdigede buer af det seje spændstige ibentræ.

Til buen hører som udrustning for skytten pil og kogger.