Bueskytte
Bueskytte. Allerede i de ældste tiders krige træffer vi bueskytter som dele af hæren hos så at sige alle folkeslag. Hos oldtidens orientalere var de fortrinsvis i brug, mens de hos grækere og romere kun blev brugt som lette tropper (extraordinarii). Hos romerne blev bueskytter fortrinsvis rekrutterede blandt de ikke romerske folkeslag: navnlig var de kretensiske bueskyttere berømte. Efterhånden som den romerske krigskunst forfaldt, tiltog bueskytters ligesom andre irregulære troppers betydning.

Blandt middelalderens bueskytter var navnlig de engelske berømte; de spillede en stor rolle i de langvarige krige mellem England og Frankrig og afgjorde flere slags skæbne; navnlig er slaget ved Crecy (1346) kendt i den henseende, idet de angelsaksiske bueskytter her vandt en blodig og afgørende sejr over det franske ridderskab. Den engelske bueskytte kunne skyde 10-12 skud i minuttet, hans pile nåede ud på en afstand af 200 meter og skulle kunne gennembore et 5 centimeters bræt. Under Elisabeth nåede de engelske bueskytter deres højdepunkt med hensyn til organisation og taktik, og endnu 1623 finder vi dem ved belejringen af La Rochelle. I Frankrig nåede bueskytter ikke den store betydning som i England, og vi finder i lang tid skotske bueskytter i fransk sold. I Tyskland blev bueskytter allerede tidlig fortrængt af armbrystskytter.

Bueskytter bar på den højre hånd en stiv skindhandske, og hans venstre underarm var ved en jernskinne beskyttet mod slaget af buestrengen; pilene bar han i reglen i et kogger; når han skulle skyde hurtig, faldt han ned på det højre knæ og havde sine pile liggende under venstre fod, hvorfra han med den højre hånd hurtig kunne gribe dem uden at komme ud af skydestillingen. Bueskytter var desuden undertiden udrustet med et skjold eller en køllert af hjortelæder, dækket med 25-30 lag lærred; han havde dertil i reglen en kort kårde eller en daggert.