LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Nordisk mytologi        


Balder
Balder, nordisk gud, søn af Odin og Frigg; hans bolig kaldes Breidablik (den bredt skinnende), »der bor ondskab mindst af alt«; hans hustru er Nanna, der døde af sorg ved hans bålfærd; som hans søn nævnes retfærdsguden Forsete. Der findes ikke andre sagn om ham end dem, der knytter sig til hans død: Balder har onde drømme om sit liv, Frigg tager derfor alle ting i ed på, at de ikke vil skade ham; hun glemmer kun den lille urt mistelten, som Loke så drager op og omdanner til et våben, hvormed han får Høder til at fælde Balder. Forgæves rider Odinssønnen Hermod til Hel for at hente ham tilbage fra dødsriget; kun når alt vil græde for ham, kan det ske; men Loke sidder som jættekvinden i hulen uden tårer. Balders død bliver hævnet ved Høders drab (af den dertil fødte Odinssøn, Vaale), og Loke bliver bundet med lænke. Først engang efter Ragnarok, når »alt ondt svinder«, skal Balder komme igen. Således foreligger Baldersagnet i norsk-islandsk digtning fra 10. århundrede og i Snorres Edda.

Stærkt afvigende herfra er Saxos fortælling, der lader Høder (søn af kong Hødbrodd i Sverige) og Balder, søn af Odin, kæmpe om Nannas kærlighed. Hun er en jordisk kongedatter; hos hendes far, kong Gevar i Norge, fostres Høder op, og de to fostsøskende fatter tidlig kærlighed til hinanden. Men Balder ser Nanna og bliver optændt af en elskov, der døver alle hensyn til hans gudebyrd. Der begynder en langvarig strid mellem Høder og Balder, hvori denne hjælpes af det stærke og tryllekyndige gudefolk, der under Odins ledelse indvandrer fra Sortehavslandene, mens Høder beskyttes af norner og endelig fra skovdværgen Miming røver det sværd, der kan fælde Balder. Under kampen vinder først Høder og dernæst Balder den danske trone; og til Danmark henlægges såvel den kilde, som Balder skabte for sine tørstende stridsmænd, som den høj, hvor Balder jordfæstedes. Fortællingen fortsætter så med, hvorledes Odin ved kongedatteren Rind får sønnen Bo, der hævner Balders død.

Hele denne roman synes at være en middelalderlig elskovssaga, en omdigtning fra 12. århundrede af den gamle gudedigtning; Saxo har i dette, væsentlig norske, digterværk indflettet enkelte sjællandske stedsagn (fra landsbyen Baldersbrønd ved Roskilde og fra den nu ukendte Baldershøj). Disse stedsagn er da de eneste uden for Norge og Island bevarede levninger af Baldersagn.

Nogen efterretning om egentlig gudedyrkelse af Balder findes ikke (Fritjofs saga med et tempel på »Baldershage« er opdigtet i 13. århundrede). Heller ikke findes der stednavne, der godtgør, at templer eller hov har været rejste til hans ære. Derimod lader hans navn sig påvise i en del andre stednavne i de tre nordiske lande, der vidner om, hvor udbredte sagnene om ham har været; således gårde af navnet Bald(er)svåg og Baldshol i Norge, Landsbyen Bollerslev i Sønderjylland (skrevet Baldersløøf 1285). Et andet minde er plantenavnet Baldersbraa.

Uden for Norden findes ingen sikre spor af guden Balders tilværelse; og i gamle engelske og tyske digte betyder ordet Balder blot »herre«; med denne betydning bruges det i det hedenske Merseburgdigt om Vodan eller en anden af guderne. Dog må vi, ud fra de nordiske kilder, formode, at navnet Balder i en forhistorisk tid har været fæstet særlig ved en enkelt gud (jævnfør Frey, der også betyder »herre«).

Da myten om Balder helt drejer sig om Balders død, har man i nyere tid som den sandsynligste forklaring søgt hans udspring i det vidt udbredte mytemotiv: Afgrødens og vækstlivets vætte eller guddom, der ved høsttiden dræbes; derfor også klagen over hans død, samt den unge hævner (næste års nye vækstkraft). Ældre forskere tolker derimod hans udspring som det døende sollys. Myten om ham er af digterne uddannet på ejendommelig måde og tøjet ind i den ved hedenskabets slutning så rige Odinsdigtning.

Den norske videnskabsmand Sophus Bugge har fremsat en ejendommelig opfattelse af Baldersagnet. Han mener, at sagnet fra først af har været en heltedigtning (Saxos fortælling), en omplantning af det græske Achilleussagn, og først ved indpodning af kristne forestillinger er det blevet gudesagn (det norsk-islandske Baldersagn). I sin helhed har denne opfattelse ikke vundet tilslutning; men det er vel muligt, at sagnet er påvirket af kristne forestillinger; således synes beretningen om Høders blindhed lånt fra legenden om den blinde Longinus, der gennemborede Kristus.

Baldersagnet er behandlet af flere digtere; Ewalds Balders død (1773) har Saxo som grundlag, Oehlenschlägers Baldur hin Gode (1807) har Snorres Edda som grundlag.