LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sportsgrene        


Baseball
Baseball er et amerikansk boldspil i familie med rundbold. Baseball spilles med et træbat (eller et aluminiumsbat i ungdomsrækker) og en hård læderbold med en kerne af kork og gummi.

En kamp forløber ved, at de to hold skiftes om at være »inde« og »ude«. Indeholdet sender en spiller frem, der skal forsøge at slå til den bold, som en af udeholdets spillere kaster. Hvis det lykkes en spiller at ramme bolden med battet, skal han løbe rundt mellem fire baser på banen. Hvis han kommer sikkert til den fjerde base, scorer han et point. Udeholdet forsøger at få indeholdets løbere slået ud, før de når at score.

Sporten er mest udbredt i USA, hvor den kaldes »the national pastime«. Imidlertid vinder den flere og flere tilhængere i Japan samt mange latinamerikanske lande.

Historie
Baseball menes at nedstamme fra cricket eller lignende bat-og-bold-spil. De første optegnelser stammer fra 1791 i Pittsfield, Massachusetts i USA, men professionelt baseball slog først igennem i USA omkring 1865. I 1876 blev National League grundlagt, og i 1901 fulgte oprettelsen af American League. Disse to ligaer eksisterer stadig i dag, og under ét kaldes de professionelle rækker for Major League Baseball (MLB).

Baseball spillede en central rolle i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1947, da Jackie Robinson, som var sort, blev hyret af holdet Brooklyn Dodgers og dermed nedbrød den såkaldte »farvebarriere«. Indtil da havde Major League været forbeholdt hvide, mens de sorte havde deres egen liga, Negro League.

På grund af lønstridigheder var der i løbet af 1970'erne og 1980'erne enkelte mindre strejker i de professionelle rækker, og det kulminerede i 1994 med aflysningen af den sidste halvdel af sæsonen. Situationen blev først løst i starten af 1995. Resultatet blev lavere tilskuertal på stadionerne i en årrække.

I det nye årtusinde har baseball været forfulgt af rygter om et udbredt steroidemisbrug blandt professionelle såvel som amatører. Den pensionerede baseballspiller José Canseco udgav en bog, som påstod, at steroider var en accepteret del af sporten, og han angav flere af sine kolleger. I 2002 blev det afsløret, at firmaet BALCO havde leveret steroider til flere professionelle. Dette har ført til skærpede dopingregler, men baseball halter stadig langt efter andre sportsgrene på dette punkt.

Baseballs udbredelse
Baseball er naturligvis utrolig populært i sit hjemland USA (og Canada), hvor sporten betegnes som »the national pastime«, men er i løbet af de seneste år også blevet dyrket intenst i Østasien (særligt i Japan) samt i Mellemamerika og Sydamerika (blandt andet i Venezuela, Den Dominikanske Republik og Cuba).

I marts 2006 vil den første udgave af World Baseball Classic finde sted. Denne landsholdsturnering er det første forsøg på at gøre baseball til en international sport. Ud over de store baseballnationer vil også mindre lande deltage, blandt andet Italien og Holland.

Baseball er ikke nævneværdigt udbredt i Danmark, om end der findes amatørklubber i hele landet.

Baseball findes også i en »mildere« udgave, hvor man bruger en blødere bold og kun må kaste med underhåndskast; det kaldes for softball. Denne variant er mere udbredt i idrætsundervisningen på danske skoler. Softball praktiseres dog også som professionel sport.