Bellona
Bellona, romersk krigsgudinde. Navnet er afledet af bellum (latin: Krig) og hed i det ældre latinske sprog Duellona (duellum = bellum).

Allerede 495 f.Kr. skal romerne have haft en helligdom for Bellona. Det tempel, der nævnes i senere tider, var dog først bygget af den kendte Appius Claudius Caecus, ifølge løfte aflagt i en kamp 296 f.Kr. og til tak for vunden sejr. Det lå uden for byens mure nær ved Circus Flaminius. Jorden, hvorpå det stod, betragtedes i folkeretlig henseende som fremmed land. Her foregik derfor forhandlinger med udenlandske afsendinge og med romernes egne konsuler, når de var udrustede med militær myndighed (imperium) og derfor ikke måtte betræde byen. Her stod »krigssøjlen« (columna bellica), over hvilken fetialerne, når der erklæredes krig, slyngedes et spyd, en symbolsk handling, der i den ældste tid udførtes ved den virkelige rigsgrænse, men senere, da Roms landområde var vokset stærkt, ved dette fingerede grænseskel.

Bellona stod i nært forhold til krigsguden Mars, gjaldt for hans stadige ledsager (eller hustru) og tænkes udrustet med forskellige, krigerske attributter (våben, tuba eller fakkel). Hun modtog ofre før og efter kamp.

Efter at romerne var kommet i nær berøring med grækerne, identificeredes Bellona med den homeriske kampgudinde Enyo. Digterne tillægger hende de samme egenskaber som denne. En lilleasiatisk krigsgudinde, som romerne under Sullas felttog mod Mithradates lærte at kende, blev også optaget i den romerske kultus og anset for den samme som Bellona. Ved hendes dyrkelse spillede vilde orientalske ceremonier en hovedrolle. Under larmende musik svang hendes præster, der især tilhørte de lavere lag af folket, stridsøkser, hvormed de sårede hinanden, drak af blodet og udtalte spådomme.