LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Beowulf
Beowulf (dansk Bjovulf), navnet på en oldengelsk sagnhelt og på det oldengelske digt om ham.

Dette digt (cirka 4.000 verslinjer stort) er det eneste epos i oldtidsform, som haves fra den gotiske folkestamme. Det er bevaret i håndskrift fra 10. århundrede; dets affattelse sættes til cirka år 700.

Digtets indhold
Efter en kort fortælling om danernes tidligere konger (Skjold, Halfdan) skildrer sangeren, hvorledes kong Hrodgar (lig nordisk Hroar) bygger sig hallen Hjort, men trolden Grendel kommer ved nattetid op af sin indsø og fortærer 30 af kongens kæmper; således bliver han ved, indtil man lader hallen stå helt øde hver nat. Dette hører kæmpen Beowulf i geaternes land ved kong Hygelaks (nordisk Hugleiks) hof. Han kommer sejlende til Hjort, hviler om natten i kongehallen og sejrer i brydekamp over trolden, der river sig løs med tabet af sin arm. Grendels mor kommer ved nattetid for at hævne sin søn; hun slæber en af kæmperne bort med sig. Beowulf dykker nu ned i hendes indsø, når hendes bolig og fælder hende med det jættesværd, der hænger på væggen, og vender så tilbage med hendes afhugne hoved. Med rige gaver vender han hjem til geaternes land.

Nu flytter handlingen sig mange år frem i tiden; Hygelak og hans søn er døde, Beowulf har som fjernere kongeætling arvet riget og styret det i 50 vintre. Da begynder en skatterugende ilddrage at hærge landet. Den gamle konge går imod den, og en eneste ung kæmpe vover at følge ham; dragen hugges itu, men kongen føler drageedderen svie i sine sår; døende beder han om at få sin gravhøj rejst på det bølgeslagne næs, hvor sejleren kan se det fra søen.

Historisk stof
De mange historiske begivenheder, der berøres i Beowulfkvadet som samtidige med dets helts livsløb og i enkelte tilfælde vævet ind i det, har deres forudsætning i Danmarks og Sveriges historie i 1. halvdel af 6. århundrede.

Holdepunktet for tidsregningen er, at »geatekongen«, Hygelak, falder på vikingetogt mod den frisiske stamme hetvarerne; ifølge frankiske årbøger faldt danernes konge, Hugleik, omkring år 516 ved vikingetogt til attuariernes land.

Vi finder i digtet danerne boende på Øerne (og i Skåne); deres konger hedder skjoldunger efter stamfaren Skjold; der nævnes Halfdans sønner, Helge og Hrodgar (Hroar), og dennes brorsøn Hrodulf (Rolf Krake); digteren kaster blik frem i tiden til ufred i ætten og den herlige hals ødelæggelse (Rolf Krakes fald og Lejres brand). Danerne lever i nedarvet fejde med hadbarderne (eller barderne?), som de endelig tilintetgør. Nu er dette folkenavn ukendt; men deres konger Frode og Ingjald er optaget i sagndigtningen som en gren af Skjoldungætten. Som sveernes konger forekommer de fra ynglingesagnene kendte Ottar og Adils (Eadgils); den sidste får hjælp hos »geaterne« mod sin farbror, Ale (Onela), jævnfør Rolf Krakes hjælp til Adils imod kong Åle.

Geaterne er en folkestamme, der gør stadige søtogter mod sveerne. Efter navnets oprindelse er det de nordiske gøter; men forskerne har været meget uenige, om der med de begivenheder og personer, der nævnes, sigtes til gøter eller til jyder.

Mytisk-poetiske bestanddele
Digtets fantastiske hovedhandling (eller handlinger) står i mærkelig modsætning til den virkelighedsbundne historiske baggrund, og forskerne har gjort forskellige synspunkter gældende til deres forklaring. Det står fast, at der har været en stamfarskikkelse Beov(a), af angelsakserne henført til Skjoldungætten; og det er sandsynligst, at denne i Beowulfdigtningen er blevet blandet sammen med digtets helt; med mest rimelighed kan fald i dragekampen henføres til ham. Grendelkampen bærer i den foreliggende form stærke spor af indvirkning fra de irske helteeventyr (og af nordengelsk sceneri) og må skyldes en friere poetisk tildannelse, uden at vi kender dens oprindelige grundlag.

Udgaver med mere
Beowulfkvadet blev tidligst fremdraget af en dansk mand, Thorkelin (1786; udgivet København 1815) og tidligst oversat i Danmark (Bjowulfs Drape, på danske rim ved N. F. S. Grundtvig 1820); mere ordret er Adolf Hansen, »Bjovulf« (1910).