LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Borg
Borg, befæstet stormandsbolig, slot eller herregaard. Borge kendes fra Orientens oldtid, fra den mykenæiske kulturkreds (Tiryns, Mykenæ) og fra det klassiske Hellas (Akropolis), men i det rom. Kejserriges velordnede Samfund spillede de ingen Rolle; Bur gus bet. paa Latin et lille Kastel, altsaa et rent milit. Anlæg.

Middelalderen er borges glanstid og lensvæsenet deres sociale baggrund. Forløbere for de egentlige stormands- eller adelsborge er utvivlsomt de såkaldte bygdeborge eller i bondeborge, der findes over hele Nordeuropa både hos kelter, germaner og nordboer. De primitive anlæg er ofte vanskelige at tidsfæste; adskillige stammer sikkert fra middelalderen, men andre går tilbage til den ældre jernalder. Ofte er deres plads valgt på klippeknudere. Højder, som på de lettest tilgængelige steder afspærres med kyklopiske stenmure eller lave jordvolde og tørre grave. Når forholdene kræver det, kan sådanne værker danne en hel kreds og omfatter et anseligt, jævnt terræn, hvor omegnens folk har kunnet søge tilflugt i krigstider. I Norge kendes der adskilligt over 100 bygdeborge; også i Danmark forekommer de både i Jylland og på øerne; den bornholmske Gamleborg må således sikkert anses for en bondeborg.

Ligesom sine forløbere anlagdes enkeltmandsborge på steder, hvor naturen gjorde adgangen vanskelig og forsvaret let. I bjerglande valgte man gerne utilgængelige højder eller forbjerge (højborge), i lavlande øer eller halvøer i moradser og søer (vandborge). De to arter lader sig ikke skille skarpt, og i begge tilfælde kom man naturen til hjælp ved udvidelser; adgangen til klippen afskæres ved en halsgrav, moseøen forhøjedes og omgaves med volde og grave, der kunne fyldes med vand. De ældste enkeltmandsborge er i reglen små; danske vikingetidsborge består således af en enkelt banke, ofte anlagt på et næs og kun omgivet af tørre grave, hvis fyld tjener til ydervold og til forhøjelse af midtbanken; voldene har været styrkede med palisader og plankeværk, bygningerne kun af træ. På Bayeux-tapetet ses billeder af sådanne anlæg (fransk: Motté); Saxo skildrer indtagelsen af Haraldsborg ved Roskilde; endnu så sent som på Valdemar Atterdags tid omtales en borg med træbefæstning.

Men allerede cirka 1000-1100 blev det i Europas hovedlande normalt at bygge større borge med stenmure og ret talrige bygninger. Op over hele den øvrige borg ragede da et rundt eller firkantet hovedtaarn (Bergfriet, Beftroi, Barfred), som i den ældste tid vel altid var beboeligt og i visse lande, Frankrig, England og hos normannerne, voksede til et tårnformigt Hus (Donjon), men som i Tyskland senere hyppigt stod øde, idet borge også kunne omfatte et lavere og længere våningshus (Kemenat), en bygning med festsal, palads (især på de tyske kejser-pfalzer) og flere mindre huse som kapel, køkken og økonomibygninger samt porttårn med vindebro. Ringmurene udstyredes med murtårne og med vægtergange, som værnedes af murtinder med krenelering; tinderne måtte være så store, at de kunne dække en mand, og gennem »vigskårene« kunne forsvaret føres. Over porten anbragtes ofte en karnap, en begnæse, og gennem nedadrettede skydeskår eller skoldehuller kunde murfoden beherskes; for samme sags skyld krager tinderne ofte ud på stenkonsoller, hvis man ikke har kunnet indrette et trægalleri uden på muren. Egentlige skydeskår er derimod sjældnere på borges blomstringstid, da armbrøsterne krævede så store nicher, at murene svækkedes. Mange af disse enkeltheder, der også kan findes på tårne og huse, er ligesom borges murteknik af romersk oprindelse. I anlægget derimod afviger de middelalderlige borge stærkt fra de regelmæssige antikke kasteller; bygningerne ligger i malerisk uorden, ringmuren bugter sig efter terrænets form, hovedtårnet står langtfra altid i anlæggets midte, men lige så hyppigt skævt eller helt ude i ringmuren på et særlig truet sted. Især gælder dette højborge, mens vandborge, ved hvis anlæg man lettere kunne omforme det givne terræn, viser mere tendens til regulære, retvinklede anlæg (for eksempel de tyske ridderordensborge). Efterhånden øgedes mangfoldigheden yderligere ved mangedoblingen af udenværkerne; det blev princip at skabe flere forsvarslinjer. Fra hovedborge skilte sig en særlig forborg; på højborge lagdes den ene ringmur uden om den anden, ofte med smalt mellemrum (Zwinger), om vandborge gravedes dobbelte grave.

Danske voldsteder fra middelalderens midte er i reglen tvedelte, og æskesystemet kan studeres på alle landets hovedborge, for eksempel Vordingborg og Hammershus, vort lands stolteste borgruin, en blanding af højborg og vandborg. Under Danmarks opløsningsperiode efter Valdemarstiden indtil Margrete og Erik af Pommern drejer kampene sig for en stor del om besiddelsen af de enkelte borge, og 13.-14. århundrede er overalt borges bedste blomstringstid. De ældste skydevåben formåede murværket endnu at modstå; det kunne gøres sværere, og det kunne selv lettere spækkes med små skydeskår til ildvaaben. Men kanonernes udvikling gav både feudalvæsenet og dets borge et grundskud, som de aldrig overvandt. Det hjalp ikke, at enkelte stormænd lod deres borge omdanne til mere moderne fæstninger med bastioner og grave.

Efter 1500 tabte borge dog deres militære betydning. Højborge blev forladt og stod øde (derfor de mange borgruiner i det klipperige Sydtyskland), vandborge forvandlede sig til renæssancetidens herregårde og slotte. For de sidstnævntes vedkommende er overgangen mere glidende, idet vandfyldte grave jo er et væsentligt led i den nyere tids fortifikation. Dette mærkes stærkt i Danmark, hvor adelens faste huse eller herreborge fra tiden lige før og efter grevefejden med deres flankeringstårne, vægtergange med nedadrettede skydeskår og andre forsvarsindretninger halvvejs er at betragte som borge, hvor et slot som Kronborg både er bygget som kongebolig og som fæstning, og hvor endnu herregårdene fra Christian 4.s tid ofte pynter sig med skydeskår og næsten altid omgives af vandgrave.