LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Borgerlig død
Borgerlig død. Den ældre franske ret fastsatte, under påvirkning fra den romerske ret, at der til visse livsvarige fængselsstraffe knyttedes den retsvirkning, at den dømte blev fuldstændig retsløs, altså betragtedes som borgerlig død. Code Napoleon bestemte, at borgerlig død indtrådte som følge af dødsdom, livsvarigt fængsel og deportation.

Følgerne af borgerlig død var, at den dømtes formue behandledes som arv efter en død mand og tilfaldt arvingerne, for så vidt ikke staten konfiskerede den; den dømte kunne ikke arve, ikke sælge og købe, ikke møde for retten, ikke gifte sig, og det ægteskab, der bestod før dommen, opløstes. En lov af 31. maj 1854 indførte formildelse i disse strenge bestemmelser, men berøvede dog de til livsvarigt fængsel dømte erhvervsevne og testationsret. Yderligere formildelse indtrådte ved lov om deportation til Ny-Kaledonien af 25. marts 1875. Efter eksemplet fra fransk ret fandt borgerlig død anvendelse i forskellige europæiske stater: Italien, Østrig, Belgien, Holland og visse dele af Tyskland, men borgerlig død er nu i almindelighed overalt afskaffet. I dansk ret har borgerlig død aldrig været kendt, men den gammel-danske rets straf af fredløshed medførte lignende virkninger for den dømte.