LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Bornholm

Placering i Danmark
Bornholm er en af Danmarks østligste øer og kaldes også for klippeøen. Grundfjeldet ligger nær jordoverfladen, hvorfor klippeforekomster er meget almindelige. Øen er en del af det gamle danske kerneland Skånelandene, og er den eneste, som stadig er dansk.

Hele øen hører under Bornholms Regionskommune.

Øen har form som et parallelogram, hvor nord- og sydkysten er cirka 40 kilometer lang, mens øst- og vestkysten er cirka 30 kilometer, altså 141,4 kilometer i omkreds.

Alle større byer på øen ligger ved kysten og har en havn – med en undtagelse: Åkirkeby (der dog har en havn ved Boderne). Den største by på øen hedder Rønne og så følger ellers – med urets gang – Hasle, Allinge, Sandvig, Gudhjem, Svaneke og Nexø.

Historie
Øen kaldes i de islandske sagaer Burgundarholmr, i Valdemars Jordebog Burgundæ-, Burghænde- og Borghundholm; Navnet kommer vistnok af borg, et højt, af naturen befæstet sted, og holm, (ø). Ligesom i fysisk må den vistnok også i etnografisk henseende siges at slutte sig til Den Skandinaviske Halvø, idet den rimeligvis er blevet befolket fra Sydsverige, om også den kan have fået en del af sin tidligere kultur fra syd.

Som vel ingen anden del af Danmark er dens arkæologiske forhold kendte (hvilket navnlig skyldes amtmand E. Vedels udgravninger og undersøgelser). Allerede i den fjerneste oldtid må bebyggelsen være begyndt, om det end synes, at bebyggelsen i stenalderen ikke har strakt sig over hele øen, i alt fald er fundene kun få fra denne tid og for det meste indskrænkede til kystegnene. Først i bronzealderen er også det indre blevet bebygget, hvad der fremgår af de mange gravhøje, som især findes i de mere frugtbare egne, og ved bronzealderens slutning havde bebyggelsen vistnok allerede nået den udstrækning, som den havde ved midten af 19. århundrede. Også fra jernalderen er der talrige fund, navnlig gravfundene, de såkaldte brandpletter, mindre grubeformede huller, som er fyldte med rester af brændte lig, og som særlig hører hjemme på Bornholm; fra den yngre jernalder, da ligene ikke brændtes mere, er fundene rige især fra Østerlarsker og Gudhjem sogne. Øens isolerede beliggenhed har i det hele begunstiget særudviklinger på flere punkter; således er der en stor mængde af helleristninger og de lange stenrækker, som kaldes skibssætninger, minder fra vikingetiden.

At øens hovednæringsvej allerede i den tidlige middelalder har været handelen, har man flere vidnesbyrd om, dels ved møntfund, dels gennem skriftlige beretninger, således Adam af Bremens, der på Svend Estridsens tid beretter om, at Bornholm var Danmarks mest kendte havn og en ankerplads for dem, som sejlede på Grækenland (de russiske Østersølande); øen lå jo ved den befærdede handelsvej over Rusland til Skandinavien og Storbritannien.

Da Danmark blev samlet, kom Bornholm også snart ind under den danske konge, som lod den styre af høvidsmænd, blandt hvilke må nævnes Vesete (far til Bue den Digre) på Svend Tveskægs tid og den kendte Egil (Blodegil) på Knud den Helliges tid. Kristendommen skal først have fået indgang på Svend Estridsens tid ved den for lærens udbredelse så ivrige lundensiske biskop Egins bestræbelser. Fra den tid har bispestolen i Lund haft opmærksomheden henvendt på øen, og midt i 12. århundrede skænkede Svend Grathe det meste af den til ærkebiskop Eskil, idet af de 4 herreder kun Rønne Herred blev ved kronen, og at gejstligheden satte megen pris på at sikre sig dens besiddelse og værne øen, har man ment at have et bevis for i de mærkelige kirker fra 11. og 12. århundreder, navnlig de 4 rundkirker (Nylars-kirke, Nykirke, Østerlarskirke og Olskirke), der skal have haft det dobbelte formål både at være gudshuse og at tjene som udkigstårne (de er anlagte på punkter, hvor der er vid udsigt) og fæstninger og tilflugtssteder for beboerne mod sørøverne. For øvrigt har beboerne også haft et tilflugtssted i borgpladserne og voldstederne, der lå på højdepunkter og klippepartier i nogen afstand fra kysten, som Storeborg i Rø Sogn, Gamleborg ved Neksø, Ringeborg i Pedersker Sogn; Gamleborg og Lilleborg i Almindingen har vistnok været kongeborge. Senere anlagde ærkebisperne også den stærke fæstning Hammershus, formodentlig midt i 13. århundrede, da striden mellem konge og kirke var udbrudt under Christoffer 1. og Jakob Erlandsen, og da begge parter eftertragtede besiddelsen af øen. Christoffer 1. led nederlag, da han havde sendt en hær derover, og både Erik Klippings og Erik Menveds forsøg på at inddrage hele øen blev frugtesløse, ja den sidste måtte endog 1303 afstå også det 4. herred til Lunds ærkebispestol, der fra 1320-erne i over 200 år havde øen så at sige som uafhængig besiddelse, idet den indsatte embedsmænd, udstedte adelsbreve, bekræftede love, gav byerne privilegier og så videre. Vel tog Valdemar Atterdag den i eje 1360; men kort efter gav han den tilbage til bispestolen på den betingelse, at kronen kunne inddrage den, når den fandt for godt.

Det var dette, Christian 2. gjorde 1522, rigtignok mod gejstlighedens protest. På denne tid begyndte øen at lide under hansestædernes, især Lübecks magt; flere gange, 1509, 1510 og 1522, hjemsøgtes øen af lübeckerne, der plyndrede den; men værre blev det, da Frederik 1. 1525 gav Lübeck øen i forlening på 50 år, fordi den mægtige hansestad sluttede sig til ham i kampen mod Christian 2., idet kongen dog beholdt overhøjhed over øen og den gejstlige jurisdiktion, så at han kunne holde foged og landsdommer der. Det blev trange tider for øen, som udpintes af de lybske fogeder, og det forsøg, som de bornholmske bønder 1536 gjorde på at fordrive deres plageånder, blev slået ned ved deres nederlag på Egla Enge, syd for Åkirkeby, og Christian 3. måtte ved forliget i Hamborg forny forleningen på andre 50 år, til 1625. Først da Frederik 2. trods Hamburgerforliget, og uagtet Lübeckerne gjorde alt for at beholde den, inddrog den 1575, var »kræmmerregimentet« forbi, og øen begyndte atter at komme noget til kræfter, skønt den i det næste århundrede ofte hjemsøgtes af pesten, således 1602, 1618, da over 5.000 mennesker bukkede under for den, og 1653-54, da der døde næsten lige så mange.

En ny fjende fik øen i svenskerne, da de i Christian 4.s sidste krig gik i land ved Nexø 1645 under anførsel af admiral Wrangel og plyndrede byen, hvorefter Wrangel tvang Hammershus til overgivelse; ved Brømsebrofreden blev dog Bornholm givet tilbage til Danmark. Ved Roskildefreden 1658 blev den atter udleveret til Sverige, som plagede bornholmerne så hårdt med tunge skatter og udskrivninger til den svenske hær i Tyskland, at de, opmuntrede ved løfte om hjælp fra Frederik 3., rejste sig under ledelse af præsten Poul Anker, Jens Kofod og flere, skød den svenske kommandant Johan Printzenskold (8. december 1658) og tvang besætningen på Hammershus til at kapitulere; hele opstanden forløb dog temmelig ublodig, og historien om blodbadet (»svineslagtningen«) er kun et sagn. Indbyggerne skænkede derefter Frederik 3. og hans arvinger øen til evig arv og eje, hvad kongen (29. december) belønnede ved at give Bornholm flere privilegier, som fritagelse for og nedsættelse af skatter; men da indbyggerne følte sig skuffede ved det, der blev tilstået dem, herskede der særlig i 18. århundrede en del utilfredshed; ved »forklaring på de bornholmske indbyggers givne privilegier« af 1770 fik Bornholm fritagelse for soldatertjeneste uden for øen og flere skattebegunstigelser.

Blandt det, der i 19. århundrede bidrog til øens fremgang, kan nævnes udskiftningen af markjorderne 1848, hvorved højlyngen og strandmarkerne åbnedes for opdyrkning, dels til skov- og dels til agerbrug, og de store havneanlæg, så at næsten alle fiskerlejerne fik gode, enten nye eller udvidede havne.