Børnehjem
Børnehjem, opdragelsesanstalter for fattige børn, der savner et hjem eller i dette vanrøgtes i legemlig eller åndelig henseende. De har deres forbilleder i de allerede fra ældre tid for forældreløse børn oprettede vajsenhuse, der ved den pietistiske bevægelse fik en del udbredelse og i Danmark fremkaldte statens oprettelse af et vajsenhus i København 1727.

Også den filantropistiske tid var virksom på dette område; men endnu kraftigere impulser til at tage sig af hjemløse børn udgik fra Pestalozzi og hans venner. Vel mislykkedes hans eget forsøg med hjemløse børn på Neuhof (1775-80), men det af Fellenberg på Hofwyl i kanton Bern som led af hans store opdragelsesanstalt 1810 indrettede hjem for forladte børn, der ved siden af undervisning blev sat i gang med markarbejde som middel til deres legemlige og åndelige udvikling, trivedes fortrinlig under Wehrlis 20-årige styrelse og blev mønster for en række lignende anstalter i Schweiz. I endnu højere grad virkeliggjordes den idé, der foresvævede Pestalozzi, i det af G. H. Zeller 1820 på et afgjort kristeligt grundlag oprettede børnehjem på slottet Beuggen i Baden, hvilket fik en varm anerkendelse af Pestalozzi ved hans besøg her 1827.

Andre lande er senere fulgte efter og har realiseret børnehjemstanken under forskellige former. I Danmark, hvor opfostringshuset var blevet oprettet 1753 lige så meget af interesse for manufakturers fremvækst som af omhu for vanrøgtede børn, henledte 1824 etatsråd Collin og andre formående mænd regeringens opmærksomhed på børnehjemssagen. Regeringen sendte 1825-27 lærerne Møller og Schmidt til Hofwyl og gjorde dem 1828 til bestyrere af en efter Fellenberg'sk mønster indrettet opdragelsesanstalt på Katrinelyst ved Sorø, der dog snart ophørte. 1830 overtog Schmidt bestyrelsen af den samme år stiftede fellenbergske anstalt Bøgildgaard i Viborg Amt.

1833 oprettede grev F. A. Holstein-Holsteinborg under ledelse af institutbestyrer A. Stephansen det første egentlige børnehjem i Danmark, »det fuirendaler Institut«, der 1840 flyttedes til Holsteinsminde. Oprindelig skulle dette være »et hjem for de børn, hvis skæbne nægtede dem et familieforhold, hvori de kunne gøre erfaring om det bånd, som kristelig kærlighed knytter mellem forældre og børn«, og Stephansens varme hjertelag, inderlige gudsfrygt og udmærkede opdragelsesevne gjorde ham fortrinlig egnet hertil under den modstand og miskendelse, han mødte. Tiden var nemlig endnu ikke moden nok til at forstå nødvendigheden af en sådan forebyggende virksomhed. Holsteinsminde måtte derfor optage mange »forsømte« børn især fra det i hovedstaden 1830 oprettede »Selskab til at grundlægge en Indretning til moralsk fordærvede personers, især den opvoksende ungdoms forbedring«. Dette oprettede dog 1836 sin egen anstalt, Flakkebjerg, med G. G. Møller som forstander (1836-1890), der 1867 fik Landerupgaard ved Kolding som hjælpeanstalt.

Efter 1864 begyndte egentlig først børnehjem at vinde udbredelse og tillige at skille sig mere ud fra opdragelsesanstalter for vanartede børn. Børnehjem findes nu spredte over hele landet. Nogle blev oprettet alene på grund af en enkelt velgører, således det Puggaardske Børnehjem og den store af grevinde Danner 1874 oprettede anstalt på Jægerspris.

I Norge oprettedes allerede 1637 det rigt doterede vajsenhus i Trondhjem, og Kria fik 1778 sit opfostringshus og det Anckerske Vajsenhus samt 1823 Eugeniastiftelsen for piger.