LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Stenalder           Jernalder        


Bronzealder
Bronzealderen er en almindelig anvendt betegnelse for en forhistorisk kulturperiode, hvis hovedråemne for våben og skærende redskaber, delvis også for brugsgenstande og smykker, var bronzen, det legerede metal, der dannes, af kobber med tilsætning af en mindre mængde af et andet metal, sædvanlig tin. Bronzealderen er et kulturtrin, der kendes fra store dele af den gamle og nye verden. I Nord- og Mellemeuropa er bronzealderen ubetinget forhistorisk, såvel som i størstedelen af Asien (og Amerika), mens det har vist sig, at den i landene om det østlige Middelhav rækker op mod de gennem historiske kilder belyste perioder eller er delvis historisk. Sædvanlig følger den gennem mere eller mindre udprægede overgangstider efter stenalderen og fortsættes selv i jernalderens kulturtrin. Inden for begrænsede rammer og med et begrænset tal af elementer betegner den næsten overalt et højt trin i udviklingen, forskellig efter grundlagets art og den ulige varighed i de forskellige landområder. Den er opstået på områder, hvor hovedmetallet var let tilgængeligt, og har derfra bredt sig til fjernere egne, hvor den ofte vedvarede længe og nåede en særegen form og udvikling.

At kobberet blev det første store nyttemetal, ligger utvivlsomt i, at det i naturen forekommer forholdsvis rent og kan hamres koldt. Sikkert er man dog også nået til at vinde det af erts. Senere har man fundet, at metallet ved tilsætning af tin vandt en række egenskaber, som gjorde det mere brugbart, navnlig til støbning. Det blev et hårdere og smukkere metal end det ublandede kobber og fik ved støbningen en glattere overflade, der var egnet til at modtage ornamenter. Bronzen kunne både hamres og var med normalt blandingsforhold elastisk nok til at kunne drives. Gennem tinmængden reguleredes hårdheden. Tinnet blev sædvanlig tilsat i en mængde af cirka 10 %. Ved større tilsætning stiger vel hårdheden, men metallet bliver tillige mere sprødt og derved mindre anvendeligt. Brugen af bronze beroede på udviklingen af en særlig teknik, der er vidt forskellig fra jernets, hvori sikkert også ligger en hovedårsag til, at man forholdsvis sent lærte at behandle dette. Samtidig med bronzen blev derimod sædvanlig guldet anvendt, af lignende årsag som kobberet. Fælles for begge metaller er den til visse egne begrænsede forekomst. De måtte tit føres langt bort fra disse steder og gav derved anledning til en betydelig handel. Bearbejdningen måtte føre til fremkomsten af særlig kyndige, en art håndværkerklasse. De sporer til udvikling, som lå i disse elementer, førte, hvor samfundene var i stand til at modtage dem, til mærkelige resultater, men den nødvendige forudsætning var evne til at modtage udefra og bearbejde det givne. Heraf fulgte, at bronzealderen væsentlig udformedes på visse geografiske og folkelige strøg, hvis befolkning blev kulturfolk, mens andre kun i ringe grad berørtes. Sådanne områder kendes såvel i Nordasien, i Nord- og Sydamerika (Peru, Mexico, som i det europæiske kulturområde, hvortil de sydlige og østlige Middelhavslande må henregnes.

I Ægypten fremkom bronzealderen meget tidligt, på grundlag af råstof fra Sinaihalvøen eller tilført ad søvejen, tinnet vistnok fra Mellemasien. Den afløste stenalderens yngre (neolitiske) trin, men fremkom så hurtigt, at rene stenalderfund i Ægypten kun sjældent forekommer. En lang periode igennem, antagelig 5000-3000 f. Kr., brugtes bronzen ved siden af sten (flint) som hovedmateriale (æneolitiske periode, af aes, bronze, og lithos, sten). Efter Ed. Meyer tilhører det ældste nedreægyptiske riges og de 2 følgende halvt mytiske rigers tid denne periode. Til slutningen af denne tid hører opfindelsen af skrifttegn. Derefter følger en kobberalder, kong Menes’ og de 2 første dynastiers tid, til 2895. Til bronzealderens glanstid i Ægypten henføres »Det Gamle Rige«, de store pyramiders afsnit, 3.-5. dynasti, til 2540. Bronzealderen vedvarede gennem de følgende dynastier og »Det Mellemste Rige«, mens »Det Nye Rige«, 18.-20. dynasti, 1580-1100 f. Kr. betegner slutningstiden og overgang til jernalderen. Herefter hører således en mangfoldighed af kulturlevninger, de mægtigste monumenter, pyramiderne, sfinksen, kongestatuer, skrifttegnenes benyttelse også til sammenhængende fortælling, Beretninger om landets magtudfoldelse og fremmede folks angreb til dette kulturafsnit. Fund fra grave og bypladser i stort antal belyser den materielle side. En begrænset anvendelse af flint varede ved. Der var livlig handelsforbindelse med de græske centrer, især på Kreta. Bronzen fremtræder med skiftende tinmængde, 5-12 %, hvilket vistnok delvis beroede på vanskeligheden ved at fremskaffe dette metal.

At øvre Mesopotamien, Kaukasus og Armenien indeholder kobber i rigelig mængde har uden tvivl været i høj grad bestemmende for kulturforløbet i de kaldæiske lande. Stenalderen sluttede c. 4000 f. Kr. Den æneolitiske periode og den rene bronzealder synes at have varet til cirka 1300. En indskrift fra Tiglat Pilesar 1. nævner jern som krigsbytte fra Nordsyrien, men endnu i den assyriske kong Adad Niraris grav (cirka 1320-1290) fandtes sværd af bronze. Til den kaldæiske bronzealder hører således den sumeriske kultur og, for at nævne et enkelt monument, Hammurabis berømte lovgivningsarbejde, såvel som en stor del af den semitisk prægede udvikling, Jernet synes dog en tid før den egentlige jernalder at have været sparsomt benyttet.