Bryllup
Bryllup er et udtryk, der i nyere nordiske sprog efterhånden er gået over til at blive en fælles, om end temmelig ubestemt betegnelse for et pars indtrædelse i ægteskab. Det kommer af det gammel-nordiske ord: brudlop, islandsk: brudhlaup, det samme som brudeløb og har oprindelig betegnet enten brudens fingerede flugt og tilfangetagelse ved brudgommen, eller snarere parrets festlige ridt efter giftermålet, det offentlige vidnesbyrd om, at nu var de mand og hustru.

Ordets uklarhed og skiftende betydning gennem tiderne står i forbindelse med de vekslende skikke, man siden oldtiden har fulgt ved indgåelsen af ægteskab. Hos nordboerne i den hedenske tid ansås oprindelig den ugifte kvinde for sin fars eller værges ejendom og solgtes af ham til bejleren. Af dette »brudekøb« har nogle, men med uret villet udlede ordet bryllup.

Tidlig synes dog den købesum (»mund«), som brudgommen således betalte for sin brud, at være gået over til i reglen at betragtes som med rette tilkommende hende, ikke faren. I en tid, hvor døtre endnu ikke var arveberettigede, blev denne købesum altså den første form for kvindens erhverv af særeje. Handelen sluttedes på højtidelig vis og i vidners overværelse. Efter at man forud var blevet enig om summens størrelse og de øvrige vilkår, mødte bejleren, ledsaget af sin slægt som vidner, hos brudens far, hvis slægt ligeledes var hidkaldt som vidner. Man samledes i hallen, og her overleverede bejleren i alles påsyn købesummen (»mund«) - heraf udtrykkene i de middelalderlige landskabslove »en mundkøbt«, »en guldfæstet kone«, »fæstet med mund og mæle« -, hvorpå »giftermålet« fandt sted, idet faren »gav dem tilsammen« ved at lægge brudens højre hånd i bejlerens fremrakte højre.

Endnu ned i 16. århundrede anvendtes både i Sverige og Danmark ved giftermål den uden tvivl ældgamle fælles formular: »Jeg giver dig min datter til hæder og hustru, til halv seng og halvt bo, til lås og lukke og til halvt vundet« (selverhvervet gods, modsat arvegods). Et endnu almindeligere udtryk end betegnelsen »giftermål«, for hvad her foregik, var dog ordet »håndfæstning«. Det brugtes over hele Norden og førtes af vikingerne til de britiske øer; endnu i 16. århundrede var i England handefasting et gængs udtryk for forlovelse. Herved sigtedes til den skik, at når parret var »givet sammen«, gjorde brudens far forbindelsen fast ved at lægge sin hånd oven på deres, hvorpå alle tilstedeværende trådte hen og lagde til yderligere bekræftelse deres højre hånd oven på de andres. Når »håndfæstningens« store knude således var knyttet, foretoges en handling, til hvis betydning. vi kun kan slutte fra skikkens underlige udløbere i en langt senere tid.

Hårdnakket holdt sig til ned i 17. og 18. århundrede hele Norden over den besynderlige skik, at de tilstedeværende straks efter fæstningen flokkedes om de nygifte og tilføjede dem slag. I Danmark og Sverige dunkede man både brudgom og brud i ryggen (»fæstedunk«), som ærkebiskop Olaus Magnus forklarer det: for at give den højtidelige handling »eftertryk«. I Norge var det vistnok skik kun at slå bruden, og heri viser det oprindelige sig uden tvivl i sin reneste form, idet alt vel skriver sig fra, at i den hedenske tid bevidnede man ved små slag på bruden med Thor's hammer, at hun nu var lovlig gået over i fremmed eje. Det synlige bevis for overdragelsen førtes ved, at parret herpå i alle vidnernes overværelse besteg ægtesengen. Hermed var festens alvorlige del omme, og drikkelaget kunne begynde. Efter senere tiders brug at slutte deltog også parret i sengen heri og vedblev under frembæringen af mad og drikke at danne festens midtpunkt. Som bekendt har ægtesengens bestigelse i gæsternes overværelse holdt sig ned til den nyeste tid som retsgyldigt udtryk for virkeligt indgået ægteskab, anvendt især ved fyrstegiftermål, hvor brudgommen lader møde for sig ved befuldmægtiget. I oldtiden, hvor jo alle skriftlige former for bevis var ukendte, kunne imidlertid selv ægtesengens bestigelse i vidners overværelse stille sig som utilstrækkeligt vidnesbyrd om den indgåede pagt. Vidnernes tal indskrænkede sig jo dog her kun til de tilstedeværende gæster.

Ved mægtiges giftermål føjedes der da ofte et nyt bevisled til, idet de nygifte viste sig som ægtefolk for alle omegnens beboere og således forøgede vidnernes tal til det højest mulige. Dette udførtes ved, at parret på en af festens første dage ved hinandens side og ledsaget af begge parters frænder foretog et højtideligt optog, gerne til hest, for alles øjne. Dette tog kaldtes »brudeløb« og udgjorde efter mængdens mening i den grad festens vigtigste led, at betegnelsen herfor, »bryllup«, lidt efter lidt gled over til fællesbetegnelsen for den hele fest. »brudeløbet« kunne naturligvis slås sammen med brudens hjemfærd til hendes ny hjem, men var vistnok dog i reglen en selvstændig handling uden andet mål end det angivne. Troligt nok har, i det mindste i visse egne, bidtet været en slags skuespil, der begyndte med at vise, hvorledes brudgommen og hans svende indfangede bruden. Udelukket er heller ikke, at i egne, hvor et gudetempel fandtes, bidtet er gået til dette, hvor så offergoden måske ofrede til guderne for parret eller på anden vis signede det. Selv om dette enkeltvis har fundet sted, var og blev dog det hedenske giftermål i Norden en verdslig handling, hvor, under form af køb og salg, bejleren betalte for bruden, faren afstod hende, gav håndslag på handelen og overdrog ham hende i vidners nærværelse til ægte eje. Først ved iagttagelsen af disse former blev begge ægtefællers gensidige forhold betrygget og de tilkommende børns ret sikret.

Der var så meget mere grund til nøje at overholde alt herhenhørende, da tidsånden godkendte frilleforhold. Særlig i hedenskabets sidste dage, i vikingetiden, ytrede folkets naturlige kraft og de ejendommelige forhold, hvor man ofte halve og hele år var borte fra hjemmet, sig i et utal af forbindelser, hvor det ofte kunne være vanskeligt nok at drage grænsen mellem ægtehustruen og frillerne. Imod disse forhold tørnede den sydlige betragtningsmåde ved kristendommens komme til Norden. Kirken med dens lære om den ugifte stands fortræffelighed, om utilladelighed af ægteskab mellem beslægtede, om dets uopløselighed, der strengt taget endog forbød den efterlevende at gifte sig på ny, stod i den mest skærende strid med alt, hvad der indtil da havde gældt for rigtigt i Norden.

Brydningen mellem de to opfattelser vedvarede hele middelalderen igennem, dog med stedse stigende sejr for Kirken. Det måtte stille sig som dens opgave at inddrage under sig adgangen til ægteskab for ad denne vej at tøjle usædeligheden og grundfæste selve ægteskabet. Dette lykkedes den dog kun delvis, for så vidt endnu ved middelalderens slutning hele Norden over den gamle hedenske form for ægteskabs stiftelse - »håndfæstningen«, hvor brudens far gav parret tilsammen - gjaldt for lovlig form for giftermål. Men samtidig var det lykkedes kirken på alle leder at omgive den gamle hedenske handling med så meget nyt, gennemsyre dens enkelte dele med tankegang af så vidt forskellig art, at den, selv om den ikke var, dog synede som en hel anden, og dens præg af blot at være verdslig var udslettet. Kirken havde nemlig fået påbudt, at der for at undgå giftermål mellem for nær beslægtede skulle lyses tre gange i kirken for parret. Gejstlige var virksomme deltagere i bryllupsfesten, De »viede« ikke blot brudesengen og parret ved at stænke med Vievand og læse bønner derover, men hyppig optrådte også en gejstlig som »talsmand« på farens vegne og gav parret tilsammen. Kirken lånte bruden kyskhedens højeste smykke, mariabilledets krone, hyppig måtte brudgommen aflægge afholdenhedsløfte for nogle døgn, det såkaldte »Tobias-løfte«, og »brudeløbet« foretoges gerne på festens anden dag til nærmeste kirke, hvor parret først knælende uden for kirkedøren afbad sin synd, derpå indledtes, læstes messe for, ofrede og modtog kirkens velsignelse. Et dobbelt kirkeligt præg modtog hele festen, når den, hvad ofte var Tilfældet blandt adelen, helt og holdent foregik på kirkelig grund, idet brudens eller brudgommens nærmeste gejstlige slægtning lod bryllupet stå i sit kloster eller sin bispegård.

Hvad der mere end noget andet bidrog til, at kirken i middelalderen fik hånd i hanke med ægteskabets Indgåelse, var en vigtig forandring på den verdslige lovgivnings område. Omtrent samtidigt med kristendommens komme til Norden blev det her lov, at kvinder skulle være arveberettigede, datter tage halv lod mod søn. Ved denne bestemmelse skabtes nye forhold. Det blev nu almindelig skik at sikre sig en rig arving til hustru ved at fæste hende allerede som barn. I den hedenske tid havde »håndfæstningen«'s tvende led: »trolovelse« og »giftermål« hørt umiddelbart sammen; nu skiltes de ad, idet der kunne ligge år imellem, at bejleren trolovede sin lille brud, og giftermålet fuldbyrdedes, idet han faktisk tog hende til ægte.

Retslig set kunne der ikke være tvivl om, at forbindelsen var indgået, da han »fæstede« hende som barn. Men man trængte ligesom til en handling, et ydre bevis for, at det også var med rette, han siden ægtede hende som voksen. Det gik ikke an ved denne lejlighed at gentage bortfæstningen, thi herved ville man jo kun svække betydningen af den oprindelige, men savnet føltes. Kirken trådte da til og hjalp med at udstyre en ny art indvielse af ægteskabet. Denne handling, eller rettere sum af handlinger og optrin, kom til at omfatte alt, hvad der ikke længere naturlig hørte hjemme ved barnefæstningen: brudesengens Indvielse, overrækning af brudegaver, brudedans, ledsagelse af bruden med fakler til brudehus, hendes afklædning og »verpen« til sengs, aftagelse af brudekronen, gudstjeneste ved sengen og en »brudehane« under denne til ved sin galen at minde om Tobias-løftet. Den følgende dag: det storartede optog, »brudeløbet«, til kirke med alle de ovenomtalte ceremonier. Med et fælles navn kaldtes hele denne kirkelige fest for »bryllup«, og i modsætning til den magre barnefæstning med dens blot retslige betydning samledes her alle slags skikke, ældgamle og nyere, gæstfrit til huse for med en let kristelig overstrygning at tjene til underholdning og smykke ved kirkens rige og betydningsfulde indvielse af ægteskabet.

Ad denne vej uddannedes lidt efter lidt den forestilling, at til en fuldstændig Indgåelse af ægteskab mellem adelige eller rige borgerlige hørte to handlinger og fester: »fæstensøl« og »bryllup.«. Forestillingen havde så meget lettere ved at brede sig, som man også længe tilforn, vel af praktiske grunde, blandt rige havde sondret mellem to festligheder: en første foreløbig, det såkaldte »Jaord«, når faren havde givet sit samtykke til bejlerens anmodning, og det senere storartede »fæstensøl«, hvor »håndfæstningen« virkelig foregik.

Men trods denne fordobling af fester og udgifter i samfundets øvre lag var og blev dog hele middelalderen igennem både retslig og hos folkets brede masse den verdslige fæstning den eneste nødvendige og ene anvendte form for indgåelse af ægteskab. Således var det ikke blot i Norden, men over en stor del af Europa, da ved begyndelsen af 16. århundrede en mægtig bevægelse gjorde sig gældende, der for romerkirkens vedkommende førte til kirkeforbedringen, for de nordlige landes vedkommende til brudet med Rom.

Luther's syn på ægteskabet var grundforskelligt fra det romersk-katolske, idet han i modsætning til læren om den ugifte stands fortjenstlighed påstod, at just ægteskabet var den gud velbehagelige stand. Ved gennemførelsen af sin kirkeforandring måtte han støtte sig til fyrstemagten, og ganske naturligt måtte han da anse alt, hvad angik ægteskab og dets indgåelse, for bedst sikret, når det overlodes i den verdslige øvrigheds hånd. Han begyndte derfor med at erklære, at da bryllup og ægteskab var en »verdslig håndtering«, tilkom det ikke kirkens tjenere at bestemme noget desangående; hvert land, hver stad måtte heri følge sin egen gamle skik.

Men ligesom romerkirken i sin tid, således opdagede også Luther snart, at det ville være urigtigt at overlade hele dette område i den verdslige magts vold. Kirkeskikkene, som de endnu udførtes ved bryllup, svarede jo desuden helt til den katolske lære og måtte forandres for ikke at fylde menigheden med falske begreber. Når ægteskabet var den gud velbehagelige stand, var det for eksempel meningsløst fremdeles at lade brudeparret bodfærdig knæle uden for kirkedøren og som syndere indledes i kirken.

Iføge sagens egen logik dreves da Luther og hans medhjælpere til ved en ny kirkelig ordning at søge rådet bod på al den forvirring, der herskede angående den rette form for indgåelse af ægteskab. Samtidig stillede den katolske kirke sig en Iignende opgave, og de to løsninger blev udtrykket for de to former for kirkeforbedring på dette snævre område. Kirkeforsamlingen i Trident 1563 tog med fin sans for den historisek udvikling sit standpunkt på »håndfæstningen«'s ældgamle stade. Denne blev inddraget under Kirken og erklæret for den egentlige ægteskabsstiftende handling, hvorimod alt senere tilkommet, både børnetrolovelse og kirkevielse, blev erklæret for ikke afgørende handlinger. Fremtidig skulle da ikke forbindelsen med en, der var bortfæstet som umyndig, kunne blot ved ægteskabeligt samliv gå over til retsgyldigt ægteskab. Nej, ægteskabsstiftende var kun den bortfæstning, hvor begge parter var myndige, og de, i nærværelse af præst og to til tre vidner, hver især gav deres samtykke til at ville ægte hinanden. Således forenede var de ægtefolk, hvad enten de så desuden bagefter mødte i kirken for at modtage dens velsignelse eller ikke.

Ordningen, således som den blev truffet for Danmarks og Norges vedkommende ved »kgl. ordinans om ægteskabssager«, af 1582, gik ikke samme vej. Vel inddroges også her den ægteskabsstiftende handling under kirken, men bortfæstningen blev uheldigvis ikke erklæret for hovedhandlingen. Tværtimod delte man indgåelsen af ægteskab i to handlinger: »Trolovelse« og »bryllup«. Det er let nok at se, hvem der havde været de rådende ved denne ordning. Det var den højeste adel, Rigsrådet, der ved de just hos dem hyppig forekommende børnetrolovelser var blevet vænnet til, at først længe efter »fæstensøl« fulgte »bryllup«.

Det var fremdeles den lutherske gejstlighed, der ny og uden tradition blot blendedes af, hvad der var skik blandt adelen. Men folkets flertal var ikke spurgt til råds, og dets tarv var ikke varetaget. Den største forvirring blev derfor følgen af den ny ordinans. Thi når denne bød, at »trolovelse« skulle foregå i en præsts og fem andre vidners nærværelse, så lå det så nær at slutte, at hvad her foregik var altså den gamle »bortfæstning«, blot yderligere betrygget ved en præsts nærværelse. I den katolske tid havde man jo kaldet kirkelig eller gejstlig »bortfæstning« for »trolovelse«. Flertallet af »trolovede« levede da også nu i god tro som ægtefolk. Men dette var efter den ny ordinans rent galt. Parret havde vel i præsts nærværelse samtykket i at ville være ægtefolk, men han havde endnu ikke »givet dem tilsammen«. Dette skulle først ske, når de, efter tre gange at være lyste for, mødte i kirken til »bryllup« og viedes der.

Overtræderne truedes i ordinansen med bandlysning og udelukkelse fra sakramentet. Men trods alle trusler og straffe holdt de gamle retsbegreber sig hårdnakket hos folkets brede lag. Fæstefolk var ægtefolk, den sag var klar. Rige kunne have råd til at holde »bryllup« bagefter, men småfolk fik nøjes med den ene fest. Den ved ægteskabsordinansen af 1582 skabte begrebsforvirring varede ved, lige indtil man rådede bod på den til grund liggende fejl, at ægteskabets Indgåelse var delt i to handlinger med vildledende Indhold og navne. Ved Frd. af 4. januar 1799 afskaffedes trolovelse i præsts og vidners nærværelse. Den ægteskabsstiftende handling blev fra nu af kun een, og »bryllup« var den naturlige arving som betegnelse herfor.

Selv under disse forhold har sprog brug dog med naturlig takt vægret sig ved at godkende ordet »bryllup« som skarp betegnelse for Indgåelse af ægteskab. »Giftermål«, »vielse« foretrækkes som retslige benævnelser, og »bryllup« har endnu ikke frigjort sig for sin gamle biklang af kun at være en handlingen ledsagende fest.

Måden at fejre bryllup på har omtrent fra midten af 18. årh. undergået en betydelig forandring, idet den sidste rest af fortidens betragtningsmåde forsvandt med de uanstændige bryllupsviser. Fra oldtiden indtil da havde festens hovedmål været at føre det mest vidnefaste bevis for, at parret nu virkelig var mand og hustru. Herfra alle de skikke, der uden blu fremhævede parrets kønslige forbindelse. Oldtiden havde gjort dette naivt, romerkirken havde delvis kastet et slør derover og forvirret begreberne ved samtidig at fremhæve kyskheden (mariakronen, »Tobiasnætterne«). Lutherdommen havde fjernet denne tilsætning og fremhævet med flid, til ægteskabets pris, atter det rent kønslige forhold. Men mod al denne fortids måde at fejre bryllup på rejstes der omtrent fra midten af 18. århundrede en dobbelt bom.

Ved øjenvidner at bevise ægteskabs indgåelse blev unødvendigt og unaturligt fra den stund, man i offentlige retsprotokoller og skrevne beviser havde nemmere og mere holdbar bevismåde. Pietismen nedlagde indsigelse mod de nu blot rå og stødende bryllupsskikke. De afskaffedes forholdsvis hurtigt, og bryllup antog nutidsform, ikke synderlig forskellig fra anden festlig sammenkomst. Hvor skikkene senere er genoptagne eller delvis bibeholdte, er deres præg ændret. Deres oprindelige betydning er udvisket, de tjener nu kun som pynteligt festnips.