LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Circus
Circus (latin) kaldtes i oldtiden det udstrakte, åbne anlæg, hvori fortrinsvis væddekørsel, dernæst andre opvisninger foregik (ludi circenses), og hvortil også særdeles ofte andre optrin henlagdes, idet circus blandt alle oldtidens bygningsværker rummede langt den største tilskuermængde. Anlægget kan delvis være overtaget fra den græske hippodrom, dog noget ændret, men var i øvrigt simpelt og betinget af sit formål.

Circus er aflang med ligeløbende sider, afrundet for den ene ende, skråt eller fladbuet for den modsatte. Dens dele er løbebanen, arena, startpladsen ved den fladbuede ende og tilskuerpladsen. Løbebanen delles i det meste af sin længde ved et lavt, lige murværk, spina, hvorom løbet foregik; ved enderne fandtes målene (meta), 3 spidse, kegleformede søjler; endvidere var anbragt midler til angivelse af, hvor mange omgange der var løbet og stod tilbage, samt forsk. Udsmykning. Startpladsen havde i Midten en Ind- og udkørselsportal, »Triumfporten«, på hver side af denne båse (oftest 6) for de løbende spand.

Tilskuerpladsen havde opstigende bænkerækker som i teatret; sædvanlig blev cirkus derfor anlagt i en naturlig dalsænkning, idet arbejdet ellers ville blive næsten uoverkommeligt; der kunne være særlige »loger« for de fornemste tilskuere (kejseren, embedsmænd).

Efter sin størrelse måtte det hele nødvendigt være under åben himmel. Kun enkelte circus er tålelig bevarede til ny tid, bedst den i den lille by Bovillæ i Latium, udgravet 1821; den er 335 meter lang.

Langt større var circus-anlæggene i Rom, navnlig det berømteste af dem Circus maximus, i dalen mellem Den Palatinske Høj og Den Aventinske Høj. Vistnok fandtes her en circus allerede i kongetiden, sikkert et anlæg, der sluttede sig nøje til terrænet og først gennem tiderne opbyggedes kunstmæssigt. Faste startpladser indrettedes først 329 f.Kr. af træ; en hel circus-bygning nævnes først ved Cæsar. Igennem Circus maximus løb en bæk (der selvfølgelig delvis var overdækket), hvorfra bekvemt kunne tages vand til banens vanding. Adskillige gange tales om, at Circus maximus blev udvidet. Tilsidst synes den at have kunnet rumme op mod 200.000 tilskuere, fordelte efter rang og stand. Andre efterretninger opgiver 385.000 eller endog 485.000, hvilket dog sikkert er urigtigt og snarest angiver bænkenes størrelse i løbende fod. Sandsynligvis var løbebanen cirka 590 meter lang, mere end 110 meter bred, det hele cirka 635 meter langt, 190 meter bredt. Skønt anlægget i sin helhed var fladt (man kunne følge løbene fra nærliggende huse), hvilede dog store dele af det på mur- og trækonstruktioner. I den senere skikkelse var materialet overvejende marmor. Arenaens midtmur bar i den ene ende store »Æg«, hvoraf 1 borttoges for hver tilendebragt omgang; det samme tilkende blev givet ved drejning af store delfinfigurer. En tid var løbebanen omgivet af en vandgrav. Om mange af kejserne er overleveret, at de foretog bygge- og udsmykningsarbejder, blandt andet opstillede Augustus på spina en ægyptisk obelisk, Constantin en anden, meget stor (begge endnu bevarede på Piazza del popolo og foran lateranet). Af det uhyre anlæg er til vor tid kun meget lidt bevaret. Endnu Theoderik restaurerede det, men da det 549 sidste gang benyttedes (af Totila) var det forfaldent. De uendelige marmorsæder var for fristende til byggemateriale. Endnu i 8. århundrede var dog dele til stede, men i 16. århundrede var der som nutildags kun ringe rester.

Andre, betydelig mindre cirucs-anlæg var Circus Flaminius ved Marsmarken, anlagt 225 f.Kr., og uden for byen Circus Maxentius, 311 e. Kr., 482 meter lang; en anden mindre circus byggedes af Caligula, atter en (nu Pizza Navona) af Domitian. Desuden fandtes talrige circus i provinsbyer (og i Konstantinopel).

Circus var, især i den senere oldtid, under kejserne, af største betydning for det offentlige liv i rigshovedstaden. Fester og lege i circus (ludi circenses) havde fra først af tilknytning til religionen, og dette tabtes aldrig helt af syne, men i alt fald i den senere tid trådte dette tilbage, og det festlige og underholdende blev overvejende. Juvenals slagord panis et circenses, brød og circus-fester, er betegnende for hovedkrav, som det brede folk i Rom stillede til sin regering, både i republikkens tid og under kejserne.

Sædvanlig indlededes festen med et stort optog. Væddekørslerne foregik i reglen med firspand eller tospand; de 2 inderste heste var spændte til den lange trækstang, som udgik fra forsiden af den lette tohjulede vogn, hvori vognstyreren, auriga, stod op. Var der 4 (eller, sjældent, 6) løb de alle på linje, de yderste som medløbere. Vognstyreren var iført en særlig, stærkt beskyttende dragt, idet deltagelsen var forbundet med livsfare; det kunne være en slave eller frigiven (altså svarende til senere tiders Jokey), sjældnere frie mænd. Startsignalet blev givet af den præsiderende med et tørklæde. Målet var betegnet ved en kridtstreg. Vinderen fik præmier og penge. Sædvanlig løb 4 vogne samtidig, og antallet af omgange var 7; løbets længde blev derefter cirka 8,4 km og det har vel taget cirka 15 minutter. Antallet af løb var i ældre tid 10-12, fra Caligula 24, der da med pauserne tog hele dagen. Ryttervædderidt var næppe almindelige, derimod forekom kunstridt og forhindringsløb, opvisninger af riddere og drenge, næve- (bokse-) og brydekampe, jagtscener, fremføring af kameler, elefanter og andre fremmede dyr, gladiatorkampe og så videre.

Interessen for circus var ganske overordentlig. Circus var et hovedsæde for hovedstadslivet i dets forskellige brogede afskygninger, omgivet af boder, gøglere og så videre som på et marked. Festerne holdtes i stigende tal, op til 64 dage i eet år. De bedste heste kendtes ved navn, især hesten længst til venstre, der skulle gøre de skarpe vendinger ved enderne af spina, og efter de optrædende spands ejeres farver dannedes partier, der var i indbyrdes strid og til tider fik politisk betydning. (501 omkom ved en strid i circus 3.000 mennesker; 532 opstod fra circus voldsomme uroligheder [Nika], der nær var gået ud over selve kejseren og kostede cirka 30.000 livet). Som et brændpunkt for storstadslivet benyttedes circus ofte som det sted, hvor man lettest fik befolkningen i tale. Den anvendtes ved triumftog, folkeforsamlinger og så videre. Offentlige bespisninger eller andre gaver kunne knytte sig til legene.

I nyere tid anvendes cirkus som betegnelse for overdækkede rundbygninger (eller store telte) til blandede opvisninger, dels med heste, dels akrobatik og lignende. Sådanne findes i adskillige storbyer, rummende op til flere tusinde tilskuere.