Dei gratia
Dei gratia (latin: »Af Guds nåde«) som tilføjelse til navnet foran angivelsen af vedkommendes embedsstilling anvendtes som vidnesbyrd om kristelig ydmyghed og hengivelse af de første kristne biskopper så langt tilbage som konciliet i Efesos 431 e.Kr. og brugtes efter disses forbillede også af andre gejstlige, for eksempel abbeder og abbedisser, ja endog af almindelige munke, præster og kapellaner.

Fra 13. århundrede var det dog kun kirkens høje dignitarer, hvis ydmyghed på denne måde udmærkedes og nu altid ved den udvidede formel Dei et apostolicæ sedis gratia (»af Guds og det apostoliske sædes o: pavens nåde«), mens paverne selv skrev sig Seruus servorum Dei et Dei et ecclesiæ gratia. Også fyrsterne efterlignede lidt efter lidt gejstlighedens eksempel, og fra Pipin den Lilles dage antog de frankiske konger, derefter de romersk-tyske kejsere og efterhånden alle kronede hoveder titulaturen, der imidlertid nu ikke længere var at betragte som et ydmyghedens tegn, men tværtimod skulle antyde lige over for undersåtterne, at de havde deres myndighed fra Vor Herre selv og kun skyldte ham alene regnskab for deres handlinger.

Efter revolutionen skrev flere franske herskere sig »Af Guds nåde og ved folkets valg«, og nutildags står titulaturen, der endnu enkelte steder er i brug, som et ærværdigt minde om tidligere tiders tankegang. I Danmark vides den at være anvendt af kongerne siden Niels' tid.