Dekalog
Dekalog (græsk δεχαλογος), »Tiordené« eller »de ti Bud«, meddeles med ubetydelige afvigelser ens i det elohistiske (2. Mos. 20, 1-17) og det deuteronomistiske (5. Mos. 5, 6-21) kildeskrift.

Ifølge den ældste inddeling, som nu følges af de fleste forskere, indeholder dekalog følgende:

1) Forbud mod at have andre guder end Jahve.
2) Forbud mod at have gudebilleder.
3) Forbud mod misbrug af Jahves navn.
4) Befaling om at helligholde sabbaten,.
5) Befaling om om at ære sine forældre.
6) Forbud imod mord.
7) Forbud imod at bryde sin næstes ægteskab.
8) Forbud mod tyveri.
9) Forbud mod at aflægge falsk vidnesbyrd.
10) Forbud mod at begære, hvad der tilhører ens næste.

Luther og andre inddelte anderledes, idet de slog 1) og 2) sammen og delte begæringsforbuddet i 2 dele.

Det hedder, at dekalog, stod på to stentavler, skrevet af Jahve selv, et enkelt sted, at den var skrevet af Moses på Jahves befaling (2 Mos. 34, 28). Goethe og mange siden ham har ment, at der var en anden dekalog end elohistens i 2. Mos. 34 (Jahvisten); den indeholder væsentlig kultiske forskrifter. At tavlerne blev nedlagt i arken, meddeles ikke i de ældste kilder, men først i Deuteronomium (5. Mos. 10, 2). Elohistens og Deuteronomiums dekalog sammenfatter det gamle Israels vigtigste religiøs-moralske love. Fra hvilken tid de stammer, lader sig ikke med sikkerhed afgøre. Mange, som har opgivet traditionen om Moses forfatterskab af Pentateuchens love, mener dog at kunne fastholde traditionen angående dekalog.

I den kristne kirke er dekalog blevet et udtryk for »loven« som sådan; således i Luthers katekisme.