LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danse        


Dans
Dans, visse legemlige, rytmiske bevægelser, i reglen nærmere lovbundne ved og ledsagede af musik, oprindelig oftest et instinktmæssigt udtryk for glæde og begejstring, men derhos også for andre sjælelige følelser og stemninger, en art »legemlig deklamation«, senere udviklende sig til kunst med det formål gennem teknisk udviklet øvelse at afgive en scenisk kunstnydelse, kulminerende i den moderne balletdans med alle dens mimiske og sceniske tilbehør, eller med mere selskabelig underholdende formål, til personlig tilfredsstillelse for selve de udøvende, den moderne selskabsdans (bal).

Så langt vort kendskab til menneskehedens historie rækker tilbage, har dans - ofte i forbindelse med sang - været kendt og udøvet, ikke alene som et udtryk for de forskellige sjælelige følelser hos de enkelte individer, men også til forherligelse af offentlige fester, som krigsdanse, og navnlig som led i den religiøse tilbedning. Man ved således, at ægypterne opførte dans ved alle deres religiøse festligheder, navnlig når en ny apis blev fundet, præsterne fremstillede dans i mytologiske scener og stjernernes løb, ja selv ved begravelser var dans en væsentlig faktor, dog nærmest af pantomimisk karakter, og man kan vel deri søge oprindelsen til den senere mimik og plastik. Man finder således på de gamle ægyptiske mindesmærker talrige afbildninger af dansende figurer, snart enkeltvis, snart i grupper, der indtager forskellige udtryksfulde stillinger, eller med en vis anstand bevæger sig i afmålte, graciøse dansetrin.

Også hos jøderne spillede dans en betydelig rolle, ved ofringer og andre højtidelige lejligheder, som det fremgår af Biblen. Hos grækerne udgjorde dans en vigtig del af ungdommens opdragelse; den opfattedes ikke mindst som et væsentligt moment til legemets harmoniske udvikling og formede sig til en virkelig kunst (Orchestik), der stod i nær forbindelse med sang, poesi og skuespil og var et meget væsentligt led såvel i de hellige mysterier som på den græske skueplads. Ikke for intet havde dans sin egen repræsentant mellem muserne, Terpsichore. Grækernes største mænd anså det ikke for under deres værdighed at lede eller deltage i dans; de græske digtere og forfattere lader ikke alene guder og gudinder optræde dansende, men omtaler gang på gang, hvorledes mænd som Sokrates, Plato, Sofokles, Epaminondas og så fremdeles dyrkede den ædle dansekunst.

Hos romerne stod dans ikke i så høj anseelse som hos grækerne, den gik mere og mere over i hænderne på professionelle dansere og danserinder, der blandt andet anvendtes til underholdning ved gæstebudene, og efterhånden som Romerriget forfaldt, gik også dans over til at blive et udtryk for lasciv tøjlesløshed og løsagtighed.

I kristendommens første tider tog kirken efter en udstrakt målestok dans i sin tjeneste; men at den her efterhånden gav anledning til store udskejelser og laster, fremgår tydelig nok af de talrige forbud, der gennem tiderne ses nedlagt mod den af de kirkelige myndigheder. Det var i Italien, at dans igen i slutningen af 15. århundrede efter den lange forfaldsperiode kom til ære og værdighed og blev underkastet visse lovbundne regler, ligesom det var dette land, der dengang på dette, som på så mange andre områder, blev hele det vestlige Europas læremester. Fra romernes atellaner stammer de stående figurer i den italienske maskekomedie, som vi endnu kender dem i pantomimen, og det er disse, der er det egentlige ophav til de komiske danse, der i dansekunstens historie går under navnet »groteskdanse«. Regelmæssige selskabsdanse eksisterede endnu ikke dengang; for hver enkelt lejlighed arrangeredes det fornødne på grundlag af de til hver tid brugelige regler og dansebevægelser. Det ejendommelige for den tids dans var da den fornemme anstand og ynde, gravitet og elegance, hvormed man bevægede sig, og som senere yderligere udvikledes gennem den franske skole, der tog arven op efter Italien, og hvor folk som Molière, Lully og Quinault under Ludvig 14. ydede deres bidrag til udviklingen gennem danse- og balletkompositioner, dels som selvstændige arbejder, dels som indlæg i operaen. Men udviklingen af den egentlige dansekunst i Frankrig skyldes fornemmelig enkelte fremragende dansere, således Beauchamp, der i midten af 17. århundrede lagde grunden til franskmændenes sceniske dansekunst, og navnlig Noverre, der et århundrede senere, både praktisk og teoretisk - blandt andet gennem sit skrift, Lettres sur les arts imitateurs -, førte udviklingen et stort skridt fremad og må betragtes som den egentlige skaber af den moderne ballet og den højere dansekunsts genføder. Og ligesom de højere stænder nu havde deres selvstændige danse, således havde der gennem tidernes løb også i folkenes bredere lag udviklet sig dans af en anden, men ikke mindre ejendommelig karakter, således at hver enkelt nation efterhånden fik sine ganske specielt udprægede og for den særlige karakteristiske folkedanse, der i dansekunstens historie spillede en lignende rolle og har haft samme befrugtende indflydelse som folkesangene og folkeviserne på musikkens og poesiens område. I Norden bærer således kæmpe- og folkeviserne talrige bud om, at dans var en meget yndet forlystelse, ikke alene ved hof og hos adelen, men også blandt almuen, i borgstuen og under åben himmel. Oprindelig trådte man dans til tonerne af disse viser, idet enten de syngende selv dansede - ofte blot under omkvædene - eller enkelte sang og andre dansede dertil. De fleste selskabs- og balletdanse har nu deres oprindelse fra disse national- og folkedanse, hvis tal er legio, og af hvilke her kun skal nævnes nogle ganske enkelte i forbindelse med andre for de forskellige lande karakteristiske danse, i Italien således den brusende tarantel og saltarelloen, i Spanien den graciøse sarabande, der hurtig udbredte sig over hele Europa, bolero og fandango, i Frankrig gavotten, couranten og først og fremmest den sirlige menuet, hos de slaviske nationer den fyrige czardas, den stolte polonæse og den ridderlige mazurka, Norges halling og springdanse, den engelske hornpipe og reel, og i Tyskland, der i slutningen af 18. århudnrede på dansekunstens område var i færd med at tage luven fra de romanske nationer, den vuggende vals (også kaldet allemande), ländler og galoppen. Og dermed indtræder selskabsdansen i det hele taget i et ganske nyt stadium; den værdige anstand og ynde, hvormed man tidligere trådte dans, måtte vige pladsen for den mere sansepirrende og åndløse vivacitet, der prægede den nyere tids runddanse. I de senere år har disse imidlertid ofret hurtigheden og livfuldheden til fordel for et slæbende tempo, en drævende karakter, der næsten berøver dem ethvert præg af dans. I Danmark har dans i 19. århundrede skabt den danske ballet en ganske ejendommelig og fremragende stilling, takket være den ypperlige, decente og skønhedsdyrkende skole, hvortil August Bournonville lagde grunden, og hvis traditioner holdes i hævd og ære af hans talrige elever.