Danske Lov
Danske Lov, navnet på den af kong Christian 5. udstedte, lovbog af 1683 for Kongeriget Danmark.

Den mangel på enhed, som den danske ret i middelalderen udviser, var der fra Christian 3.s tid delvis blevet rådet bod på, idet der var udkommet en række recesser, der på vigtige områder indførte samme ret i hele riget, men endnu i 17. århundrede manglede der dog ikke lidt i, at der kunne siges at herske retsenhed, og det var da en ganske naturlig opgave, der tilfaldt den enevældige kongemagt at sørge for rettens enhed.

Det var dog ingenlunde nok, at der fandt en kodifikation af lovene sted. Selve lovstoffet trængte i høj grad til en revision, til en gennemgang, således at alt det meget forældede og uhensigtsmæssige fjernedes. Kong Frederik 3. tog vel straks efter enevældens indførelse fat på sagen, men han havde ingenlunde straks blik for opgaven i dens hele omfang; idet hans brev af 26. januar 1661, hvorved han udnævnte en kommission af 8 adelige, 4 lærde og 10 borgerlige, pålagde kun denne kommission at forfatte en ordentlig og vel funderet rettergangsproces og form, og dernæst i dette riges forrige lov at rette det, der ikke passede med »den kongelige arveregering« - altså en meget begrænset kodifikation og revision.

Da den nævnte kommission ikke udrettede noget af betydning, nedsattes ved kongebrev af 16. november 1662 den 2. lovkommission, bestående af 4 mænd af den store kommission. Men heller ikke denne udrettede, hvad der var pålagt den, og kongen måtte ved brev af 23. februar 1666 udnævne en 3. lovkommission.

Under dennes forhandlinger kom man først ret til klarhed over, at en fuldstændig lovkodifikation var nødvendig, og fra kommissionens to mest lovlærde medlemmer, Lic. jur. Peder Lassen, der vistnok var ophavsmand til kodifikationstanken, og professor Rasmus Vinding, fremkom der, efter at det var pålagt medlemmerne at arbejde hver for sig, udkast til en almindelig lovbog. Vindings udkast, den såkaldte Codex Fredericius, forelagdes kongen 1667, men indeholdt kun en sammenskrivning af de gældende love, og i nogen tid syntes det usikkert, om det skulle danne grundlaget for det fortsatte arbejde.

1669 udvirkede dog Schumacher en hemmelig befaling til Vinding, hvorved det pålagdes ham at omarbejde sit udkast, men således, at han nu skulle have ret til også at forbedre og forøge lovene, og endnu samme år havde han et nyt udkast færdigt. Dette såkaldte »første projekt« blev trods al modstand fra Peder Lassen og hans venners side og uagtet al senere revision og ændring det grundlag, hvorpå der siden arbejdedes.

Det ved Frederik 3.s død 1670 standsede lovbogsarbejde genoptages af den af Christian 5. 1672 nedsatte 1. revisionskommission, der gennemgik Rasmus. Vindings projekt, således at især Peder Lassens kritik kom til orde og blev taget til følge. 1675 udnævntes den 2. revisionskommission, der for en stor del omgjorde det af den forrige kommission foretagne arbejde og fremskaffede det på ny af Vinding prægede såkaldte »sidste projekt«. Den 1680 nedsatte 3. revisionskommission gennemgik atter de fremkomne udkast. Men da kommissionens arbejde ikke fuldendtes, blev der ved kongebrev af 16. april 1681 udnævnt en 4. og sidste revisionskommission, der på ny foretog et fuldstændigt og omhyggeligt gennemsyn af Vindings »sidste projekt«, hvormed man blev færdig inden årets udgang, således at kongen 3. januar 1682 kunne billige det endelige udkast og påbyde dets trykning. Lovbogen blev derpå forsynet med en 15. april 1683 dateret fortale, der mulig er forfattet af Povl Nielsen (Rosenpalm), og den 23. juni 1683 blev det befalet, at loven skulle tinglæses, og at den skulle træde i kraft 3 måneder efter tinglæsningen.

Lovbogen, hvorved der i alt væsentligt - med undtagelse især af den ældre økonomi- og politilovgivning - tilvejebragtes en kodifikation og revision af den i det egentlige kongerige Danmark gældende ret, er et efter sin tids forhold udmærket værk, der er affattet i et ualmindeligt godt, jævnt og klart sprog. Loven har været varsom med at indføre anden fremmed ret end den, der fandtes optaget og indarbejdet i den ældre lovgivning, og har i det hele bevaret en national karakter, den udmærker sig ved sin stræben efter lighed for loven, ved omsorg for den personlige frihed og ved en i de tider ualmindelig humanitet. Den har derfor også været et fortrinligt grundlag for udviklingen af den senere danske ret. Hvorledes lovens udmærkede egenskaber anerkendtes ikke blot her, men også i udlandet, fremgår bedst af den i nyere tid fremdragne kendsgerning, at kong Frederik Vilhelm 1. af Preussen 1713 forgæves stræbte at få udarbejdet en landret med Danske Lov som mønster.