LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Demeter
Demeter, agerdyrkningens gudinde hos grækerne, svarende til romernes Ceres. Skønt navnet er rent græsk, er dets betydning ikke fuldt sikker; dets sidste del indeholder ordet »mor«; den første stavelse opfattedes i oldtiden sædvanlig som enstydig med geo »Jorden«. Demeter har fra umindelige tider været dyrket i hele den græske verden, især af landbefolkningen.


Demeter
Relief fra Eleusis (Demeter, Triptolemos, Persefone)
Skønt hun, som naturligt er, kun træder lidet frem i Iliaden og Odysseen, er digterne dog fortrolige med forestillingen om hende; hun er den gudinde, der har givet menneskene kornet og lader sæden trives. Sin faste plads i det helleniske gudesystem har Demeter derimod først fået ved den noget yngre religiøse digtning (Hymnerne, Hesiodos), der utvivlsomt er påvirket af de forestillinger, som havde hævd i gudindens vigtigste helligdom, Eleusis. Demeter hører herefter til de olympiske guder, er datter af Kronos og Rheia, søster til Hera, Hestia, Zeus, Hades, Poseidon og mor til Persefone (Persefones far er Zeus) , der i den ældste episke digtning endnu ikke var trådt i datterforhold til hende.

Sagnet om Persefone's bortførelse og Demeters søgen efter hende trådte de fleste steder stærkt i forgrunden. I sin ældste form, knyttet til Eleusis, foreligger det i den gamle (såkaldte homeriske) hymne, hvor det fortælles således: da Persefone sammen med sine legesøstre, Okeanos' døtre, plukkede blomster på den nysiske slette (en lokalitet, der ikke lader sig nærmere bestemme), åbnede jorden sig, Hades steg frem deraf, greb Persefone og førte hende med Zeus' billigelse, men uden Demeters vidende på sin vogn ned til de Dødes Rige, for at hun skulle være hans hustru. Demeter hørte hendes sidste råb om hjælp; da hun ilede til, var datteren forsvundet. I 9 dage gennemstrejfede hun verden med brændende fakler i hænderne og søgte overalt forgæves sit barn. På den 10. dag gik hun efter Hekate's råd til Helios (Solen), som hører og ser alt. Han åbenbarede hende Persefone's skæbne og søgte at trøste hende; men Demeter blev kun mere fortvivlet, da hun fik sandheden at vide, forlod i vrede Olymp og vandrede om på Jorden i skikkelse af en gammel kone. I Eleusis blev hun gæstfrit modtaget af Keleos og Metaneira; der blev bygget et tempel for hende, hvor hun i sorg og vrede mod guderne tog bolig. Demeter lod nu misvækst hjemsøge Jorden, og hele menneskeslægten var ved at gå til grunde. Da udsendte Zeus først Iris, senere alle guderne for at bevæge Demeter til at komme tilbage; men hun vægrede sig derved, medmindre hun fik sin datter igen. Persefone blev derfor hentet op fra Underverden, Demeter lod sig forsone med guderne og vendte tilbage til Olympen på det vilkår, at Persefone 2/3 af året skulle være hos hende og kun 1/3 hos Hades. I denne myte lagde allerede den senere oldtid symbolsk betydning; Persefone opfattedes som udtryk for sædekornet, der 1/3 af året skjules i jorden. Mytens virkelige oprindelse er dog næppe fundet herved. Som det går med sådanne sagn, var også dette knyttet til forskellige steder, hvor Demeter dyrkedes. Mest kendt er den siciliske tradition, der foreligger hos alexandrinske og romerske forfattere; herefter fandt bortførelsen sted ved Enna midt på Sicilien eller i egnen ved Ætna. Med fortællingen om Persefone's bortførelse forbindes i mange kilder et andet eleusinsk sagn: iføge dette overgav Demeter det første sædekorn til Triptolemos i Eleusis og sendte ham ud på sin vogn, der var forspændt med slanger, for at udbrede den kostbare gave over hele Jorden. Et sagn, der stammer fra Kreta, og allerede nævnes i Odysseen, fortæller, at Demeter hengav sig til Iasion og fødte ham Sønnen Plutos, rigdommens gud. De få myter og sagn, der i øvrigt knytter sig til Demeter, har for størstedelen kun haft hævd enkelte steder og ikke vundet almindelig udbredelse.


Demeter
Marmorstatue i Ny-Carlsberg Glyptotek
Minder og levn af forskellig art tyder på, at »jordgudinden« Demeter fra først af ikke blot har været agerbrugsgudinde, men også dødningerigets herskerinde, hvad Persefone er i den homeriske digtning. De to gudinders sammenknytning, som mor og datter, der er så stærkt fremtrædende i den eleusinske kultus, er da utvivlsomt sekundær. I historisk tid dyrkedes Demeter mest som gudinde for kornavlen; de tilnavne, hun bar i de forskellige steders kultus, eller som tillagdes hende af digterne, har også for størstedelen hentydning hertil: Chloe, Karpoforos (den frugtgivende) o. a. Fra en noget anden forestillingskreds stammer navnet Thesmoforos, der var ret almindelig udbredt, og under hvilket Demeter blandt andet fejredes i Athen ved festen Thesmoforia; det betegner hende som indstifter og opretholder af ægteskabets love og rettigheder. Mange steder dyrkedes Demeter og Persefone sammen med de chthoniske guder; hvor det var tilfældet, antog Demeter dyrkelsen sædvanlig karakter af mysterier. En kultus, hvortil kun indviede havde adgang, således især i den fornemste helligdom, Eleusis. Attiske fester til Demeters ære var foruden Thesmoforia, Eleusinia, Haloa og Proerosia. Svinet var det almindeligste offerdyr.

Ligesom Demeter træder lidet frem i den ældste digtning og i folkesagnene, har hendes dyrkning også for billedkunsten haft mindre betydning end flere af de andre guders, der fra gammel tid af var omgivet med større glans og stillede kunsten større opgaver. Demeter billeder har grækerne vel haft, så længe religionen har taget kunsten i sin tjeneste; men en Demeter-type i ordets egentlige forstand har den græske kunst ikke frembragt. Demeter fremstilledes som en moden kvindeskikkelse, stående eller siddende, dels alene, dels sammen med Persefone eller andre beslægtede guddomme. Sædvanlig bærer hun højt hovedsæt, folderig chiton og overklædning; i hånden holder hun ofte attributter, som betegner hendes virksomhed (scepter, kornaks) eller som er taget fra hendes kultus (fakler, gris). En af de skønneste af alle antikke Demeter-fremstillinger foreligger i et relief fra 5. århundrede f. Kr., som 1859 blev fundet i Eleusis og nu er i Nationalmuseet i Athen. Til venstre ses Demeter, som overgiver kornaksene til Triptolemos; bag denne står Persefone, som det synes, i færd med at sætte en krans på hans hoved. Med Demeter-figuren i dette relief stemmer forskellige antikke statuer så nøje overens, at de må opfattes som fremstillinger af samme gudinde; den skønneste af dem findes i det kapitolinske Museum. En statue i NyCarlsberg Glyptotek og et vægmaleri fra Pompeji forestiller Demeter siddende.