LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige           Krigsslag        


Den amerikanske borgerkrig
Den amerikanske borgerkrig blev udkæmpet mellem 1861 og 1865 i USA (Amerikas Forenede Stater) de forenede stater mellem Nordstaterne - Unionen – og Sydstaterne – Konføderationen.

Der er fortsat debat om hvad der fik staterne til at gå i krig – de efterfølgende årsager nævnes ofte, om end en enkelt begivenhed kan starte en krig, men ikke uden at klimaet allerede er skabt af flere – ofte uafhængige forhold:
Der er imidlertid næppe tvivl om, at det følsomme emne om negerslaveriet, i offentligheden og pressen dengang og i den senere historie står som den væsentligste faktor. Slaveriet var allerede ophævet i de fleste nordstater, men var lovligt og økonomisk nødvendigt i syd, hvor Konføderationens stater havde behov for billig arbejdskraft i landbruget.

De 11 Sydstater der trak sig ud af unionen var Alabama, Arkansas, Florida, Georgia, Louisiana, Mississippi, North Carolina, South Carolina, Tennessee, Texas og Virginia. Tre af slavestaterne Delaware, Maryland og Kentucky trak sig ikke ud af Unionen, men Kentucky erklærede sig neutral i konflikten. I Delaware og Maryland blev stationeret tropper for at garantere mod udtræden. Missouri var delt mellem en unionstro regering i hovedstaden og en løsrivelses-eksilregering, der regerede fra Camden i Arkansas og fra Marshall i Texas. Unionen blev ledet af præsident Abraham Lincoln og Konføderationen blev ledet af præsident Jefferson Davis.

Lederne
Konføderationens mest betydende ledere var Jefferson Davis, Robert E. Lee, Joseph E. Johnston, Thomas J. (Stonewall) Jackson, James Longstreet, P. G. T Beuregard, Braxton Bragg, James Ewell Brown (JEB) Stuart og Nathan Bedford Forrest.

Nordstaterne (Unionen) havde ledere som Abraham Lincoln, Edwin M. Stanton, Ulysses S. Grant, William Tecumseh Sherman, George B. McClellan, Henry W. Halleck, John Hooker, Ambrose Burnside, Irwin McDowell, Phillip Sheridan, George Crooke, George Armstrong Custer og George G. Meade.

Historisk oversigt
Lincolns sejr i præsidentvalget i 1860, fik South Carolina til at trække sig ud af Unionen. En række ledere i denne stat havde længe ventet på en anledning, der kunne benyttes til at forene syden mod antislaveri kræfterne. Da valgresultatet blev endeligt kendt erklærede et særligt indkaldt konvent i South Carolina, ”at den union, der nu består mellem South Carolina og andre stater under navnet Amerikas forenede Stater, er hermed opløst”. Den 1. februar 1861 havde yderligere seks sydstater trukket sig ud af Unionen. Den 7. februar 1861 vedtog de en foreløbig forfatning for Amerikas forbunds stater. De tilbageværende sydstater blev foreløbig i unionen.

Mindre end måned senere – den 4. marts 1861 blev Abraham Lincoln taget i ed som præsident. I sin indsættelsestale nægtede han at acceptere udtrædelsen, som han betegnede som juridisk ugyldig. Hans tale sluttede med en bøn om genskabelse af unionsbåndene, men syden – især South Carolina – vendte det døve øre til. Den 12. april 1861 blev forbundstropper i Fort Sumter ved havnen Charleston i South Carolina beskudt. Kun én blev dræbt i dette første slag, men i løbet af krigen skulle mere end ½ million mennesker miste livet.

Konføderationen begyndte i juli 1861 opbygningen af en hær ved Manassas i Virginia. Unionens fremrykning, under kommando af generalmajor Irwin MCDowell, mod Manassas, blev i et slag ved Bull Run standset af konføderationens tropper under kommando af generalerne P. G. T. Beuregard og Joseph E. Johnston. Unionshæren blev drevet tilbage mod Washington DC. Forfærdede over tabene og i et forsøg på at hindre yderligere slavestater i at forlade unionen, vedtog de forenede staters kongres den 25. juli Crittenden-Johnson resolutionen, der fastslog at krigen blev udkæmpet for at bevare Unionen, ikke for at bringe slaveriet til ophør.

Generalmajor George McClellan tog kommandoen over Potomachæren den 26. juli 1861 (han havde kortvarigt overkommandoen over alle Unionens hære, men blev afløst som øverstkommanderende af generalmajor Henry W. Halleck) og krigen begyndte for alvor i 1862. Ulysses S. Grant skaffede Unionen den første sejr da han den 6. februar 1862 indtog Fort Henry i Tennessee.

McClellan nåede Richmonds forstæder i foråret 1862, men da Robert E. Lee besejrede ham i Syv Dages Slaget, blev han løst fra sin kommando over Potomachæren. Hans afløser John Pope blev slået overbevisende af Lee ved Bull Run i august. Lincoln gav atter McClellan kommando og den 17. september 1862 vandt han en blodig sejr i Slaget ved Antietam nær Sharpsburg i Maryland. Lee’s hær, der omsider havde lidt nederlag, vendte derefter tilbage til Virginia.

Ikke mindst denne sejr fik Lincoln til den 22. september at udstede den længe forberedte proklamation om slaveriets ophævelse. Den 1. januar i det herrens år et tusinde otte hundrede og sekstitre vil alle personer, der holdes som slaver i enhver stat eller del af en stat, hvis befolkning på det pågældene tidspunkt vil være i oprør mod De Forenede Stater, fra da af og for stedse være fri.

Da McClellan ikke fulgte sejren ved Antietam op blev han erstattet af generalmajor Ambrose Burnside. Burnside led næsten straks nederlag i Slaget ved Fredericksburg og blev erstattet af generalmajor Joseph Hooker. Heller ikke Hooker var i stand til at besejre Lee og han blev efter Slaget ved Chancellorsville i maj 1863 erstattet af generalmajor George Meade. Den 1.-3 juli 1863 slog Meade Lee i Slaget ved Gettysburg og Lee’s hær vendte tilbage til Virginia efter et tab på 28.000 mand.

Mens Sydstaternes styrker havde nogen succes i øst blandt andet med forsvaret af deres hovedstad, havde de mindre held med sig i vest. Konføderationens tropper blev drevet ud Missouri allerede tidligt i krigen og denne strategisk vigtige stat blev således holdt for Unionen.

Nashville i Tennessee faldt tidligt i 1862. Mississippi blev åbnet frem til Vicksburg da Ø nr. 10 og New Madrid i Missouri blev taget. efterfølgende tog Nordstaterne Memphis i Tennessee og New Orleans blev indtaget i januar 1862, således at unionstropperne kunne bevæge sig op ad Mississippi.

Nordstaternes vigtigste strateg og taktiker var Ulysses S. Grant, der vandt sejre ved Fort Donelson, i Slaget ved Shiloh, ved Vicksburg, Mississippi og Chattanooga i Tennessee hvor han drev Sydstatstropperne ud af Tennessee. Grant forstod ideen om den totale krig og blev sammen med Lincoln klar over, at kun Sydstaternes totale nederlag ville bringe en ende på krigen. I begyndelsen af 1864 fik Grant kommandoen over alle Nordstaternes hære. Han etablerede sit hovedkvarter ved Potomachæren, selv om Meade forblev denne hærs øverstbefalende. Nordstaternes styrker i øst forsøgte at omgå Lee og udkæmpede adskillige slag: Slaget i Vildmarken og led store tab ved Spotsylvania og Cold Harbor. Et forsøg på at omgå Lee fra syd slog fejl under ledelse af generalerne Butlet og Smith som blev indesluttet ved Bermuda Hundred. Grant var stædig og blev med at presse Robert E. Lee’s Nordvirginia hær. Langsomt sled han konføderationens hære ned; han belejrede deres styrker ved Petersburg og efter to fejlslagne forsøg (under Siegel og Hunter) blev det Phillip Sheridan der fjernede truslen mod Washington fra Shenandoah Valley. Imens marcherede general William Tecumseh Sherman fra Chattanoga mod Atlanta og ryddede resten af Georgia under marchen til Savannah. Da Sherman drejde mod nord gennem South og North Carolina for at true styrkerne i Virginia fra syd var det enden for Lee og hans mænd og dermed for konføderationen.

Nordstaterne (Unionen) havde vundet. De forhold der havde bidraget til unionens succes var blandt andet:
Sydstaternes succes i krigens tidlige faser tilskrives normalt, at det fleste af hærens officerer kom fra syden, således rådede Konføderationen fra starten over et professionelt oficcerskorps.

Krigen sluttede i 1865 med overgivelsen af konføderationens tropper. Lee overgav sin Nordvirginia hær den 9. april 1865 i retsbygningen i Appomattox. Joseph E. Johnston, som var chef for Tennessee hæren i North Carolina overgav kort efter sine tropper til Sherman. Slaget ved Palmito Ranch den 13. maj 1865 blev krigens sidste landslag – det endte med konføderationens sejr. De sidste landstyrker overgav sig i juni 1865 og konføderationens flådeenheder overgav sig så sent som november 1865.

Vigtige slag
Første slag ved Bull Run, andet slag ved Bull Run, slaget ved Shiloh, de syv dage, slaget ved Antietam, slaget ved Vicksburg, slaget ved Gettysburg

Efter krigen
Krigen endte med frigivelsen af alle slaver i den tidligere konføderations stater. Slaverne blev først frigivet i de resterende stater med vedtagelsen af det 13 amendment, hvilket først skete i december 1865, 8 måneder efter krigens reelle afslutning. Der var opstået en del modvilje blandt de overlevende i Sydstaterne som følge af den form for total krig, Nordstaternes hære havde praktiseret.


  Forside           Krige