Den første slesvigske krig
Den første slesvigske krig (treårskrigen 1848-50), udbrød foråret 1848.

Krigens årsag var gæringen i de til det danske monarki hørende tysktalende og tysksindede landsdele, Holsten og Sydslesvig. Bevægelsen havde dels en demokratisk, dels en politisk karakter, idet førerne tilstræbte at løsrive hertugdømmerne Holsten og Sønderjylland fra den danske krone for at bringe dem som et forenet »Schleswig-Holstein« med en fri forfatning og med hertugen af Augustenborg som regent ind under det tyske Forbund, til hvilket Holsten hørte, men som Sønderjylland stod helt uden for. Kong Christian 8.s død, den derpå følgende frihedsbevægelse i Danmark og februarrevolutionen i Frankrig fremskyndede den længe gærende bevægelse. Det nationale Parti i Danmark forlangte Sønderjyllands fastere tilknytning til moderlandet under en fælles fri forfatning og Holstens udskillelse med en særlig forfatning, og det kom derved i en skarp modsætning til Slesvig-Holstenerne.

18. marts samledes efter egen tilskyndelse deputerede fra begge hertugdømmer i Rendsborg og vedtog der en række oprørske bestemmelser. Kun den nordslevigske bonde Hans Andersen Krüger fra Bevtoft protesterede derimod. 5 mænd rejste til København for at forebringe kongen de deputeredes ønske; men inden de endnu var vendte tilbage med kongens svar, udbrød oprøret.

23. marts samledes lederne hos advokat Bargum i Kiel og dannede der en provisorisk regering bestående af prins Friedrich af Slesvig-Holsten, grev Reventlow-Preetz, advokaterne Beseler og Bremer, jernbanedirektør Olshausen og købmand Schmidt. Garnisonen i Kiel (5. jægerkorps og 1. eskadron af 2. dragonregiment) var vundet for oprøret af den energiske kaptajn Michelsen. Chefen, oberst Høegh, formåede lige så lidt som andre danske officerer at hindre, at tropperne sluttede sig til folkerejsningen. Prinsen af Noer optrådte i dansk generalsuniform og bidrog derved til at forlokke soldaterne.

24. marts om morgenen tidlig afgik prinsen af Noer med jægerne fra Kiel og en skare væbnede borgere og studenter ad jernbanen til Rendsborg. Uden modstand kom han ind i fæstningen, og den på paradepladsen samlede garnison sluttede sig straks til oprøret på prinsen af Noers opfordring. De officerer, som blev land og konge tro, måtte udstede revers om ikke at kæmpe mod Slesvig-Holstenerne. I de øvrige garnisoner i Holsten og Sydslesvig gik tropperne ligeledes over; 4 linieinfanteribatailloner, 2 jægerkorps og 2 dragonregimenter svigtede fanen og blev stammen i den slesvig-holstenske hær, som snart forstærkedes ved udskrivning i hertugdømmerne og ved frivillige både herfra og fra hele Tyskland. Til overgeneral valgtes prinsen af Noer, men han forblev i Rendsborg, da hæren rykkede frem, og overlod foreløbig befalingen til general Krohn, en mand, som længe havde været uden for aktiv tjeneste. 26. marts om aftenen blev Flensborg besat uden modstand; men da major Michelsen og hans jægere nogle dage efter nærmede sig Aabenraa, faldt det første skud i krigen fra dansk side, idet briggen Skt Thomas hilste dem med sine kanoner. Aabenraa blev igen forladt, og den slesvig-holstenske hær tog stilling nord for Flensborg ved landsbyen Bov, noget over 5.000 mand stærk.

I Danmark havde efterretningen om oprørets udbrud vakt stor uro. Hele folket følte det som en national æressag at værne om Danmarks ret og danskheden i Sønderjylland. Med stor offervillighed bidrog alle til at få hær og flåde rustet så hurtigt som muligt, og 14 dage efter, at oprøret var brudt ud, stod hæren rede til at rykke frem, mens orlogsskibene blokerede de oprørske havnebyer. Hovedstyrken rykkede under general Hedemann og den unge, højtbegavede stabschef Kaptajn Læssøe frem ad kystvejen fra Nørrejyllands grænse; et flankekorps under oberst Schleppegrell, som var overført til Als og Sundeved, forenede sig med hovedstyrken nord for Flensborg. 9. april om morgenen angreb den danske hær, omtrent 10.000 mand stærk, oprørerne ved Bov og splittede dem efter en delvis tapper modstand. Major Michelsen faldt. Efter kampen ved Bov flygtede insurgenterne tilbage til Rendsborg. Den danske hær drog gennem Flensborg, hvor kong Frederik 7. holdt indtog under borgernes jubel, til Slesvig by og besatte den gamle stilling ved Dannevirke.

Forhandlingerne om fred i vinteren 1848-49 førte ikke til noget resultat, og danskerne sønderjyder led hårdt ved Slesvig-Holstenernes vilkårlighed. Et forsøg, som bønderne på vestkysten gjorde på med væbnet magt at modsætte sig oprørerne, blev tilintetgjort i den uheldige fægtning ved Brøns. Ved forårstid 1849 brød derfor krigen ud på ny. Den begyndte med en sørgelig ulykke for danskerne. Linjeskibet Christian 8. og Fregatten Gefion vovede sig uforsigtigt ind i bunden af Ekernforde Fjord og indlod sig i kamp med landbatterierne der, som endte med, at Gefion måtte stryge sit flag, og linjeskibet sprang i luften. Over hæren havde general Krogh fået befalingen med Læssøe som stabschef. Styrken var cirka 40.000 mand med 6.000 heste. Efter planen skulle hovedstyrken fra Als bryde frem i Sundeved, mens en mindre styrke gik frem fra Kolding for at forene sig med hovedstyrken. Den slesvig-holstenske hær var blevet bragt op til en styrke af cirka 14.000 mand og stod under preusseren Bonin i egnen om Aabenraa. De tyske rigstropper blev anført af general Prittwitz; de var delt i 3 divisioner og udgjorde tilsammen cirka 46.000 mand. 2. april gik danskerne over til Sundeved og trængte efter en sejrrig fægtning ved Avnbøl fjenden tilbage bag Gråsten. 6. april angreb rigstropperne danskerne i Sundeved, men blev viste tilbage efter den hæderfulde kamp ved Ullerup. Imidlertid befalede krigsminister Hansen, til dels under indtrykket af ulykken i Ekernforde Fjord, at Sundeved skulle rømmes og hærens hovedstyrke samles i Nørrejylland. På Als efterlodes kun en besætning til øens forsvar. 13. april besatte rigstropperne de ufuldendte skanser på Dybbøl Bjerg; danskerne foretog et lille udfald fra Als, hvorved 10. bataillon (sønderjyder) erobrede 2 sachsiske kanoner. General Krogh og Læssøe havde på grund af uoverensstemmelse med krigsministeren måttet vige for general Biilow med oberstløjtnant Flensborg som stabschef. Efter nogle mindre fægtninger foretog hæren 23. april et angreb på insurgenthæren ved Kolding. Kolding By blev vel stormet, men kunne ikke holdes, og efter kampen gik den danske hær tilbage dels til Fredericia og Fyn, dels nord på. Tyskerne brød nu ind i Jylland; Slesvig-Holstenerne gav sig til at belejre Fredericia, mens rigstropperne forfulgte General Rye til nord for Århus. Rye forstod dog at manøvrere så snildt, at han bestandig skuffede fjenden.

På markerne uden for Studsgades Port ved Århus havde danskernes ryttere en vellykket kamp med de tyske. Stemningen i landet var imidlertid yderst trykket på grund af ulykken ved Ekernforde, det mislykkede angreb ved Kolding og tyskernes fremtrængen i Jylland. Dér trængtes højlig til en dåd, som kunne hæve det sunkne mod. En sådan havde general Bulow i al stilhed forberedt; den skulle rettes mod insurgenterne foran Fredericia, men det måtte vente, til rigstropperne havde fjernet sig for langt til at kunne komme til hjælp. Da nu General Prittwitz stod ved Århus og de øvrige rigstropper i Sundeved, var øjeblikket kommet. Uden at fjenden mærkede det, afgik General Rye til skibs fra Helgenæs med største delen af sin styrke til Fyn, hvorhen også de Meza kom fra Als med flere af sine afdelinger. Skjulte af mørket blev disse tropper overførte til Fredericia, og ved midnatstid 6. juli stod 20.000 danske soldater rede til at bryde frem gennem fæstningsportene. Slaget ved Fredericia blev en fuldstændig sejr for danskerne, men kostede general Rye og mange tapre livet. Til minde om sejren rejstes senere »Den tapre Landsoldat« i Fredericia. Soldaterne blev, da de snart efter vendte hjem, overalt modtagne med jubel.

Fredericia fæstning, som ikke var modstandsdygtig, blev rømmet, og et angreb, som Kaptajn Steen Bille foretog med dampskibet Hekla og nogle kanonbåde mod fæstningens citadel, førte ikke til noget resultat. Tyskerne var imidlertid herrer i det sydlige Jylland, og for at holde sig skadesløse for det tab, danskernes blokade voldte den tyske handel, udskrev de en brandskat på 2 millioner specier (= 8 millioner kr.). Inden denne blev betalt, så dog tyskerne sig nødsagede til igen at forlade Jylland på grund af Ruslands forestillinger, og denne tilbagegang faldt netop samtidig med et nyt angreb af den danske hær.

Fra Als gik danskerne over til Sundeved, angreb 28. maj tyskerne på Dybbøl Bjerg og kastede dem tilbage over Nybøl mod Gråsten. Schleppegrell's raske flankebevægelser og batteriet Jessen's heltemodige udholdenhed var glanspunkter i kampen, Wrangel ville ikke lade dette sidde på sig og angreb derfor 5. juni, kongen af Hannovers fødselsdag, den danske Hær i Sundeved »for at kaste den i havet«, som han sagde. Efter tapper modstand gik danskerne tilbage til stillingen på selve Dybbøl bjerg, og herfra formåede tyskerne trods deres overmagt ikke at drive dem bort. Ud på aftenen afbrød Wrangel kampen og gik tilbage netop samtidig med, at danskerne gik over til angreb. Slagets udfald kom således til at stå som en sejr for danskerne. En del af den danske hær var gået til Nørrejylland og trængte derfra ind i Sønderjylland, da Wrangel gik mod Dybbøl. Friskareanføreren v. d. Tann's overfald på forposterne ved Hoptrup bragte dog danskerne til igen at gå tilbage, og skønt hæren i Nørrejylland blev forstærket fra Als og gik frem på ny, lykkedes det dog ikke at beholde fast fod i Nordslesvig mod fjendens overmagt.

Overfaldet i Steppinge, hvor danskerne fangede en snes tyske kyrasserer, blev den sidste bedrift i det års felttog. 26. august sluttedes i Malmø en 7 måneders våbenhvile, under hvilken Sønderjyllands fastland skulle holdes besat af indfødte o: slesvig-holstenske tropper og styres af en regeringskommission i konge-hertugens navn. En svensk troppeafdeling, som var overført til Fyn for at sikre denne ø, drog ved våbenhvilens begyndelse atter hjem.

Imidlertid havde kongen af Preussen og det tyske Forbund besluttet at hjælpe Slesvigholstenerne. En preussisk division under fyrst Radzivil og en division forbundstropper under den hannoveranske general Halkett samledes omkring Rendsborg og forenede sig med de reorganiserede slesvig-holstenske tropper. Den preussiske general Wrangel fik kommandoen over hele den tyske hær, tilsammen cirka 32.000 mand med 74 kanoner. Den danske hær ved Dannevirke talte kun cirka 10.000 mand med 32 kanoner; men ikke desto mindre modtog den uforfærdet tyskernes angreb påskedag 23. aprol og forsvarede fra morgenen af til ud på eftermiddagen stillingen med mod og dygtighed. Det var om dette slag, Carl Ploug skrev den smukke sang Påskeklokken kimed mildt.

Dagen efter slaget ved Slesvig gik den danske hær tilbage til Flensborg. Fjenden fulgte efter, og det lykkedes ham om eftermiddagen til dels at overrumple de i egnen ved Oversø udstillede forposter. Efterretningen om dette uventede angreb vakte stor bestyrtelse og forvirring mellem de i Flensborg nylig indkvarterede, dødtrætte danske soldater; men 2. jægerkorps' kække modstand i Oversø Mose skaffede tid til at ordne den øvrige hær, og tyskerne rykkede ikke videre frem den dag. General Hedemann anså det dog for nødvendigt at skaffe hæren nogen fuldstændig hvile og førte den derfor over til Als. Kun et mindre korps, mest rytteri, gik videre nordpå over Aabenraa og Haderslev mod Kolding.

Budskabet om Slesvigslaget vakte stor bevægelse ikke blot i Danmark, men også i de to andre skandinaviske lande, hvorfra mange frivillige ilede til hjælp. Trods det, at hæren havde måttet vige, beundrede man dens mod og mandstugt i kampen, og navnene Biilow, Rye, Schleppegrell og Læssøe havde allerede dengang god klang i folket. Faber's og Hornemann's prægtige sang Den tapre Landsoldat var kommet til hæren kort før Slesvigslaget og blev hurtig tidens nationalsang. Mens den danske hær udhvilede og styrkede sig på Als, besatte general Wrangel hele Sønderjyllands fastland og trængte ind i Nørrejylland.

Med slaget ved Fredericia endte krigen for det år. Rigstropperne var alt under udmarch fra Jylland, og fjerde dagen efter slaget blev der sluttet våbenhvile med Preussen. Den sydlige del af Sønderjylland skulle under våbenhvilen besættes af preusserne, den nordlige af svenske tropper; regeringen skulle føres i konge-hertugens navn af en preussisk og en dansk kommission med en englænder til opmand.

Forhandlingerne i vinterens løb førte til fred med Preussen 2. juli 1850, en fred, som først i oktober måned blev tiltrådt af de andre tyske stater, og hvorved intet blev endelig afgjort om det egentlige stridsspørgsmål. Slesvig-Holstenerne opgav imidlertid ikke håbet om at sejre. Ved hjælp af officerer og menige fra de tyske hære bragte de deres styrke op til cirka 34.000 mand, og med dem tog general Willisen en stærk stilling ved landsbyen Isted, nord for Slesvig by.

Her angreb general Krogh ham 25. juli med den danske hær, cirka 39.000 mand stærk, og efter en lang, blodig kamp sejrede danskerne; general Schleppegrell og oberst Læssøe var blandt de faldne. Slaget ved Isted er det største landslag, Danmark har udkæmpet i den historiske tid. Efter slaget besatte hæren igen Dannevirke stillingen, da den ifølge fredstraktaten med Preussen ikke måtte forfølge sin sejr ind i Holsten. Slesvig-Holstenerne gik i løbet af efteråret to gange frem til større angreb på den danske stilling. 12. september angreb de med betydelig overmagt ved Mysunde, men blev viste tilbage af oberst Krabbe. Senere vendte de sig mod vest, mod Frederiksstad, hvor den tapre Helgesen førte kommandoen. Byen blev belejret og bombarderet og endelig bestormet 4. oktober. Men Helgesen og hans folk holdt tappert ud, og Willisen måtte gå tilbage til Rendsborg uden at have udrettet noget.

Slesvig-Holstenerne indså nu umuligheden af at nå deres mål ved egne kræfter, og på fremmed hjælp var der ikke mere at håbe. Krigen døde hen ud på efteråret, og der blev åbnet underhandlinger. De tyske stormagter havde også indset, at de for denne gang måtte opgive at føre deres planer igennem. Et øjeblik så det ud til at uenigheden mellem de tyske stater skulle føre til krig imellem dem. Til sidst måtte Preussen falde til føje og finde sig i, at Østrig sendte et hærkorps til Holsten for at afvæbne oprørshæren. Den slesvig-holstenske regering bøjede sig for dette tryk; kun advokat Beseler rådede til at fortsætte kampen. 12. januar 1851 udstedtes der en proklamation om, at fjendtlighederne var standsede, og 1. februar nedlagde statholderskabet regeringen. Danskerne besatte Sønderjylland til Ejderen; hæren blev opløst 1. februar og vendte for største delen tilbage til sine garnisoner, hvor der ventede soldaterne en festlig modtagelse.

Kampens mål var foreløbig nået; men den endelige ordning blev desværre ikke således, at den udelukkede senere fremmed Indblanding. Den dansk-tyske krig 1848-50 er en af de mærkeligste krige i Danmarks historie. Sjælden har det danske folk med sådan enighed sat hele sin kraft ind på at kæmpe sin sag igennem; derfor sejrede det også trods alle hindringer.