Landkrigen
Den russisk-japanske krig, indlededes ved, at admiral Togo natten til 9. februar 1904 overfaldt de russiske krigsskibe uden for Port Arthur og dagen efter ved Chemulpo krydseren Var-jag og kanonbåden Korejec. Japans hær talte i alt 13 linje-divisioner, 2 rytteri- og artilleribrigader, 13 reservebrigader og besætningstropper, i alt cirka 270.000 mand. Af ældre uddannet mandskab havde de cirka 288.000 mand. Et hovedkvarter under kejserens forsæde dannede overkommandoen. Soldaten var godt uddannet og meget patriotisk, de overordnede officerer krigsvante, og deres hjælpere uddannede i Vestens generalstabsskoler eller af den tyske general v. Meckel, fra 1889 forstander for generalstabsskolen i Tokyo. Rusland rådede 1902 i Østen over 2 sibiriske armékorps, hvilke i 1903 forstærkedes med 2 skyttebrigader og 2 brigader, mens en tredje var undervejs, i alt 88.000 mand. De var anbragt omkring Port Arthur og Vladivostok og stod under befaling af vicekonge, admiral Alexejev. Mandskabet var dårligt uddannet, og officerne uvante med at handle på egen hånd eller til at tage tiden i betragtning.
Efter at alle tropper i begyndelsen af februar var mobiliserede, dannedes 3 armékorps, deraf 1 i Vladivostok, 3 i Port Arthur, 2 syd for Liaoyang. Til overgeneral udnævntes krigsminister Kuropatkin, men han var underlagt vicekongen; han forefandt ved sin ankomst »et østdetachement«, general Sassulitsch på cirka 16.000 mand ved Yalufloden, mens 2 divisioner endnu stod mellem Yinkou og Liaoyang.
1. japanske armé, 3 divisioner, under Kuroki, var imidlertid efter mobilisering 5. februar efterhånden blevet overført til forskellige steder i Korea, hvis hovedstad Seoul allerede 10. februar blev besat. Kuroki rykkede efter store vanskeligheder ved landsætningen nord på og samlede sin hær 4. april ved Andschu, idet forinden en avantgarde med brotrain var sendt til Yalufloden. Den blev angrebet 28. marts af rytterbrigaden Mischtschenko, der dog kastedes til Widschu, hvortil japanerne forfulgte; hele 1. armé indtraf 11.-20. april ved Yalufloden. Russerne søgte nu at forhindre en overgang navnlig ved Antun, der befæstedes, og hvor reserven anbragtes. Fronten og venstre fløj var derimod kun svagt besat, da Kuroki holdt sin hovedstyrke godt skjult. Den 26. april begyndte japanerne at anlægge broer over Yalu; det russiske artilleri søgte at ødelægge dem, men røbede derved sin standplads, så at det 30. april hurtigt ødelagdes af det overlegne japanske artilleri. Kurokis divisioner gik over floden og indtog den påfølgende nat en stilling lige over for bifloden Aiho, på hvis vestlige bred 6 bataljoner havde nedgravet sig. Angrebet på den russiske stilling åbnedes 1. maj klokken 7 formiddag, og 2 timer senere var den taget med ringe tab. Japanerne mistede kun 1.070 mand, Russerne derimod cirka 2.400 samt 16 kanoner og 8 maskingeværer. De trak sig tilbage til bjergpassene i retning af Liaoyang, mens Kuroki kun kom til Fenghoangtscheng, hvor hæren forblev. Den trådte i forbindelse med en ny division, som 19. maj var landsat ved Takuschan, og 8. juni nåede Siuyen.
Japanerne havde imens landsat en 3. armé, Nogi, der skulle angribe Port Arthur, mens 2. arme, general Oku, skulle dække ham imod et angreb nord fra. Kuropatkin mente først at måtte vente med sin offensiv til 1. august, når der var tilført ham yderligere forstærkninger, men tsaren beordrede ham at begynde denne snarest, og han valgte at angribe Oku først, skønt alt talte for, at Kuroki var i en vanskelig stilling lige over for general Keller, som 15. maj havde afløst Sassulitsch og i alt rådede over 40 bataljoner og 40 eskadroner og let kunne forstærkes fra hovedgruppens 100 bataljoner og 70 eskadroner mellem Liaoyang og Haitscheng. Kuropatkin ville for at hjælpe Port Arthur først angribe 2. armé, der kun observeredes af ryttergeneral Samsonov med en ringe styrke. Denne fik kun tilført 1. armékorps og 5 kosakregimenter under general Stackelberg, da man frygtede en yderligere landgang ved Yinkou. Først midt i juni var Stackelbergs tropper samlede ved Wafangu, og her led han 15. juni et nederlag, der kostede cirka 3.000 mand, mens Okukun mistede 1.270. Det japanske artilleri stod skjult, russernes åbent; de lærte først senere at gøre det samme. Stackelberg kom efter en besværlig retræte 20. juni til Kaiping, men fornyede angreb blev foreløbig opgivet.
Japanerne havde således stadig initiativet, og hovedkvarteret i Tokyo befalede så, at 1. og 2. armé, mellem hvilke 4. armé, Nodzu (foreløbig kun 1 division i Siuyen), dannede forbindelsen, skulle rykke koncentrisk frem mod Liaoyang, der befæstedes af russerne. Det krævede 6 uger, inden 1. og 4. armé under heftige kampe med Keller, som allerede i maj havde grebet offensiven (uden at opnå et resultat), havde erobret bjergpassene i Fengschuiling-bjergene.
I vest rykkede Oku også kun småt frem, men han erobrede dog 27.-30. juni flere pas, så at 6. juli fremrykningen mod Kaiping kunde begynde, hvilken Stackelberg havde besat med 2 armékorps, men den blev opgivet efter nogle kampe 9. juli. Marschal Oyama, udnævnt til øverstbefalende, indtraf 14. juli i Dalny og skulle nu lede den videre fremrykning, mens Kuropatkin, der stadig modtog store forstærkninger fra Europa, tænkte på at optage en afgørende kamp ved Haitscheng, som befæstedes, for at forbindelsen med Yinkous vigtige havn kunne bevares, hvilken dog 26. juli med store beholdninger faldt i japanernes hænder; forgæves havde general Sarubajev med betydelige kræfter fået ordre til at standse Oku ved Taschitsao for at forhindre det. Han ydede her 24. juli heftig modstand, men forlod stillingen natten derpå for uhindret at nå Haitscheng. Imens var også Kuroki rykket frem under stadige kampe, således ved Yushuling-Pjelin 30. og 31. juli og sidstnævnte dag ved Yushuling-Pjelin, hvor general Keller faldt. Russerne gik så tilbage over Langho, der foreløbig standsede japanerne.
I vest fortsatte 2. og 4. armé ligeledes deres fremrykning og havde sidstnævnte dag en hård kamp i at bestå ved Simutscheng med Sassuiitschs armékorps, men begge hære rykker dog 2. august til foran Haitscheng, som Kuropatkin nu frivillig opgav, så den 2 dage senere blev besat. Oyama havde altså kastet de russiske kræfter til Liaoyang, hvorfra 2. og 4. armé var 56 og 1. armé 40 km væk fra. Kampen måtte dog udsættes 3 uger på grund af manglende forsyning og regnvejr.
Kuropatkin ville lade det komme til en hovedafgørelse ved Liaoyang; han mente endelig at kunne slå japanerne, da han var blevet dem betydelig overlegne; i alt rådede han over 199 bataljoner, 150 eskadroner, 592 kanoner, hvoraf dog kun henholdsvis 160, 122 og 530 kunne deltage i kampen, i alt cirka 150.000 mand, mens japanernes 3 hære kun talte 116 bataljoner, 33 eskadroner, 446 kanoner (deraf 68 sværere), i alt 112.000 mand. Selve byen, der lå ved floden Taitseho, var omgivet af en 9 meter høj mur, og desuden var der anlagt 16 værker på den sydlige bred. Feltstillinger var yderligere anlagt dels i sydvest, dels i syd og sydøst, hvor de sluttede sig til floden. Foreløbig besatte dog korpsene længere fremskudte stillinger ved Anschanchan og Liandiasan, hvor Kuropatkin først ville optage kampen. Nogen fast plan havde han dog ikke. Overlegenheden i styrke opfordrede ham stærkt til at angribe Kuroki, der var 35 kilometer skilt fra 2. og 4. armé. Vicekongen, som stadig havde været uenig med Kuropatkin, opfordrede ham ivrigt dertil, men han holdt bestemt på en defensiv optræden, idet han overvurderede japanerne. Således begyndte slaget ved Liaoyang under uheldige auspicier for russerne, idet en fast vilje og klarhed i opfattelse eller ordregivning manglede. Således gav Kuropatkin 23. august - i strid med tidligere befalinger - bestemt ordre om, at hovedkampen skulle optages i den nævnte fremskudte stilling. Japanerne derimod, der måtte angribe, lededes med dristighed og efter en bestemt plan. Så snart vejret bedredes, befalede Oyama, at alle 3 hære til 28. august skulle sætte sig i besiddelse af de russiske fremskudte stillinger. Om disse kæmpedes i dagene 24.-27., navnlig heftig på østfronten. Russernes venstre fløj blev kastet, og dette bevirkede deres tilbagegang til hovedstillingen nærmere Liaoyang; den gik fra Siapu ved Taitseho over Zofantun til Majetun ved jernbanen; store reserver stod ved Liaoyang, rytteri ved Pensiho.
Slaget, der varede fra 30. august til 3. september, kan kun skildres i sine hovedtræk. Mens 2., 4. og halvdelen af 1. armé i 2 dage forgæves angreb den russiske stilling og efter dennes opgivelse selve fortlinjen, gik den anden halvdel af 1. armé over Taitseho ved Kvantun og nåede en stilling nord for Taitseho og angreb derfra den russiske, særlig ved Sykvantun, hvad der kostede mange tab. Kurokis tropper var her udsatte for stor fare, idet meldingen om deres angreb bevirkede, at Kuropatkin sendte besætningen, østafdelingen (2 armékorps under general Bilderling), 3 andre til hjælp, for at knuse dem, mens vestafdelingen, Sarubajev, fremdeles skulle holde ud i syd.
Det store modangreb, hvori også nye tropper under general Orlov skulle deltage fra Yentai Kulgruber, løb dog ud i sandet, mens japanerne, der var forstærkede med 1 brigade, stadig greb offensiven. Det skulle have været gentaget 3. september, men da så Sarubajev meldte, at Liaoyang var opgivet, og korpscheferne ikke havde tillid til et nyt forsøg, blev der givet ordre til, at begge grupper skulle gå tilbage til Mukden.
Slaget ved Liaoyang tabtes på grund af Kuropatkins vankelmodighed og mangel på tillid til sig selv samt underofficernes uduelighed. Japanerne, der mistede over 25.000 mand, var for udmattede til at forfølge fusserne, der kun mistede noget over 16.000 mand. Japanerne indtog en defensiv stilling Liaoyang-Yentai, 2. armé vest for jernbanen, 4. arme øst for samme, 1. armé ved Yentai og rytteri ved Bianyupusa. Kuropatkin ville have opgivet Mukden, hvad dog Alexejev forhindrede, men efter at hæren var blevet forstærket, så at den talte 223.500 mand, meldte han 9. september til tsaren, at han ville anlægge et befæstet brohoved ved Hunhofloden, bag hvilken den øvrige hær, hvis moral var hævet, skulle tage stilling for at slå japanerne, når de først var blodigt afviste.
I slutningen af september besluttede Kuropatkin, navnlig da han fik at vide, at Alexejev havde indstillet ham erstattet med en storfyrste, at rykke offensivt frem. Hæren inddeltes i: Vestafdelingen, Bilderling: 2 korps, Østafdelingen, Stackelberg: 3 korps og 1 kosak-division. Reserven: 2 korps, desuden 2 flankedækninger: Dembrovski i vest, Rennemkampf i øst samt en mindre styrke yderst til venstre. Dispositionen bestemte, at fremrykningen skulle begynde 5. oktober og meddelte, at japanerne, 144.000 mand stærke (i virkeligheden en del mindre), indtog en defensiv stilling nord for Liaoyang med en brigade fremskudt til Bianyupusa. Kuropatkin gav desuden mange overflødige råd, rådede sine underofficerer til at vise forsigtighed. Hans plan gik ud på at lade Vestafdelingen optræde demonstrativt, mens Østafdelingen skulle omgå modstanderens højre fløj for at afskære ham fra Pensiho. En stor fejl var, at planen meddeltes tsaren, så den blev bekendt i Petrograd og derfra telegraferedes til Tokyo.
Oyama havde dog forinden - den 6. - fået delvis kendskab til planen fra papirer, fundne hos en falden russisk officer. Så snart han fik melding om russernes fremrykning, besluttede han at optage kampen, og det store slag ved Schaho, der varede til 17. oktober og bragte russerne et tab af 40.770 mand, mens japanerne mistede 30.000, begyndte. Russerne rykkede meget langsomt frem. Kampen var ofte kritisk for japanerne, der også gik offensivt frem, og i virkeligheden uafgørende, men henset til, at Kuropatkin ikke nåede sit mål, men trods sin store overlegenhed blev kastet tilbage til Schaho, tæt syd for hvilken japanerne indtog en befæstet stilling, må det siges, at disse sidste sejrede, mens russerne havde vist sig uskikkede til offensive operationer og var blevet moralsk svækkede. Hele vinteren stod hærene således tæt over for hinanden, gravede sig ned og befæstede stillingerne.
Kuropatkin lod udarbejde planer for offensiven; men i virkeligheden ville han ikke angribe på ny, før end de lovede forstærkninger, i alt cirka 60.000 mand, var kommet frem. Ikke tilfreds med disse, forlangte han yderligere 100.000 mand, hvad Alexejev anså for urimeligt. Da sidstnævnte 26. oktober bortkaldtes, blev Kuropatkin øverstbefalende, og han inddelte nu sine tropper i 3 hære: I, Lenevitsch, 4 3/4 armékorps, østligst i egnen Sintsintin-Gaotulin Pas; III, Kaulbars, først 3, senere 4 korps i den 60 km lange stilling ved Schaho, der befæstedes, II, Gripenberg (kom først 13. december), 3 korps, fremskudte til Hunho syd for Sandepu, uden befæstninger, i en front på 30 km. Skønt Kuropatkin ved årets slutning rådede over 372 bataljoner, 172 eskadroner og 1156 kanoner, ønskede han yderligere forstærkninger, så at endnu et korps og 2 skyttebrigader mobiliseredes. Til grund for sin uvirksomhed angav han nu mangel på forplejning i stillingernes magasiner, som måtte fyldes ved 3 feltbaner, hvad der tog lang tid. Han forudså dog, at ved Port Arthurs fald ville Oyama få en forstærkning på 60-70.000 mand, og planer udarbejdedes til at slå ham forinden. Tanken om at angribe japanernes venstre fløj optoges atter, men udsattes, til de sidst mobiliserede tropper var kommet frem. Imidlertid kapitulerede Port Arthur 2. januar, og Kuropatkin indså nu nødvendigheden af at handle, men han var uenig med Gripenberg uden i dette, at man alligevel skulle afvente ankomsten af de sidste forstærkninger, inden man selv tog offensiven. Foreløbig greb han general Mischtschenkos allerede i oktober fremsatte plan om at lade en større rytterstyrke og noget fodfolk gøre et togt i fjendens ryg for at ødelægge jernbanebroen ved Haitscheng (220 meter lang) og en del mindre broer for at hindre Nogis transport imod nord, desuden skulle navnlig hovedmagasinerne i Yinkou ødelægges. Allerede 9. januar var Mischtschenko i stand til med 7.000 sabler at afmarchere fra Sifantai mod Yinkou (139 km borte) i 3 kolonner, og opdagedes først dagen efter af japanerne, som dog fik tid til at sende fodfolk derhen, så at angrebet den 12. mislykkedes, ligesom den store bros ødelæggelse. Kun Niutschuang var undervejs blevet hærget og derefter besat af japanerne, så at tilbagemarchen var forbundet med mange vanskeligheder. Med et tab af 408 mand og 183 heste nåede styrken 16. januar til Sifantai og opløstes derefter.
Men nu blev den russiske offensiv til alvor; allerede 19. januar var ordren dertil udarbejdet. Angrebet skulle 25. januar begyndes af II armé, men III og I skulle først gribe ind, når førstnævnte havde opnået gode resultater; japanerne fik således lejlighed til at træffe modforanstaltninger. Således opstod slaget ved Sandepu, der atter bragte russerne nederlag på grund af fejle forholdsordre; idet af den store styrke, som Kuropatkin rådede over, kom kun 96.218 geværer, 8.880 sabler og 416 kanoner i virksomhed. Årsagen hertil var, at der såvel på russernes højre som venstre fløj indgik falske meldinger, og at navnlig under slaget, som varede til 29. januar, en samvirken mellem chefen for II armé og overgeneralen var meget vanskelig. I virkeligheden blev japanerne overraskede ved II armés angreb, og selv om de 50.000 mand, som efterhånden deltog i kampen omkring Sandepu, reddede situationen for Oyama, ville hans hære næppe have kunnet holde deres stillinger, når II armé ikke var blevet beordret tilbage, og Kuropatkin havde ladet også sine andre hære rykke frem. Slaget kom til at koste russerne 11.732 og japanerne 8.900 mand, og viste atter, at overgeneralen ikke kunne tåle selvstændighed hos sine underofficerer. Begge hære indtog atter i hovedsagen de samme positioner som før slaget.
Gripenberg rejste 30. januar »på grund af svækket helbred« tilbage til Petrograd, hvortil også Stackelberg beordredes, mens flere underofficerer fik skarpe irettesættelser for deres dygtige initiativ. Befalingen over II armé blev derefter overgivet til general Kaulbars, der sendte en ikke ringe styrke til egnen vest for Hunho, hvorhen også japanerne detacherede. Yderligere forsøgte de 12. februar i forbindelse med Kunguser at afbryde jernbanen 230 km nord for Kharbin, hvad der en kort tid lykkedes, indtil russiske tropper fordrev dem. 18. februar sendtes et rytterkommando til den store bro ved Haitscheng; det lykkedes at ødelægge den, men broen blev snart istandsat.
Imidlertid nærmede Nogis hær sig fra Port Arthur den russiske hærs højre fløj, og Kuropatkin besluttede så omsider at gribe offensiven den 25. februar men Oyama kom ham atter i forkøbet, og således opstod indtil 10. marts det afgørende slag ved Mukden, hvorefter de russisske hære førtes tilbage til Tielin, forfulgt af japanerne. Kuropatkin blev 15. marts afskediget og erstattet af Lenevitsch; han fik dog befalingen over I armé, mens overgeneralen førte hæren tilbage til Sipingai. Her blev den reorganiseret, tabene erstattede, og nye forstærkninger tilført, så at hæren i slutningen af juli talte 600.000 kombattanter. Også japanerne, der dog ikke var nået længere frem end til Tielin, bragte deres hære op til 380.000 mand, men underlegenheden var for stor til at vove større operationer. Derimod forsøgte de efter søslaget ved Tsushima 27. maj at erobre øen Sachalin, hvor kun få russiske kræfter opholdt sig. Ved hjælp af flåden landsattes fra 7. juli en division ved Kovsakovsk; ved Mauuka toges en større styrke til fange, resten ved Onol, efter at hovedstaden Alexandrovsk var erobret 24. juli.
Til Nordkorea sendtes cirka 35.000 mand, som uden videre kamp tvang de langt underlegne russere til at gå tilbage til Tjumen. Kommandanten i Vladivostok, general Kasbek, frygtede efter slaget ved Tsushima for et angreb, og udfoldede megen energi for med 60.000 felt- og 15.000 fæstningstropper at holde fæstningen og den syd for liggende kyst, men et alvorligt angreb blev ikke forsøgt.
Allerede 8. juni opfordrede præsident Roosevelt de krigsførende til at indlede fredsforhandlinger, men først i begyndelsen af august begyndte disse i Portsmouth (Nordamerika) mellem ministerpræsident Witte og udenrigsminister, baron Komura, foruden de to magters gesandter i Washington. Først 5. september kom fredspræliminærerne - Japan fik overherredømmet i Korea, forpagtningen af Kwantung og den sydlige del af Sachalin - i stand, der ratificeredes 15. oktober, idet begge parter var trætte af krigen og havde ikke udsigt til at opnå mere. Japan havde dog haft en udgift af 2.214 millioner kr. og trængte til penge, men Rusland ville ikke give nogen krigsskadeserstatning, fordi dets krigsudgifter gik op til 2.900 millioner kr. og en stor del af befolkningen havde været imod krigen, ligesom der også opstod en alvorlig revolutionær bevægelse. Tabet af døde, sårede og savnede var for Rusland 217.900 (16 %), for Japan 254.700 (21,2 %).