LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sygdomme           Forbehold        


Den sorte død
Den sorte død, kaldes en epidemi af byldepest, der cirka 1342 begyndte i Centralasien, nær Himalaja, efter nogle i Kina og et land Khita, efter andre i det egentlige Indien. Hvorledes pesten nåede til Europa, er ikke sikkert, antagelig har den fulgt handelsvejene, af hvilke i hvert fald den ene, over Buchariet til det sorte Hav, førte til det sted, fra hvilket den første europæiske by Konstantinopel blev smittet. Kejser Johannes 6. Kantakuzenes af Byzans (1341-55) og Nikeforas Gregoras meddeler overensstemmende, at pesten kom til Konstantinopel over Pontus fra egnene omkring Don. Derfra bredte den sig over Thrakien og Makedonien, Grækenland, Arkipelaget, Syrien, Judæa, Libyen og Ægypten hele Middelhavets sydkyst rundt. Mens pesten kun langsomt nåede frem over land, bredte den sig hurtigt med skibsfarten. Middelhavslandene erobrer den 1348, næste år når den Mellemeuropa, England og Skandinavien, breder sig så langs Østersøens kyst 1350 (Gotland, Kurland) og ankommer i Rusland 1352, hvor den sydlige del, der havde lidt meget i epidemiens begyndelse, ikke angribes igen.

Studiet af en mængde krøniker har vist, at pesten har hersket hvert sted, den kom, i fire til seks måneder, at den antog formen af lungepest på de steder, der blev angrebet ved vintertid (Tyrol, England, Norge), men at sygdommen ofte antog den hyppigere form af byldepest ved forårstid. Endvidere viser det sig, at sygdommen af og til kunne optræde igen, dels ved at tidligere ikke inficerede steder nu blev smittede, dels ved genoptræden af nye epidemier, så at pesten 1349-1366 er en stående sygdom i Europa, snart udgående fra et sted, snart fra et andet.

Pestberetningerne omtaler mange sære tegn som varsel på epidemiens komme (kometer, jordskælv, masseoptræden af frøer, firben, slanger og lignende). Enkelte gange omtales tillige stor dødelighed mellem rotter og mus, hvad der nu har sin interesse under hensyn til smitteoverførelsen ved pest. Dødeligheden blandt mennesker var enorm; i Neapel døde 60.000, i Venedig 100.000, i Ragusa 7.000. I Wien, hvortil pesten var nået 1349, døde daglig 500 til 600 mennesker, og i Siena, fra hvilken by mange var flygtede, døde 80.000 af en befolkning på noget over 100.000. Marseille mistede 57.000 indbyggere, Paris 50.000, London 100.000.

Til Danmark kom sygdommen 1349, uvist hvorledes, men efter et sagn ved et norsk skib, der kom fra England og strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død. I det følgende år rasede den i al sin heftighed; men de oplysninger, man har derom, er kun meget ufuldstændige; men det må dog antages, at omtrent halvdelen af befolkningen døde. Store distrikter lå fuldstændig øde efter pesten, således endnu 20 år efter 98 gårde og møller og 71 huse i Roskilde Stifts besiddelser. Valdemar Atterdag byggede 1357 et slot i Randers af 11 nedbrudte kirker, og om Bornholm, der blev særlig stærkt medtaget, fortælles det karakteristiske sagn, at alle de overlevende, der samledes i Clemens Sogn, ikke kunne fortære en lammekrop. 1354 udstedtes på et danehof i Nyborg Amnesti på grund af den store mangel på folk. Dødeligheden i Slesvig og Holsten skal have været endnu større end i Kongeriget, ja for Slesvigs vedkommende skal ikke en femtedel være blevet tilbage.

Til Norge nåede »Store Mannadauen«, som den kaldtes her, 1349, rimeligvis bragt med et skib til Bergen, og den rasede til ind i 1350. Hele kirkesogne uddøde i afsides liggende fjeldegne, og først efter mange generationer fandtes disse steder igen (»Finddale«). På een dag begravedes i Bergen 80, deriblandt 14 præster og 6 diakoner. Alle Norges bisper på een nær døde. Der døde så mange præster, fordi de var særlig udsatte, da de ikke alene var sjælesørgere, men også læger, at man måtte ansætte unge personer på 18 år som præster. Det siges, at kun en tredjedel af befolkningen blev i live. Til Island og Grønland kom pesten slet ikke, da der et par år ikke kom noget skib derop.

Til Sverige, hvor sygdommen kaldtes »Digerdøden« eller »Stordøden«, kom den, rimeligvis fra Norge, 1349, men nåede også her sit højdepunkt 1350. Den rasede lige så voldsomt her som andre steder, mange sogne uddøde, i Stockholm var »gaderne bedækkede af døde legemer«. I Uppland skal kun en sjettedel af befolkningen være blevet tilbage, og det siges, at der alene i Vestergötland døde 466 præster, hvori formentlig munke er medregnede. I Värmland, hvor sygdommen kaldtes Degermansdøden eller Fläckdøden, skal i et enkelt sogn hele den overlevende befolkning kun have bestået af en kone, en dreng og to piger, der boede langt fra hinanden. Fra Sverige bredte pesten sig 1350 til Finland, til de vestlige russiske provinser 1351, til selve Rusland 1352.

Af de beskrivelser af sygdommen, som man har, fremgår det, at det var den orientalske byldepest, der var umådelig smitsom, begyndte med stikkende smerter, stærke kulderystelser, pestbylder, koldbrand, sort tør tunge og en frygtelig stinkende ånde, vistnok hidrørende fra lungekoldbrand. Ofte kom der voldsomme blodspytninger, der uvægerlig medførte døden. De fleste døde i løbet af et par dage.

Efter den tids opfattelse måtte sygdommen sættes i forbindelse med himlens straf for menneskenes synder, og dette gav anledning til forholdsregler fra præsternes side i form af messer, i pilgrimstog (flagellanttog), der i begyndelsen vakte stor tilslutning, mens på den anden side andre hengav sig til ville udsvævelser, således som Boccaccio, der var øjenvidne til epidemien i Firenze, fortæller, idet man anså pesten som forløber for den yderste dag. Mange flygtede, andre spærrede sig af fra omverdenen, således pave Clemens 6. i Avignon, atter andre forsøgte ved antændelse af store bål, rygninger med enebær og eddike at beskytte sig. Lægemidler anvendtes naturligvis i massevis, navnlig theriak, sveddrivende midler og vin. Dernæst anvendte man signen og manen og anråben af helgener, navnlig St Roch. I Mellem- og Sydeuropa fandt store jødeforfølgelser sted, da man beskyldte dette folk for at forgifte brøndene.

Endnu 550 år efter lever sagn om den frygtelige farsot. Man fortæller, at den opfattedes som en straf for krudtets opfindelse, at de få efterlevende drog rundt og ringede med kirkeklokker for at samle de få endnu levende, og det siges, at skikken at sige »prosit« (gid det må gavne) eller det danske »Gud velsigne dig« hidrører fra denne tid, da sygdommen begyndte med nysen.