Dige
Dige, en jordvold, der tjener til at beskytte et lavtliggende areal mod oversvømmelse. Langs floder og havets kyster ligger en stor mængde lavtliggende arealer. Disse arealer er ofte ikke er egnede til bebyggelse, og deres jordbundsforhold gør at de ikke kan udnyttes effektivt i landbruget, enten fordi de som vige, søer og bugter stadig er dækkede af vand, eller fordi de oversvømmes ved højvande, således at de i heldigste tilfælde kun kan benyttes som enge.

Sådanne arealer kan bebygges og bringes under plov, når oversvømmelserne fjernes, og den første betingelse er at forhindre vandets indtrængen over arealet ved at omgive dette med et dige. Et således inddiget areal kaldes en »inddæmning«. Hvis inddæmningens terrænhøjde ligger under normal vandstand i det tilgrænsende vand, vil inddæmningen kun kunne holdes tør ved kunstige midler (pumpning af vand eller lignende); ligger den højere end almindelig vandstand, kan inddæmningen normalt holdes tør uden kunstige midler.

Diger er enten så høje, at de holder alle højvande ude, og kaldes da »vinterdiger«, eller de holder kun de i sommertiden indtrædende mindre højvande ude, mens de lader forårets og vinterens stærke højvande oversvømme inddæmningen, og kaldes da »sommerdiger«. Ved sådanne oversvømmelser medføres ofte af vandet stoffer, der aflejres i inddæmningen og dels gøder, dels forhøjer denne lidt efter lidt, således at det med tiden kan betale sig at omgive den med de dyrere vinterdiger.

»Hoveddige« kaldes det dige, der holder højvandet ude fra inddæmningen, i modsætning til »indre dige«, der ligger bag hoveddiget og kun bliver anvendt, når eller hvis hoveddiget brydes; disse indre diger, de såkaldte »sovende diger«, er ofte ældre, forladte diger eller »reservediger«. Tværdiger kan dele inddæmningen i visse mindre afdelinger, »kasser«. Meningen med »kasserne« er den, at oversvømmelsen ved digebrud begrænses til en enkelt sådan »kasse«, mens den øvrige del af inddæmningen muligvis kan reddes. Normalt slutter diger sig ved begge ender enten til højt land eller til ældre diger; dog er der også tilfælde, hvor man i en lavning kun ønsker at beskytte et værdifuldt, mindre areal, der da omgives med et ringformet dige, et såkaldt »ringdige«. Eftersom diger skærmer Inddæmningen mod en flod eller havet, benævnes de »floddiger«, »kyst«- eller »havdiger«.

Floddiger vil, idet de indsnævrer flodens bredde ved højvande, fremkalde en forøget strøm, hvilket undertiden vil være til nytte, navnlig på steder, hvor floden har tilbøjelighed til at afsætte stoffer; men en for udbredt anvendelse af floddiger kan, selv om jordbunden er tilstrækkelig frugtbar til, at en inddæmning kan betale sig, ofte have vidtrækkende og farlige følger, da den ved diger fremkaldte indsnævring af flodens profil ved højvande foruden at fremkalde en stærkere strøm, der jo i og for sig også kan være farlig, tillige fremkalder en opstemning af vandspejlet ved højvande til skade for ældre inddæmninger højere oppe ad floden. Det er derfor hyppigt, at floddiger bygges som sommerdiger, da disse, der oversvømmes ved de stærke fløjvande, ikke indsnævrer profilet ved højvande i væsentlig grad og derfor heller ikke forårsager nogen opstemning af vandet, mens selve oversvømmelsen af inddæmningen, der i reglen indtræder på en tid, da jorden ingen afgrøde bærer, ofte både gøder og forhøjer denne ved de af flodvandet medførte stoffer.

Ved kystdiger er der selvfølgelig i reglen ingen fare for at rykke diger så langt ud, som forholdene tillader, og man ser derfor langt sjældnere sommerdiger anvendte som kystdiger end som floddiger, så meget mere som en oversvømmelse af inddæmningen med saltvand ofte ville være til skade for afgrøden, idet vegetationen normalt ikke tåler afvekslende salt- og ferskvand. Helt udelukkede er sommerdiger dog ikke i marsken, hvor de undertiden benyttes til at beskytte en med saltvandsgræsser bevokset inddæmning mod de i sommertiden indtrædende højvande (floder), således at den kan benyttes til græsning, mens efterårets og vinterens stærke højvande (stormfloder) oversvømmer inddæmningen og afsætter klæg, hvorved denne efterhånden forhøjes så meget, at det kan betale sig at omgive den med et vinterdige og bringe den under plov; det ældre hoveddige bliver da et sovende dige. Floddiger skal hovedsagelig modstå højvande og isgang, mens kystdigerne væsentlig skal modstå højvande og bølgeslag, og som følge heraf får kystdigerne i reglen langt fladere skråninger på den mod vandet vendende side end floddigerne. Digets højde gøres ved floddiger 0,3-0,6 meter større end højeste vandstand, ved kystdiger 0,3-0,6 meter større end højeste bølgetop ved største bekendte stormflod. Den øverste del, »digekronen«, gøres vandret eller svagt hældende og benyttes ofte som vej. Diget ligger som oftest ikke umiddelbart ved kyst- eller flodbredden, men et stykke derfra; det mellem diget og bredden liggende areal kaldes digets forland, og herfra tages som oftest jorden til digets opførelse og vedligeholdelse, dels fordi dette land kun har ringe værdi, dels fordi de gravede huller atter let fyldes ved aflejringer. Til diget regnes en strimmel land såvel på udvendig som på indvendig side af diget, den såkaldte »digebærme«, der har en bredde mellem 5-25 meter, størst på udvendig side, og på hvilken der hverken må graves eller pløjes, hvilket, for så vidt digebærmen tilhører private lodsejere, må sikres ved servitut. Digets skråninger er beklædte, hyppigst med græs; dog kan på særlig udsatte steder ses anvendt stenbeklædning, faskinbeklædning eller bolværk; på steder, hvor græs ikke kan vokse, eller et græsdække ikke kan fremkaldes inden den tid, til hvilken højvande kan ventes, anvendes ofte en beklædning med græstørv eller strå af hvede- eller rughalm, der fastholdes til skråningen ved halmbånd stukket ned i jorden. »Digelag« eller »digebånd« kaldes en sammenslutning af de lodsejere, der er interesserede i digets anlæg og vedligeholdelse.

Digerne opfylder ikke altid deres bestemmelse. For eksempel ved forsømmelse af digets vedligeholdelse eller ved indtræden af stærkere højvande, end man ved digets bygning forventede, kan der opstå »digebrud". Det vil sige: vandet går over diget ind i inddæmningen og oversvømmer denne, hvorved en del af diget ødelægges, og store værdier og måske menneskeliv går tabt. Digebrud indtræffer såvel ved kyst som ved floddiger, men dog hyppigst ved de sidste. Grunden hertil er dels, at flodernes højvande ved indtrædende isstopning eller ved opførelsen af broer, nye diger, flodhavne med mere kan vokse, dels at flodernes vandføring ved skoves rydning i egnene om flodens kilder, ved landets bedre afvanding og så videre stadig forøges. Farer for de voksende højvande kan fjernes dels ved flodernes regulering, hvorved den største fare, isstopningen, modarbejdes, dels ved at skaffe afløb for højvandet til sidedale, hvor da kostbare arealer må beskyttes ved ringdiger, men det almindeligste værn mod højvandets vækst er en stadig forhøjelse af diget. En oprettelse af hydrometriske stationer langs floden i forbindelse med et teknisk tilsyn langs hele floden vil i mange tilfælde være det bedste værn, da herved i rette tid mulige farer vil kunne afværges ved passende forholdsregler.