LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Dionysos
Dionysos (græsk), vinens og vinavlens gud, hører ikke til den oprindelige græske gudekreds, men er optaget fra grækernes naboer, thrakerne. I den historiske tid finder vi vel Dionysos anerkendt og dyrket rundt om i den græske verden; men hans dyrkelse beholder dog i flere egne et stærkt fremmedagtigt præg. Flere sagn handler om, hvorledes den er trængt frem under kamp og modstand. I de homeriske digte nævnes Dionysos enkelte steder, men hører ikke til de guddomme, med hvilke digteren er fortrolig, har ikke sat spor i hans fantasi eller i det digteriske sprog. Vinen, hvis indvirkning på mennesket ofte skildres, kaldes intet sted Dionysos' gave. I sit hjemland har Dionysos sandsynligvis været dyrket som en guddom, der våger over al vegetation, kalder den til live og lader den forgå. I Grækenland er han fortrinsvis knyttet til vinavlen, der er hans gave til menneskene, ligesom kornavlen skyldes Demeter. Navnet Dionysos er ikke tydet med sikkerhed; den første del deraf antages for beslægtet med roden div-, »gud«. I flæng med Dionysos bruges også, dog ikke i den ældste tid, navnet Bakchos, der i Italien blev den almindelige benævnelse (latin: Bacchus).

Myter og sagn
Dionysos var søn af Zeus og Semele, Kadmos' datter. Om hans fødsel fortælles, at Semele bad Zeus vise sig for hende i al sin guddoms herlighed. Zeus måtte opfylde det uheldsvangre ønske; da han viste sig for sin elskede, blev hun, den dødelige kvinde, dræbt af lynet og tordenen, der buldrede om ham. Men det ufuldbårne foster blev frelst; Zeus indsatte det i sit lår og bragte det, da den tid kom, til verden. Det lille barn blev af Hermes bragt til nymferne på bjerget Nysa og voksede op hos dem. Hvor Nysa lå, lader sig ikke sige, og der var uenighed herom allerede i oldtiden.

l flere af de egne, hvor Dionysos dyrkedes, var også sagnet om hans opvækst blevet stedfæstet. Efter den thebanske tradition var det Ino, Semeles søster, der opfostrede ham. Dionysos' plejemødre var de første, der følte hans magt. De opførte begejstrede fester til hans ære, ved hvilke hans guddomsånd bragte dem i ekstase, så at de ude af sig selv dansede vilde danse, udstødte voldsomme råb (Euoi!), sønderflængede dyr med hænderne og fortærede deres kød råt. Homer kalder derfor Dionysos »den Rasende«. Kvinderne, som tager del i de vilde ceremonier, hedder mainader eller bakchai. Foruden mainaderne er der en hel skare af andre væsener, som ledsager og tjener Dionysos, fortrinsvis silenerne, der afbildes med hesteøren og hestehale, og satyrerne, der har bukkehale. Også dæmoner af noget højere rang end disse halvt dyriske væsener slutter sig til Dionysos, således Seilenos og Priapos. Dionysos ledsagere danner en samlet skare (Thiasos), der tænkes at følge guden overalt og at fejre fester til hans ære. I disse mytiske fester har nyere forskere, vistnok med rette, villet se et minde om de halvciviliserede thrakeres festskikke. Orgier, vilde danse og voldsomme ceremonier har både i Europa og i Lilleasien knyttet sig til dyrkelsen af de guddomme , som vågede over naturens frugtbarhed. Den klassiske oldtid, der kun kendte Dionysos som vinens gud, forklarede sig derimod om de mytiske Dionysos-festers vilde karakter af vinens magt over menneskene.

Flere sagn afspejler de kampe, som Dionysos-dyrkelsen, der så stærkt afveg fra grækernes øvrige religiøse skikke, måtte bestå. Allerede Homer fortæller, at den thrakiske konge Lykurgos drev Dionysos' ammer ned ad det hellige Nyseion (utvivlsomt det samme som Nysa), at Dionysos måtte søge tilflugt i havet hos Thetis, og at Zeus til straf gjorde Lykurgos blind. I Theben hed det sig, at kong Pentheus, søn af Semeles søster Agaue, ville hindre Dionysos-dyrkelsen; Dionysos ophidsede da mainaderne, til hvilke Agaue hørte, så at de i deres ekstase antog Pentheus for et dyr og sønderrev ham. Minyas' døtre i Orchomenos ringeagtede festerne, som fejredes til gudens ære, men blev til straf forvandlede til flagermus (jævnfør Agrionia). Derimod blev Dionysos efter traditionen vel modtaget hos kong Ikarios (i Ikaria i Attike) og lærte ham til tak at dyrke og tilberede vinen.

Et sagn, der er fortalt i en af de gamle hymner, som går under Homers navn, handler ligesom de ovenfor anførte om miskendelse af Dionysos og straffen herfor. Guden viste sig i skikkelse af en skøn yngling på et næs ved havet; da landede nogle tyrrhenske sørøvere, tog ham til fange og kastede ham bunden om bord på deres skib; men skønt hans guddomsmagt viste sig ved, at alle båndene sprang af ham, ville de ikke følge styrmandens råd at vende tilbage og sætte Dionysos i land igen. Da lod guden strømme af vin skylle hen over skibet, vinranker og vedbend skød op og omslyngede sejl og mast, Dionysos forvandlede sig til en løve ledsaget af en bjørn, sørøverne sprang skrækslagne i vandet og forvandledes til delfiner. En fremstilling af dette sagn, som dog i enkelthederne afviger fra fortællingen i hymnen, findes på frisen på det såkaldte Lysikrates-monument i Athen, opført 334 f.Kr.

De anførte fortællinger om Dionysos sejre over sine modstandere synes at have været anledning til, at Dionysos også (fra 5. århundrede f.Kr.) nævnes som deltager i gudernes kamp med giganterne. Da Alexander den Store havde foretaget sit felttog gennem Asien, og grækerne her som andensteds iblandet de guder, som dyrkedes af de forskellige folkeslag, mente at genfinde Dionysos, udvidedes de gamle fortællinger om, hvorledes guden sejrrig havde udbredt sin dyrkelse, end mere. I yngre digteres bearbejdelse formede de sig til en beretning om, at Dionysos ledsaget af sin Thiasos var draget gennem hele verden og havde underkastet sig alle lande lige til det fjerne Indien.

Kultus
Den oprindelige, voldsomme form af Dionysos-dyrkelsen, natlige fester med ekstatiske danse og andre vilde ceremonier, holdt sig længe i nogle egne af Grækenland, især i Boiotien; hist og her fandtes endog festskikke, som synes at minde om menneskeofringer. Men i den historiske tid træder dog dyrkelsen af Dionysos i ren græsk ånd, som gud for vinavlen, stærkt i forgrunden. Ved festerne ofredes tyre og bukke, deltagerne gik i procession, der blev opført danse og afsunget sange (dithyramber) af kor, hyppig under form af en væddekamp. Tillige blev der sædvanlig drukket megen vin; at Dionysos-festerne for en stor del var mere løsslupne og overgivne end de andre gudefester, er derfor naturligt. I øvrigt var der stor forskel på dem; nogle havde en mere lystig, andre en mere alvorlig karakter. Ved visse fester førtes en stor fallos som frugtbarhedssymbol i procession under afsyngelsen af særlige sange (falliske sange); ved andre var det skik, at deltagerne oversmurte ansigtet med vinbærme. Størst betydning for kulturen fik Dionysos-festerne i Attike, hvor der i slutningen af 6. århundrede f.Kr. af korsangene udviklede sig en helt ny digtart, skuespillet (jævnfør komedie, tragedie, satyrspil).

I måneden poseideon fejredes rundt om i Attikes landsbyer de »landlige Dionysier« med falliske optog, skuespil og forskellige lystigheder. I den følgende måned, gamelion, faldt Lenaier-festen, der holdtes i gudens helligdom i byen, og hvortil der ligeledes knyttede sig skuespil. Den tredje hovedfest, Anthesterierne, omfattede 3 dage (11. - 13. i måneden anthesterion), der hver havde sit navn: på den første (Pithoigia) åbnedes fadene, hvori vinen nu havde afgæret; den anden (Choes) havde navn efter kanderne, som benyttedes ved drikkelagene; på den tredje (Chytroi) ofredes frugter i krukker til Dionysos og de chthoniske guder. Endelig fejredes i måneden elafebolion hovedfesten for Dionysos, de »store Dionysier«, i 5 dage (9. - 13.), af hvilke de tre sidste i Athens blomstringstid var optagne af skuespil. Uden for Attike dyrkedes Dionysos især i Theben, Orchomenos (jævnfør Agrionia), Delfoi, Korinth og på øen Naxos, hvor Ariadne tilbades som hans hustru. Også til Italien forplantedes Dionysos-dyrkelsen tidlig. Fra de græske kolonier i Syditalien kom den til Rom, hvor Dionysos (Bacchus) identificeredes med den gammelitaliske gud Liber. Efter traditionen blev der 493 f.Kr. i Rom indviet et tempel for Ceres, Liber og Libera i forening. Da Bacchus-festerne flere steder i Italien efterhånden antog en betænkelig karakter og brugtes som skalkeskjul for alle hånde udskejelser, måtte de romerske myndigheder i begyndelsen af 2. århundrede f.Kr. skride alvorlig ind derimod (se Bacchanalia).

Dionysos i billedkunsten
I den ældste tid synes det at have været almindeligt at dyrke Dionysos under form af en simpel træstolpe, som rammedes ned i vingården; dette primitive kultussymbol holdt sig på landet langt ned i tiden. Vasebilleder fremstiller det ofte i en noget mere udviklet skikkelse, idet stolpen er dækket med en klædning, og der til dens øvre ende er fæstet en skægget maske. En videre udvikling heraf er Dionysos-hermen (en firkantet pille af træ eller sten, foroven endende i et frit udarbejdet hoved). Kultusbilleder af denne form var almindelig hele oldtiden igennem (jævnfør Hermes).

Ved siden af disse mere primitive gudesymboler havde grækerne dog allerede i den arkaiske kunstperiode fuldt udførte billeder af Dionysos. I den ældre tid fremstilledes Dionysos altid som en værdig gudeskikkelse af moden alder, med langt skæg og hår, iført fodsid klædning (kiton og himation), sjælden tillige et panterskind; i hånden bærer han som tegn på sin guddommelige magt et scepter eller andre attributter af mere særlig art: et stort tohanket bæger (Kantharos), vinranker eller en med vedbendløv kronet stav (Thyrsos); om håret slynger sig som oftest en vedbendkrans, sjældnere et simpelt hårbånd. Sædvanlig afbildes han stående, ofte ledsaget af sine hellige dyr (tyr, buk, panter), sjældnere siddende; i vasebilleder ses han undertiden ridende på et muldyr, kørende eller hvilende på en løjbænk, ofte omgivet af sin Thiasos.

Blandt de bevarede arkaiske billedhuggerarbejder er der meget få (for eksempel en kolossalstatue i Villa Albani), der med nogen sandsynlighed kan opfattes som billeder af Dionysos; en smuk bronzebuste fra Herculaneum antages for en romersk kopi efter en statue fra midten af 5. århundrede f.Kr. Den Dionysos-type, den ældre kunst havde skabt, efterlignedes af og til i den senere oldtid. Flere værker af hellenistisk og romersk kunst fremstiller Dionysos skægget og iført lang klædning, således et kendt hellenistisk relief, som antages at forestille Dionysos' indtog hos en digter; Guden, der støttes af en lille satyr, er her øjensynlig stærkt påvirket af sin egen gave, vinen. Ved siden af den skæggede Dionysos var der imidlertid fremstået en Dionysos-skikkelse af anden art, ungdommelig og skægløs, der i den senere oldtid trænger mere og mere igennem. Hvad der er den dybeste rod hertil, er vanskeligt at sige; her kan kun mindes om, at billedkunsten, samtidig med at Dionysos-idealet således ændres, også fremstiller andre af de græske guder i yngre skikkelse end førhen.

Allerede Kalamis (1. halvdel af 5. århundrede f.Kr.) havde afbildet Dionysos ungdommelig. Dette arbejde, der var udført til et tempel i Tanagra i Boiotien, kendes nu kun af en flygtig notits hos Pausanias og af møntbilleder. Lidt fyldigere efterretning har vi om en bronzestatue af Praxiteles, der forestillede Dionysos som en skøn, ildfuld yngling, iklædt et hjorteskind, et attribut, der fra mainaderne overførtes til guden selv. Statuer af Skopas, Bryaxis, Lysippos og andre kunstnere i 4. århundrede f.Kr. har antagelig hørt til samme retning. I den senere hellenistiske kunst går udviklingen af det ungdommelige Dionysos-ideal endnu et skridt videre: Guden fremstilles sædvanligvis helt nøgen, ofte med bløde, næsten kvindelige legemsformer og et eget, drømmende ansigtsudtryk.

Uden for de egentlige gudebilleders række står fremstillingerne af Dionysos-barnet, et yndet tema i den antikke kunst. Praxiteles' Hermes bærer drengen på venstre arm og har i højre hånd holdt en drueklase, som barnet legende rækker armen frem imod. En skøn statue, hvoraf der er bevaret flere antikke replikker (i Louvre, Vatikanet og andre samlinger), forestiller en skægget satyr, der kærlig betragter det lille sprællende gudebarn, som han holder i sine arme.