LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Dioskurer
Dioskurer (Zeus-sønner), to guder, Kastor og Polydeukes, hvis dyrkelse fra ældgammel tid hørte hjemme på Peloponnes, hvorfra den tidlig udbredte sig over hele den græske verden. Da Iignende guddomme forekommer hos andre folk af vor sprogæt (for eksempel hos inderne), har flere antaget, at dioskurer i den græske gudeverden repræsenterer et gudepar, der oprindelig har været dyrket af alle indoeuropæiske folkeslag. Grækerne forestillede sig dioskurer som to ungdommelige, kraftige helte; de opholder sig levende i Underverdenen eller skiftevis i Underverdenen og i Himlen, hvor de viser sig som stjerner (morgen- og aftenstjerne); til hest eller til vogns farer de gennem luften; de påkaldes af menneskene i alskens nød og fare og bringer altid hjælp (Tilnavn Soteres: de frelsende); især redder de sømanden, når storm og uvejr truer med at kæntre skibet; de viser sig da som lysende stjerner på skibets mast. Som ungdommelige, ridderlige helte skærmer de al legemlig idræt; selv er de dygtige ryttere, der med kraft styrer deres fyrige hvide heste. Fra gammel tid opfattes dog særlig Kastor som hestetæmmer, Polydeukes derimod som nævekæmper.

I sagnene fremtræder dioskurer mere som helte end som guder. De er sønner af Zeus og Leda, der var gift med kongen i Amyklai, Tyndareos efter hvem dioskurer også kaldes tyndarider; af dioskurernes søstre, Helene og Klytaimestra, var den første datter af Zeus, den sidste af Tyndareos. Yngre tradition, der findes varieret på flere måder, lader dioskurerne fremstå af et æg, som Leda havde bragt til verden, efter at Zeus var kommet til hende i skikkelse af en svane; efter en anden overlevering var Polydeukes søn af Zeus og udødelig, Kastor derimod avlet af Tyndareos og derfor dødelig. Dioskurerne nævnes som deltagere i den kalydoniske jagt og i argonauternes togt, på hvilket Polydeukes i nævekamp overvandt bebrykernes konge Amykos. Deres søster Helene blev af Theseus og Peirithoos bortført til Afidnai i Attike, men befriet af dioskurerne, der erobrede landet i Theseus' fraværelse. Sammen med deres fætre, de messeniske helte Idas og Lynkeus, hærgede dioskurerne Arkadien. Om byttets deling opstod strid, under hvilken Kastor faldt; Polydeukes fældede da Lynkeus, Idas blev dræbt af Zeus' tordenkile. Polydeukes, der ikke ville skilles fra sin bror, opnåede ved sine bønner af Zeus, at de altid måtte være sammen, skiftevis i Underverdenen og i Himlen; et andet sagn lader dem, efter at deres liv på jorden var endt, ende blandt stjernerne.

I Lakonien dyrkedes dioskurerne dels inde i landet (Sparta, Therapne), dels ved kysten (Pefnos); deres ældste kultusbilleder var to pæle, forbundne ved et tværstykke. Uden for Lakonien tilbades de flere steder (for eksempel i Argos og i Attike) under navnet Anakes (fyrsterne, herskerne); deres helligdom i Athen, der lå tæt nord for Akropolis, kaldes derfor Anakeion. Til Italien overførtes dioskurernes kultus tidlig med de græske kolonier. Romerne dyrkede dem under navnene Gasfor og Pollux; allerede 484 f.Kr. skal der efter traditionen være indviet et tempel til dem på Forum (sædvanlig kaldet Gastors Tempel) ifølge et løfte, aflagt af diktatoren Postumius i kampen ved Regillussøen, hvor dioskurerne mentes at have åbenbaret sig for den romerske hær og hjulpet den til sejr. Templet blev to gange ombygget, 117 f.Kr. og 6 f.Kr., sidste gang ved Tiberius.

Dioskurerne afbildedes som kraftige ynglinge, nøgne eller kun iført en let kappe. En kolossal marmorgruppe på Kvirinalet i Rom (hvortil den i 16. århundrede er overført fra Konstantins termer) forestiller dem førende deres vilde heste ved tømmen; figurerne er romersk arbejde efter en græsk original. Mange antikke mønter bærer dioskurernes billede; som oftest er de fremstillede galoperende af sted med fældede lanser; over deres hoveder findes deres symbol, to stjerner.