Dolk er det ældste stødvåben og fandtes i de tidligste tider fremstillet af en tilspidset dyreknogle.
Senere opstod den smukke flintdolk (figur a).
De romerske officerer bar som en art værdighedstegn dolk (pugio), dog nærmest et kort sværd.
Saksen, scramasaksen (figur b) fandtes hos de gamle germanere som en bredbladet, spids dolkekniv med kun een æg og langt greb til 2 hænder.
Den ansås mest som tvekampvåben, der dog også kunne anvendes ved tilhugning af tømmer.
Misericorden (nåden) brugte ridderen til at dræbe sin til jorden kastede modstander med.
Den var meget spids for at kunne gå gennem rustningens sammenføjninger.
Den mere moderne italienske og spanske stilet med i reglen firkantet klinge er dens efterkommer.
Schweizer-dolken og landsknægt-dolken (figur c) var reglementeret for henholdsvis det schweiziske og tyske (østrigske) fodfolk i middelalder og renæssance.
Dolken kunne, forsynet med 2 ringe, påsættes geværet eller med det koniske træfæste klemmes ned i løbet og tjene som bajonet.
Venstrehånds-dolken (figur d) eller linkehand førtes af venstre hånd i tvekampe for at afparere stød.
Stødkården eller rapieren med højre hånd.
Alle sådanne dolke bæres over højre lænd i vandret stilling for nemt at kunne trækkes.
Særlige former er: Javanerens Khris, hinduens Khullar, skottens dirk.
Sidstnævnte bæres den dag i dag af skotterne og er landsknægtdolkens tvillingebror.
