LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Duché
Duché (fransk), hertugdømme. De ældste franske hertugdømmer var lensfyrstendømmer, opståede gennem feudalisering af kongelige embeder inden for provinsforvaltningen, mens styrerne af de enkelte provinser i reglen kaldtes grever, førte enkelte allerede tidlig i karolingertiden titlen hertug, og andre tiltog sig den senere på egen hånd, når det var lykkedes dem at bringe et større antal omboende grever eller herrer i vasalforhold til sig. Af denne art hertugdømmer var der dog stedse kun få, hvis indehavere alle hørte til de største kronvasaller (Ile de France, Normandie, Bretagne, Guyenne, Gascogne og Bourgogne), og de faldt alle tidligere eller senere tilbage til kronen.

Siden 14. årh. oprettedes der imidlertid en række nye apanagehertugdømmer for de yngre medlemmer af kongehuset, og hermed vedblev man lige indtil revolutionen. Disse hertugdømmer var også i formen lensfyrstendømmer, men med mindre udstrakte rettigheder i henseende til arvelighed og rådighed over lenene. Til sidst gav de, bortset fra en begrænset øvrighedsmyndighed, kun ret til visse af indtægterne af hertugdømmet, særlig sådanne, som havde deres oprindelse af lensvæsenet. En tredje klasse af duchés fremkom, ligeledes siden 14. århundrede, ved, at kongen ophøjede visse adelige godser til hertugdømmer, noget som i senere tid jævnlig fandt sted. Endelig uddeltes hertugværdigheden i 18. århundrede undertiden som en rent personlig titel, der ikke gik over på efterkommeren (ducs à brevet). Man skelnede i øvrigt under l'ancien régime mellem d.'s-pairies og d.'s-simples, efter som vedkommende hertug var pair eller ikke.

Napoleon 1. oprettede 1806 inden for det tidligere venetianske og neapolitanske område 16 duchés, som han uddelte til sine generaler og andre hjælpere. Disse hertugdømmer havde formen af len, men gav ikke hertugen anden ret end retten til 1/15 af indtægterne. Også senere oprettede Napoleon en række hertugdømmer.