LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Dug
Ved dug forstås i almindelighed det vand, som fortættes på et legemes overflade, når dennes temperatur ligger under luftens dugpunkt, det vil sige er lavere end den temperatur, hvorved de i den omgivende luft tilstedeværende vanddampe netop ville være mættede. Er temperaturen så lav, at de vanddampe, der fortættes, afsættes i fast form, kaldes dug for rim. Befordrende for dugdannelse i det fri er dels sådanne omstændigheder, der resulterer i, at jordoverfladen, græsstrå, hustage og ligende bliver, stærkt afkølede, dels sådanne, som tilvejebringer rigelig vanddamp i luften. Af omstændigheder vedrørende afkølingen skal her nævnes

1) klart vejr, hvorunder varmeudstrålingen fra jordoverfladen som regel er relativt betydelig; da afkølingen foregår stærkest ved solnedgang, dannes dug som regel kort før og efter denne.

2) temmelig roligt vejr; under blæst blandes luften nemlig stærkt, og de forskellige genstande i det fri har omtrent samme temperatur som luften; i temmelig roligt vejr derimod kan temperaturen ved jordoverfladen blive mere end 10 lavere end temperaturen i et par meter højde; af hensyn til blæsten er dug som regel stærkere i dale og lavninger end på højderne.

3) dårlig varmeledning i underlaget; den fra overfladen udstrålede varme bliver da ikke så fuldstændig erstattet fra undergrunden; Eksempelvis rim over jernbanesveller, ikke i mellemrummene, dug på græs, dug på løse sten, men ikke på grundfjeld og så videre. På græs og lignende spiller den i græsset stillestående lufts varmeisolation en stor rolle; med en sagte vind er der således sjældent dug på fritstående græstotter, men kun på tættere græsbevoksning.

Angående vanddampene til dugdannelsen skal nævnes: vanddampene, der fortættes, stammer i sommerhalvåret kun i ringe grad, om vinteren derimod hovedsagelig fra atmosfæren. Stammer vanddampene fra luften, må denne, for at en kendelig dug eller rimdannelse skal kunne finde sted, ikke stagnere helt, thi selv den kraftigste afkøling ville da kun kunne frembringe en ganske ringe dug. Dug er derfor ofte stærk på hustage, der afkøler luften, så den skrider ned, men ved mønningen forårsager luftfornyelsen hyppig så megen opvarmning af taget, at dugdannelsen der forsvinder; endvidere skal bemærkes, at rim bliver stærkest i lidt vind. Dug der om sommeren sætter sig på græs, stammer derimod hovedsagelig fra vanddamp, der kommer fra jordbunden, og som kun har bevæget sig op til græsstråene. Dette finder særlig sted, når jordbunden er fugtig og varm; dug er derfor særlig stærk efter solskin (og byger) og mindre stærk om foråret end om sommeren. Stærkest er dug i troperne i regntiden, idet jorden da er meget fugtig, og vejret som oftest klarer op om natten.

At sommerdug hovedsagelig stammer fra jordbunden, kan vises med en glasplade, der udspændes vandret i overkanten af grønsværet; p laden vil da bedugges mest på undersiden. Denne dug tilfører altså ikke jordbunden væde (en urtepotte med græsvækst taber i vægt, selv om der sætter sig dug på græsset). Den ved dugdannelsen frigjorte latente varme beløber sig her i landet på græs ved almindelig forekommende dugmængder til cirka 10 gram kalorier per kvadratcentimeter per nat og er derfor ikke helt uden betydning til forhindring af nattefrost i græsset.